En mand med en fortid
3.0
Steven Soderberghs "Det skjulte" præsenterer en velkendt krimi-historie med en helt egen stil og rytme.
Da Steven Soderbergh i 1989 brød igennem med det fikse kammerspil "Sex, løgn og video" betød det også et gennembrud for hovedrolleindehaveren Andie McDowell. Derimod blev Peter Gallagher, som spillede McDowells løgnagtige mand, hængende under stjerneoverfladen, i dét morads af dygtige amerikanske skuespillere, som aldrig får arbejdet sig frem til de helt store kontrakter. Godt det samme, for så ville Steven Soderbergh næppe kunne bruge ham i sin nye film "Det skjulte", hvor Gallagher spiller hovedrollen som Michael Chambers - en mand med en fortid.
Da vi først møder Michael, sidder han iført uniform bag rattet i en pansret varevogn. Det grønne lys fra vognens tonede ruder farver Michael og hans kollegas ansigter med en sygelig kulør, og da sveden begynder at plette Michaels pande, véd vi, at noget er galt. Hans blik i bakspejlet udpeger en hvid varevogn med sorttonede ruder, og vi aner optrapningen til et voldsomt opgør. Men kulminationen kommer først langt senere, for ikke så snart har vi anet intrigen, før vi springer til et helt anden sted og en helt anden tid: En tænksom Michael i en Greyhound bus. Han er på vej hjem til moderens andet bryllup, får vi at vide, da han sludrer med den søde pige i sædet ved siden af, Susan, som hun viser sig at hedde (hun spilles af Elisabeth Shue, kendt fra en perlerække af underlødige roller, som den søde pige i "Cocktail" og nu for sit gennembrud som skuespiller i "Leaving Las Vegas").
"Du kan vende hjem, men aldrig vende tilbage"
Således fortsætter "Det skjulte" med at opridse fragmenter af Michaels fortid og nutid - eller for den sags skyld fremtid, for et egentligt tidsligt holdepunkt får vi ikke i filmen, men derimod en række brudstykker, vi selv må stykke sammen til en historie.
Da Michael vender hjem til sin moders bryllup, er det første gang i mange år, han nærmer sig Austin, Texas. Han skulle nok have holdt sig væk, for der venter mange problemer. Michael viser sig at have været en egoistisk slyngel. Et uafklaret forhold til broderen, på overfladen en stabil politibetjent, men indeni fyldt af nag over Michaels svigt ved faderens død. En med god grund mopset eks-kone, som Michael lod stå tilbage med gælden og skammen, da han flygtede fra sine kreditorer. For Michael skyldte penge, mange penge, fordi han måske nok forstod at vinde penge i spil, men sjældent forstod at placere dem rigtigt. Spillegalskaben har han fra sin moder, som det meste af dagen stirrer apatisk på fjernsynet på jagt efter de nyeste lottotal.
Selvom Michael virker kureret for sine tåbeligheder, og det faktisk ser ud til, at han måske igen vil kunne få en tilværelse i byen, kan han alligevel ikke holde nallerne fra eks-kæresten Rachel (Alison Elliott med overbevisende farlighed), som på sin side også kan føle gamle flammer blusse op. Det bryder hendes nye kæreste Tommy Dundee (William Fichtner med et psykopatisk glimt i øjet) sig naturligvis ikke om, og da han ikke bare er en almindelig bonderøv, men byens førende gangster, må det selvfølgelig ende galt. Bare ikke på den måde man tror eller håber, for historien har mange snedige drejninger, og ingen har rent mel i posen.
Skabelon med en twist
Historien er baseret på Don Tracys roman "Criss Cross" og er ærlig talt ikke særlig original. Det er en standard kynisk/fatalistisk krimi, med de klichéer og det antal plotdrejninger, en sådan nu skal have. Personerne er typer frem for mennesker, og de er tydeligvis kun brikker i en fortælling, hvis primære fremdrift er tvivlen om de forskellige involveredes mere eller mindre vilkårlige motiver. Personerne er drevet af tilfældige drifter, som det kommer til udtryk i deres spillelidenskaber.
Det er spændende at følge intrigens udvikling, og man kan da ikke sige sig fri for en identifikation med Michael, men man kommer aldrig til bunds i hans motivation. Det er måske grundstenen i hans karakter, at han er flyvsk og ubeslutsom og hellere løber fra et ansvar, end tager det. Men hvad skulle moralen være i det? At man aldrig kan vende tilbage? Eller at hvis man gør det, skal det gøres på den rigtige måde? Eller at man aldrig skal dumme sig så enormt, at det bliver nødvendigt at vende tilbage? Vælg selv - filmen er lige så ambivalent som personerne, og selvom menneskelig uafklarethed ofte er en personligheds vilkår, behøver den vel næppe at være primus motor i en film? Det er meget svært at forene "Det skjultes" kammerspilsagtige tone, hvor personernes intime liv og tanker skildres i afmålt og adstadigt tempo, med krimi-skabelonen.
Der hvor kvaliteterne ligger, er i Steven Soderberghs forsøg på at give historien en mere personlig og kunstnerisk drejning. Fortællingen er skruet kryptisk og fragmenteret sammen, og er fortalt i et dvælende tempo, som burde give tid til nuancering og fordybning. Billederne er lækre og kameraføringen eksemplarisk hypnotiserende, mens den kredser omkring gentagne billeder af tintede facetruder og forvrængede farver. Man forføres ofte af selve stemningen. Soderbergh har et imponerende rytmisk og stilistisk overblik, men "Det skjulte" forbliver dog ikke andet end en velspillet og veldrejet bagatel.
