Mastodonternes krig
3.0
Små SPOILERS:
Det er naturligvis med en syrlig smag i munden, at man gang på gang ser legendariske filmmonstres ry blive maltrakteret i useriøse efterfølgere og andre kiksede påfund. Men når det er, at man med nød og næppe er i stand til at abstrahere fra den profitfikserede citronpresning, der åbenlyst lægger til grund for hele ”versus”-konceptet, er det fordi, at der i 2’eren (gud hjælpe mig!) af ”Alien vs. Predator” forekommer rigelige mængder af frigørende drengerøvskalorier og tankeløs action. Derfor bliver der på godt og ondt leveret en habil omgang action over en forståeligt begrænset spilletid.
Predator og Alien (bedst kendt fra McTiernans og Scotts mesterværker) har igen set sig sure på hinanden, da Alien-monsteret får tilkæmpet sig et nyt liv i maven på den foregående films sejrherre, den sårede Predator. På egen hånd formår den legendariske skabning, der første gang så liv i år 1979, ved hjælp af famøse fremgangsmetoder og bestialske myrderier at sænke rumskibet, hvori den er havnet, til jorden – planeten jorden. Og her, i en idyllisk, isoleret lilleby, får de filmhistoriske uhyrer tid og plads til at udfolde deres interne krig – uden så meget som at skænke en enkelt, barmhjertig tanke til de omkringværende svæklinge, der udgør det indelukkede, ”menneskelige” mini-samfund.
Lad det være sagt med det samme: ”Aliens vs. Predator: Requiem”, der er den fulde titel på denne højst utraditionelle opfølger, er uomtvisteligt en underholdende affære. Med startskuddet i det filmiske højdepunkt, midt inden i Predator-rumskibets slimede mørke, gøres handlingsgrundlaget forunderligt klart og standarden sættes eftertrykkeligt: Det gælder ikke stor filmkunst og for den sags skyld heller ikke revolutionerende tekniske effekter, men derimod en voldsomt overfladisk, simplificeret gang action! Det lyder ikke just lovende, men det skrøbelige udgangspunkt er som nævnt ganske effektivt eksekveret og iscenesat.
Filmen er imidlertid massivt gennemklistret af diverse inkompetente fejltrin, der af og til direkte nedgør de tidligere film. Naturligvis er det i en film som ”AVP:R” fristende at sende talrige referencer til de oprindelige værker, men når et af filmhistoriens suverænt bedste lydspor – fra McTiernans vidunderlige ”Predator” – bruges til overflod i omgivelser, der sjældent afspejler den klaustrofobiske jungle, der udgør scenen i originalen, tenderer det til det blasfemiske. Det går dog først for alvor galt, da den enlige Predator midt i det noget påklistrede ”en-mod-en-klimaks”, lader sin metaltunge kampmaske, teknologisk avancerede krigsvåben og andre brugbare remedier, falde til jorden og indlede en regulær knytnæve-nærkamp mod den primitive modstander - har vi set det før?
Udover det er slutsekvensen kvalmende ringe i al dens malplacerede menneskekritik og nærmest destruerende dårlige oplæg til en eventuel 3’er! Dog skal det påpeges at overfloden af stupide fejltrin kun udgør mindre nuancer i det samlede billede, der i alt held også defineres af en gennemgående finurlig actiondel, der, trods den afvikles i et nærmest frenetisk toptempo, konstant formår at bibeholde den åbentsindede tilskuer i et håndfast greb. Derfor er 2’eren af ”AVP” -serien hver og en af de spenderede skillinger værd - og mere havde man vel ikke forventet.
Det er naturligvis med en syrlig smag i munden, at man gang på gang ser legendariske filmmonstres ry blive maltrakteret i useriøse efterfølgere og andre kiksede påfund. Men når det er, at man med nød og næppe er i stand til at abstrahere fra den profitfikserede citronpresning, der åbenlyst lægger til grund for hele ”versus”-konceptet, er det fordi, at der i 2’eren (gud hjælpe mig!) af ”Alien vs. Predator” forekommer rigelige mængder af frigørende drengerøvskalorier og tankeløs action. Derfor bliver der på godt og ondt leveret en habil omgang action over en forståeligt begrænset spilletid.
Predator og Alien (bedst kendt fra McTiernans og Scotts mesterværker) har igen set sig sure på hinanden, da Alien-monsteret får tilkæmpet sig et nyt liv i maven på den foregående films sejrherre, den sårede Predator. På egen hånd formår den legendariske skabning, der første gang så liv i år 1979, ved hjælp af famøse fremgangsmetoder og bestialske myrderier at sænke rumskibet, hvori den er havnet, til jorden – planeten jorden. Og her, i en idyllisk, isoleret lilleby, får de filmhistoriske uhyrer tid og plads til at udfolde deres interne krig – uden så meget som at skænke en enkelt, barmhjertig tanke til de omkringværende svæklinge, der udgør det indelukkede, ”menneskelige” mini-samfund.
Lad det være sagt med det samme: ”Aliens vs. Predator: Requiem”, der er den fulde titel på denne højst utraditionelle opfølger, er uomtvisteligt en underholdende affære. Med startskuddet i det filmiske højdepunkt, midt inden i Predator-rumskibets slimede mørke, gøres handlingsgrundlaget forunderligt klart og standarden sættes eftertrykkeligt: Det gælder ikke stor filmkunst og for den sags skyld heller ikke revolutionerende tekniske effekter, men derimod en voldsomt overfladisk, simplificeret gang action! Det lyder ikke just lovende, men det skrøbelige udgangspunkt er som nævnt ganske effektivt eksekveret og iscenesat.
Filmen er imidlertid massivt gennemklistret af diverse inkompetente fejltrin, der af og til direkte nedgør de tidligere film. Naturligvis er det i en film som ”AVP:R” fristende at sende talrige referencer til de oprindelige værker, men når et af filmhistoriens suverænt bedste lydspor – fra McTiernans vidunderlige ”Predator” – bruges til overflod i omgivelser, der sjældent afspejler den klaustrofobiske jungle, der udgør scenen i originalen, tenderer det til det blasfemiske. Det går dog først for alvor galt, da den enlige Predator midt i det noget påklistrede ”en-mod-en-klimaks”, lader sin metaltunge kampmaske, teknologisk avancerede krigsvåben og andre brugbare remedier, falde til jorden og indlede en regulær knytnæve-nærkamp mod den primitive modstander - har vi set det før?
Udover det er slutsekvensen kvalmende ringe i al dens malplacerede menneskekritik og nærmest destruerende dårlige oplæg til en eventuel 3’er! Dog skal det påpeges at overfloden af stupide fejltrin kun udgør mindre nuancer i det samlede billede, der i alt held også defineres af en gennemgående finurlig actiondel, der, trods den afvikles i et nærmest frenetisk toptempo, konstant formår at bibeholde den åbentsindede tilskuer i et håndfast greb. Derfor er 2’eren af ”AVP” -serien hver og en af de spenderede skillinger værd - og mere havde man vel ikke forventet.
14/01-2008
