Vokseværk
5.0
Det er alt andet end et dårligt ærinde for en film, at forsøge på at forklare den byrde der hviler på skuldrene af et menneske, så snart det bliver en famøs skikkelse. Tvært imod er det et af de slags problematiske temaer der er så oppe i tiden, at det nærmest skriger på at få taget hånd om sig. Aldrig har kendte mennesker - såsom musikere, skuespillere og kongeligheder - været en så hyppig omtale i den moderne medieverden, og det kræver vitterligt ikke mere end en kvik skimning af dagens avis for at få øje på de omkostninger, kendislivet medfører.
Et sted imellem de smukke sort/hvid billeder, de intense koncertscener og det ualmindeligt omhyggelige menneskeportræt der præger den britiske biografifilm, ”Control”, synes netop dette ærinde at spille ind. Filmen handler nemlig om rockikonet Ian Curtis, der af selvvalgte grunde endte sine dage i en alder af blot 23, efter at have levet et liv i overskruet tempo, randfyldt med tvivl, sorg, fejltagelser og kun kortvarige succeser. Havde Curtis’ ånd videreført sin eksistens, havde den formodentlig taget skikkelse af i enden overbelastede kendisnavne som Britney Spears, den afdøde Anna Nicole Smith eller et helt tredje af berømmelsens mislykkede udspil. Og det er her et sted at der hviler en stor relevans i ”Control”, der på mesterlig vis formår at gøre Ian Curtis’ forfald til en evigtgyldig fortælling.
Et så stort læs havde mysteriet om den komplekse Joy Division-forsanger naturligvis ikke kunne bære uden et så poetisk og samtidig kraftfuldt filmsprog som det, instruktøren Anton Corbijn sikkert leverer. Som nævnt er filmen gengivet i betagende og nervefyldte sort/hvide billeder, og selvom billedæstetik alene ikke kan bærer en film i mål, så er ”Control” allerede abnormt tæt på målstregen i sin visuelle kompetence.
På den stilmæssige front skal man dertil lægge, at Corbijn hele tiden udnytter sin underlægningsmusik perfekt og krydrer de flotte billeder med det ene velvalgte lydspor efter det andet. Ægte filmmagi kan i hvert fald roligt siges at opstå ved kulminationen af disse to tekniske drivkræfter, når filmen i sine absolut bedste sekvenser viser os flere tæt befolkede Joy Divison-koncerter til et chokerende realistisk lydniveau og en reelt chokerende billedstrøm af Ian Curtis og hans stramme greb om mikrofonen, hans klæbrige, gennemsvedige krop og hans ekstreme kropsbevægelser.
Ud over de adskillige magiske øjeblikke af fantastiske filmbilleder tilsat fantastiske lydspor, står hovedrolleindehaveren Sam Riley dog utvivlsomt som den allerstørste drivkraft i "Control". Både når Curtis’ tydeligvis ubekvemme sceneoptræden lægger an til et epileptisk kollaps og når hans lavmælte filosofering over livets meningsløshed finder sted på gulvet af et monotomt værelse, udstråler Riley en mimik så gennemborende af rastløshed, at den aldrig står til at glemme. Ligeledes er de afsluttende scener af filmen så tynget af trykket atmosfære fra Ian Curtis fortabte sind at man taber både næse og mund, og ved slutsangen ”Atmosphere”s rørende indtog føler man grangiveligt at have været vidne til en af de største skuespillerpræstationer i mands minde.
”Control” er en opslugende, velorkestreret og dybt hjertegribende beretning helt basalt om en knægt, der formentlig bare havde lyst til at ryge cigaretter, høre musik og skrive sangtekster, men som under sin omverdens forventninger endte med løkken om halsen. Meget mere er der ikke at sige - ”Control” er et rendyrket mesterværk, der med tiden må blive en klassiker.
Et sted imellem de smukke sort/hvid billeder, de intense koncertscener og det ualmindeligt omhyggelige menneskeportræt der præger den britiske biografifilm, ”Control”, synes netop dette ærinde at spille ind. Filmen handler nemlig om rockikonet Ian Curtis, der af selvvalgte grunde endte sine dage i en alder af blot 23, efter at have levet et liv i overskruet tempo, randfyldt med tvivl, sorg, fejltagelser og kun kortvarige succeser. Havde Curtis’ ånd videreført sin eksistens, havde den formodentlig taget skikkelse af i enden overbelastede kendisnavne som Britney Spears, den afdøde Anna Nicole Smith eller et helt tredje af berømmelsens mislykkede udspil. Og det er her et sted at der hviler en stor relevans i ”Control”, der på mesterlig vis formår at gøre Ian Curtis’ forfald til en evigtgyldig fortælling.
Et så stort læs havde mysteriet om den komplekse Joy Division-forsanger naturligvis ikke kunne bære uden et så poetisk og samtidig kraftfuldt filmsprog som det, instruktøren Anton Corbijn sikkert leverer. Som nævnt er filmen gengivet i betagende og nervefyldte sort/hvide billeder, og selvom billedæstetik alene ikke kan bærer en film i mål, så er ”Control” allerede abnormt tæt på målstregen i sin visuelle kompetence.
På den stilmæssige front skal man dertil lægge, at Corbijn hele tiden udnytter sin underlægningsmusik perfekt og krydrer de flotte billeder med det ene velvalgte lydspor efter det andet. Ægte filmmagi kan i hvert fald roligt siges at opstå ved kulminationen af disse to tekniske drivkræfter, når filmen i sine absolut bedste sekvenser viser os flere tæt befolkede Joy Divison-koncerter til et chokerende realistisk lydniveau og en reelt chokerende billedstrøm af Ian Curtis og hans stramme greb om mikrofonen, hans klæbrige, gennemsvedige krop og hans ekstreme kropsbevægelser.
Ud over de adskillige magiske øjeblikke af fantastiske filmbilleder tilsat fantastiske lydspor, står hovedrolleindehaveren Sam Riley dog utvivlsomt som den allerstørste drivkraft i "Control". Både når Curtis’ tydeligvis ubekvemme sceneoptræden lægger an til et epileptisk kollaps og når hans lavmælte filosofering over livets meningsløshed finder sted på gulvet af et monotomt værelse, udstråler Riley en mimik så gennemborende af rastløshed, at den aldrig står til at glemme. Ligeledes er de afsluttende scener af filmen så tynget af trykket atmosfære fra Ian Curtis fortabte sind at man taber både næse og mund, og ved slutsangen ”Atmosphere”s rørende indtog føler man grangiveligt at have været vidne til en af de største skuespillerpræstationer i mands minde.
”Control” er en opslugende, velorkestreret og dybt hjertegribende beretning helt basalt om en knægt, der formentlig bare havde lyst til at ryge cigaretter, høre musik og skrive sangtekster, men som under sin omverdens forventninger endte med løkken om halsen. Meget mere er der ikke at sige - ”Control” er et rendyrket mesterværk, der med tiden må blive en klassiker.
16/01-2008