Da Steven Soderbergh i 1989 brød igennem med det fikse kammerspil "Sex, løgn og video" betød det også et gennembrud for hovedrolleindehaveren Andie McDowell. Derimod blev Peter Gallagher, som spillede McDowells løgnagtige mand, hængende under stjerneoverfladen, i dét morads af dygtige amerikanske skuespillere, som aldrig får arbejdet sig frem til de helt store kontrakter. Godt det samme, for så ville Steven Soderbergh næppe kunne bruge ham i sin nye film "Det skjulte", hvor Gallagher spiller hovedrollen som Michael Chambers - en mand med en fortid.
Da vi først møder Michael, sidder han iført uniform bag rattet i en pansret varevogn. Det grønne lys fra vognens tonede ruder farver Michael og hans kollegas ansigter med en sygelig kulør, og da sveden begynder at plette Michaels pande, véd vi, at noget er galt. Hans blik i bakspejlet udpeger en hvid varevogn med sorttonede ruder, og vi aner optrapningen til et voldsomt opgør. Men kulminationen kommer først langt senere, for ikke så snart har vi anet intrigen, før vi springer til et helt anden sted og en helt anden tid: En tænksom Michael i en Greyhound bus. Han er på vej hjem til moderens andet bryllup, får vi at vide, da han sludrer med den søde pige i sædet ved siden af, Susan, som hun viser sig at hedde (hun spilles af Elisabeth Shue, kendt fra en perlerække af underlødige roller, som den søde pige i "Cocktail" og nu for sit gennembrud som skuespiller i "Leaving Las Vegas").
"Du kan vende hjem, men aldrig vende tilbage"
Således fortsætter "Det skjulte" med at opridse fragmenter af Michaels fortid og nutid - eller for den sags skyld fremtid, for et egentligt tidsligt holdepunkt får vi ikke i filmen, men derimod en række brudstykker, vi selv må stykke sammen til en historie.
Da Michael vender hjem til sin moders bryllup, er det første gang i mange år, han nærmer sig Austin, Texas. Han skulle nok have holdt sig væk, for der venter mange problemer. Michael viser sig at have været en egoistisk slyngel. Et uafklaret forhold til broderen, på overfladen en stabil politibetjent, men indeni fyldt af nag over Michaels svigt ved faderens død. En med god grund mopset eks-kone, som Michael lod stå tilbage med gælden og skammen, da han flygtede fra sine kreditorer. For Michael skyldte penge, mange penge, fordi han måske nok forstod at vinde penge i spil, men sjældent forstod at placere dem rigtigt. Spillegalskaben har han fra sin moder, som det meste af dagen stirrer apatisk på fjernsynet på jagt efter de nyeste lottotal.
Selvom Michael virker kureret for sine tåbeligheder, og det faktisk ser ud til, at han måske igen vil kunne få en tilværelse i byen, kan han alligevel ikke holde nallerne fra eks-kæresten Rachel (Alison Elliott med overbevisende farlighed), som på sin side også kan føle gamle flammer blusse op. Det bryder hendes nye kæreste Tommy Dundee (William Fichtner med et psykopatisk glimt i øjet) sig naturligvis ikke om, og da han ikke bare er en almindelig bonderøv, men byens førende gangster, må det selvfølgelig ende galt. Bare ikke på den måde man tror eller håber, for historien har mange snedige drejninger, og ingen har rent mel i posen.
Skabelon med en twist
Historien er baseret på Don Tracys roman "Criss Cross" og er ærlig talt ikke særlig original. Det er en standard kynisk/fatalistisk krimi, med de klichéer og det antal plotdrejninger, en sådan nu skal have. Personerne er typer frem for mennesker, og de er tydeligvis kun brikker i en fortælling, hvis primære fremdrift er tvivlen om de forskellige involveredes mere eller mindre vilkårlige motiver. Personerne er drevet af tilfældige drifter, som det kommer til udtryk i deres spillelidenskaber.
Det er spændende at følge intrigens udvikling, og man kan da ikke sige sig fri for en identifikation med Michael, men man kommer aldrig til bunds i hans motivation. Det er måske grundstenen i hans karakter, at han er flyvsk og ubeslutsom og hellere løber fra et ansvar, end tager det. Men hvad skulle moralen være i det? At man aldrig kan vende tilbage? Eller at hvis man gør det, skal det gøres på den rigtige måde? Eller at man aldrig skal dumme sig så enormt, at det bliver nødvendigt at vende tilbage? Vælg selv - filmen er lige så ambivalent som personerne, og selvom menneskelig uafklarethed ofte er en personligheds vilkår, behøver den vel næppe at være primus motor i en film? Det er meget svært at forene "Det skjultes" kammerspilsagtige tone, hvor personernes intime liv og tanker skildres i afmålt og adstadigt tempo, med krimi-skabelonen.
Der hvor kvaliteterne ligger, er i Steven Soderberghs forsøg på at give historien en mere personlig og kunstnerisk drejning. Fortællingen er skruet kryptisk og fragmenteret sammen, og er fortalt i et dvælende tempo, som burde give tid til nuancering og fordybning. Billederne er lækre og kameraføringen eksemplarisk hypnotiserende, mens den kredser omkring gentagne billeder af tintede facetruder og forvrængede farver. Man forføres ofte af selve stemningen. Soderbergh har et imponerende rytmisk og stilistisk overblik, men "Det skjulte" forbliver dog ikke andet end en velspillet og veldrejet bagatel.
19/11-2018
