Monsterkapløbet fortsætter med jorden som legeplads
4.0
Der skal ikke herske tvivl om, at den nye AVPserie er milevidt fra at være så elegant, æstetisk smuk og seriøs, som Alienserien og den første Predatorfilm. De kommicielsigtende clash of sci-fi civilisations er cola horror og popcornsaction med moneter for øje, men kan man se bort fra de to bæsters fortid og pengemaskinefunktionen er også anden ombæring af the ultimate killer fight en underholdende omgang action, som er halv skidt og halv godt.
Scenen er nu flyttet fra de aktiske huler til smalltown Gunnison i USA, men historien er den samme. Aliens og Predator jagter hinanden og smadrer løs i et væk, mens en hel masse mennesker forvandles til hakkefars i farten. Og fart er der på. Der er skruet en del op for tempoet i denne to'er, hvor vi også får væsentlig mere skærmtid til vores to favoritter. Action er der også mere af, ligesom draberne er flere og klart mere eksplicitte blodige. AVP2 er klart mere end krigs- og actionsfilm, mens den første indeholdte mere sci-fi og uhygge.
Filmens stærkeste kort er - som det ofte er tilfældet i denne type film - det visuelle udtryk. Den er flot produceret og ikke mindst fremstår både aliens og predators "troværdige" og ikke som papmachefigurer. De er stadig så pisseseje at se på, at ingen andre fillmuhyrer kan være med. Filmens locations er med til at gøre den en noget anderledes oplevelse end den første AVP. Både scenerne i skoven og byen klæder kampen godt, men især i konfrontationerne omkring et elværk er der flere rigtigt fede skud af filmhistoriens to største rum bad asses. Kampene imellem de to arter er selv sagt filmens højdepunkter - hvorfor ellers se filmen - men desværre forstyrres disse flere gange af alt for hektisk klipning, som ødelægger lidt af oplevelsen. Nævnes skal selvfølgelig også filmens nyskabelsen 'Predalien', som er en alien udsprunget af en predatorisk brystkasse. Idéen er meget sjov; en alien med stor råstyrke, en predator med hale... men dens ligning med den rigtige predator gør, at man ind imellem er i tvivl om hvilket monster, der står bag flåningerne på lærredet.
Og flået det bliver der. Blodbarometeret bankes en del højere op end i AVP, så den ligger i tråd med filmens øvrige voldsomhed i større og flere våben. Der bliver gået til makronerne i samtlige 86 min. Personligt kan jeg kun kærkomme dette mere rå look, mens andre måske finder det unødvendigt.
Som forventet er filmens persongalleri klicher fra ende til anden, og filmens største svaghed. Alligevel føles de mindre karikerede end på Antarktis. Personerne er på et niveau, hvor man kan leve med dem, men stort skuespil bliver det aldrig.
Et andet grundlæggende problem med konceptet AVP er, at det hovedsageligt er to monstre, som jagter hinanden, mens menneskene blot nærmest tilfældigt bliver slagtet i forbifarten. Det bliver aldrig monstrenes jagt på menneskene, som netop gjorde på de originale film så medrivende og intense. Dog er to arbitræt dræbende monstre i sig selv skræmmende nok til, at et par underbukser skal skiftes, hvor de to end vælger at udkæmpe deres nærkampe.
Som med AVP kan man slagte denne to'er af mange grunde. Manglende originalitet, misbrug af fordums horrorikoner, historie uden egentligt budskab og mission eller skuespil langt fra oscarmateriale. Man kan også vælge at se bort fra disse forventlige svagheder og nyde den hæsblæsende action og de høje tempo. Man kan at fokusere på de fede shots af de seje monstre og lade sig underholde af de mange opfindesomme måder, hvorpå de skiller hinanden og menneske af med livet. Jeg tog bevidst de positive briller på, da jeg vidste af et negativt et af slagsen fra start ville kvæle filmen totalt.
AVP2 er bestemt ingen stor film og fortjerne ikke at blive nævnt i samme åndedræt, som Arnolds jungletur eller vores flyveture out in space. Men jeg bliver aldrig nogensinde træt af at kigge på hverken aliens eller predators, ligesom god gamle rabalderaction har en høj stjerne hos undertegnet. AVP2 indeholder begge dele, og selvom den dybest set nok kun fortjerner 3 stjerner, så får den 4 små. En for predator, en for aliens, en for aliens og en sidste for aliens.
