Ok skuespiller, bedre instruktør
5.0
Hvis Gone Baby Gone er den målestok hvorefter Ben Affecks instruktørtalent skal måles, bør han med det samme smide skuespillerhandskerne i ringen og holde sig bag kameraet. GBG er nemlig en så lovende instruktørdebut, at den langt overgår, hvad Ben Affleck nogensinde har præsteret foran kameraet. Det er en mørk kriminal fortælling med et ikke alt for lyst syn på livet, hvor række skæbnekollisioner tvinger både vores hovedpersoner og andre til at revurdere sig selv og synet på livet.
At GBG udspringer af samme kilde som Eastwoods Mystic River er meget tydelig. Miljø og historie har samme spor, og Affeck behandler disse næsten på højde med sin langt mere rutinerede kollega. Vi følger privatdetektiven Patrick Kenzie, som rodes ud i en sørgerlig sag med pædofile aner, hvor alting langt fra er, som det ser ud på overfladen.
Historien udvikler sig uforudsigeligt med flere gedine overraskelser undervejs, men det bliver aldrig utroværdige twist, som pludselig vender hele historien på hovedet. Alt i filmen virker utroligt autentisk og virkelighedstro, og man suges langsomt men sikkert ind i den snørklede kriminalhistorie. Alt foregå i et roligt tempo, som giver os god tid til at lære samtlige hoved- og bipersoner, og sammen med miljøskildringen langsomt kryber de ind under huden på en. Intet er unødvendigt forceret, men det næsten dvælende tempo til trods opsluges man totalt af fortællingens mørke. Man er 100 pct. til stede i Boston, når tingene sker.
Casey Affeck nævnes flere steder som årets unge skuespillerkomet, og hans præstation i GBG har fortjent været stærkt medvirkende hertil. Hans attitude er naturlig afslappet men alligevel rå, og han gør det fremragende som filmens midtpunkt. Bedst er dog Amy Ryan som den forsvundne pige junkiemor. Hun leverer en smuk præstation og brænder virkelig igennem på lærredet. I mindre biroller er både Ed Harris, Morgan Freeman og Michelle Monaghan også ganske overbevisende.
Gone Baby Gone er en film som sidder i sjælen, når man forlader biografen. Specielt scenen, hvor Patrick Kenzie finder en kidnappet dreng er rystende ubehagelig og rammer som to knytnæver i maven. Enkelte billeder der fra sidder stadig printet ind i min hukommelse. Ben Affeck har begået en super instruktørdebut, som kun kan lade håb om, at han helliger sig denne gerning oftere end skuespillet i fremtiden.
At GBG udspringer af samme kilde som Eastwoods Mystic River er meget tydelig. Miljø og historie har samme spor, og Affeck behandler disse næsten på højde med sin langt mere rutinerede kollega. Vi følger privatdetektiven Patrick Kenzie, som rodes ud i en sørgerlig sag med pædofile aner, hvor alting langt fra er, som det ser ud på overfladen.
Historien udvikler sig uforudsigeligt med flere gedine overraskelser undervejs, men det bliver aldrig utroværdige twist, som pludselig vender hele historien på hovedet. Alt i filmen virker utroligt autentisk og virkelighedstro, og man suges langsomt men sikkert ind i den snørklede kriminalhistorie. Alt foregå i et roligt tempo, som giver os god tid til at lære samtlige hoved- og bipersoner, og sammen med miljøskildringen langsomt kryber de ind under huden på en. Intet er unødvendigt forceret, men det næsten dvælende tempo til trods opsluges man totalt af fortællingens mørke. Man er 100 pct. til stede i Boston, når tingene sker.
Casey Affeck nævnes flere steder som årets unge skuespillerkomet, og hans præstation i GBG har fortjent været stærkt medvirkende hertil. Hans attitude er naturlig afslappet men alligevel rå, og han gør det fremragende som filmens midtpunkt. Bedst er dog Amy Ryan som den forsvundne pige junkiemor. Hun leverer en smuk præstation og brænder virkelig igennem på lærredet. I mindre biroller er både Ed Harris, Morgan Freeman og Michelle Monaghan også ganske overbevisende.
Gone Baby Gone er en film som sidder i sjælen, når man forlader biografen. Specielt scenen, hvor Patrick Kenzie finder en kidnappet dreng er rystende ubehagelig og rammer som to knytnæver i maven. Enkelte billeder der fra sidder stadig printet ind i min hukommelse. Ben Affeck har begået en super instruktørdebut, som kun kan lade håb om, at han helliger sig denne gerning oftere end skuespillet i fremtiden.
12/01-2008