Scenen er nu flyttet fra de aktiske huler til smalltown Gunnison i USA, men historien er den samme. Aliens og Predator jagter hinanden og smadrer løs i et væk, mens en hel masse mennesker forvandles til hakkefars i farten. Og fart er der på. Der er skruet en del op for tempoet i denne to'er, hvor vi også får væsentlig mere skærmtid til vores to favoritter. Action er der også mere af, ligesom draberne er flere og klart mere eksplicitte blodige. AVP2 er klart mere end krigs- og actionsfilm, mens den første indeholdte mere sci-fi og uhygge.
Filmens stærkeste kort er - som det ofte er tilfældet i denne type film - det visuelle udtryk. Den er flot produceret og ikke mindst fremstår både aliens og predators "troværdige" og ikke som papmachefigurer. De er stadig så pisseseje at se på, at ingen andre fillmuhyrer kan være med. Filmens locations er med til at gøre den en noget anderledes oplevelse end den første AVP. Både scenerne i skoven og byen klæder kampen godt, men især i konfrontationerne omkring et elværk er der flere rigtigt fede skud af filmhistoriens to største rum bad asses. Kampene imellem de to arter er selv sagt filmens højdepunkter - hvorfor ellers se filmen - men desværre forstyrres disse flere gange af alt for hektisk klipning, som ødelægger lidt af oplevelsen. Nævnes skal selvfølgelig også filmens nyskabelsen 'Predalien', som er en alien udsprunget af en predatorisk brystkasse. Idéen er meget sjov; en alien med stor råstyrke, en predator med hale... men dens ligning med den rigtige predator gør, at man ind imellem er i tvivl om hvilket monster, der står bag flåningerne på lærredet.
Og flået det bliver der. Blodbarometeret bankes en del højere op end i AVP, så den ligger i tråd med filmens øvrige voldsomhed i større og flere våben. Der bliver gået til makronerne i samtlige 86 min. Personligt kan jeg kun kærkomme dette mere rå look, mens andre måske finder det unødvendigt.
Som forventet er filmens persongalleri klicher fra ende til anden, og filmens største svaghed. Alligevel føles de mindre karikerede end på Antarktis. Personerne er på et niveau, hvor man kan leve med dem, men stort skuespil bliver det aldrig.
Et andet grundlæggende problem med konceptet AVP er, at det hovedsageligt er to monstre, som jagter hinanden, mens menneskene blot nærmest tilfældigt bliver slagtet i forbifarten. Det bliver aldrig monstrenes jagt på menneskene, som netop gjorde på de originale film så medrivende og intense. Dog er to arbitræt dræbende monstre i sig selv skræmmende nok til, at et par underbukser skal skiftes, hvor de to end vælger at udkæmpe deres nærkampe.
Som med AVP kan man slagte denne to'er af mange grunde. Manglende originalitet, misbrug af fordums horrorikoner, historie uden egentligt budskab og mission eller skuespil langt fra oscarmateriale. Man kan også vælge at se bort fra disse forventlige svagheder og nyde den hæsblæsende action og de høje tempo. Man kan at fokusere på de fede shots af de seje monstre og lade sig underholde af de mange opfindesomme måder, hvorpå de skiller hinanden og menneske af med livet. Jeg tog bevidst de positive briller på, da jeg vidste af et negativt et af slagsen fra start ville kvæle filmen totalt.
AVP2 er bestemt ingen stor film og fortjerne ikke at blive nævnt i samme åndedræt, som Arnolds jungletur eller vores flyveture out in space. Men jeg bliver aldrig nogensinde træt af at kigge på hverken aliens eller predators, ligesom god gamle rabalderaction har en høj stjerne hos undertegnet. AVP2 indeholder begge dele, og selvom den dybest set nok kun fortjerner 3 stjerner, så får den 4 små. En for predator, en for aliens, en for aliens og en sidste for aliens.
12/01-2008
