Arg, mon dog?
3.0
Der er den ting med science fiction, at genren oftest kan deles op i to, når vi snakker om film: helt vildt gode, eller helt vildt fornærmende dårlige. Ja, sci-fi film når de er bedst, kan være mesterlige, flotte, originale, tankevækkende, etc. Men på den anden side, kan de være nogle makværk, grimme, uoriginale, yderst let forglemmelige kliché-film. Men ganske få gange sker det, at der udkommer en sci-fi film, der faktisk er ingen af delene. En sådan film er I, Robot.
Da videnskabsmanden Alfred Lanning(James Cromwell) begår selvmord, bliver kriminal-detektiven Del Spooner(Will Smith) kaldt til stedet, hvor han ikke bruger mange sekunder, før han har konkluderet, at det ikke er selvmord, men mord. Lanning er manden der opfandt robotterne, som i denne fremtidsverden anno 2132, er yderst udbredt, og hvor stort set alle hjem ejer en til husholdnings-behov. Spooner påstår, at det er en robot fra den nyeste lancering, der har slået sin "fader" ihjel - Sonny(Alan Tudyk).
Dette anser Lance Robertson(Bruce Greenwood), som ejer firmaet der står bag alle robotter(U.S.R.), som noget værre sludder, eftersom en robot ikke kan slå et menneske ihjel. Dette bekræfter robot terapeuten(ja, sådan nogle er der også...) Susan Calvin(Bridget Moynahan), men Spooner ligger ikke sin teori fra sig.
Ret lang tid går der da heller ikke, før det viser sig, at der er noget om Spooners teori. Nej, Sonny har ikke dræbt Lanning, men noget galt er der i hvert fald, med den nyeste generation af robotter - de er i stand til at se bort fra de tre grundlæggende regler, skabt for menneskets sikkerhed, og kan dermed i teorien godt slå et menneske ihjel. Inden længe går robotterne grasat, og Spooner lever pludseligt et noget farligere liv, end hvad han er vandt til.
Historien er såmend god nok, faktisk endda en smule tankevækkende - vil menneskets egen teknologi en dag blive vores fjende? Nej, det er ikke historien der mangler, men derimod nerve i skuespillet, og egentlig også realitet. Arg, mon dog?, sad jeg lidt og tænkte, da rulleteksterne rullede over skærmen. Er det realistisk? Er det noget jeg bør frygte, måske en dag vil ske?
Will Smith i hovedrollen er som sådan udemærket, uden på noget tidspunkt at være decideret overbevisende. Det samme gælder både Bridget Moynahan og Bruce Greenwood, i to af de bærende biroller. Derimod er Alan Tudyk glimrende som Sonny, og han gør faktisk lidt filmen værd at gense.
Det største plus skal dog findes i filmens effekter! De er så sandelig spektakulære! Specielt scenen, hvor Spooners bil bliver angrebet, af to lastbiler fyldt med robotter: WAUW!
I, Robot er ikke nogen dårlig film, slet ikke. Men god vil jeg heller ikke kalde den. Det er ganske fin underholdning, lige så længe det varer, men det er heller ikke noget man hæfter sig ved. Urealistisk? Måske, hvem ved? Det er jo det fede ved science fiction - vi ved aldrig om det en dag bliver scince fact...?
Da videnskabsmanden Alfred Lanning(James Cromwell) begår selvmord, bliver kriminal-detektiven Del Spooner(Will Smith) kaldt til stedet, hvor han ikke bruger mange sekunder, før han har konkluderet, at det ikke er selvmord, men mord. Lanning er manden der opfandt robotterne, som i denne fremtidsverden anno 2132, er yderst udbredt, og hvor stort set alle hjem ejer en til husholdnings-behov. Spooner påstår, at det er en robot fra den nyeste lancering, der har slået sin "fader" ihjel - Sonny(Alan Tudyk).
Dette anser Lance Robertson(Bruce Greenwood), som ejer firmaet der står bag alle robotter(U.S.R.), som noget værre sludder, eftersom en robot ikke kan slå et menneske ihjel. Dette bekræfter robot terapeuten(ja, sådan nogle er der også...) Susan Calvin(Bridget Moynahan), men Spooner ligger ikke sin teori fra sig.
Ret lang tid går der da heller ikke, før det viser sig, at der er noget om Spooners teori. Nej, Sonny har ikke dræbt Lanning, men noget galt er der i hvert fald, med den nyeste generation af robotter - de er i stand til at se bort fra de tre grundlæggende regler, skabt for menneskets sikkerhed, og kan dermed i teorien godt slå et menneske ihjel. Inden længe går robotterne grasat, og Spooner lever pludseligt et noget farligere liv, end hvad han er vandt til.
Historien er såmend god nok, faktisk endda en smule tankevækkende - vil menneskets egen teknologi en dag blive vores fjende? Nej, det er ikke historien der mangler, men derimod nerve i skuespillet, og egentlig også realitet. Arg, mon dog?, sad jeg lidt og tænkte, da rulleteksterne rullede over skærmen. Er det realistisk? Er det noget jeg bør frygte, måske en dag vil ske?
Will Smith i hovedrollen er som sådan udemærket, uden på noget tidspunkt at være decideret overbevisende. Det samme gælder både Bridget Moynahan og Bruce Greenwood, i to af de bærende biroller. Derimod er Alan Tudyk glimrende som Sonny, og han gør faktisk lidt filmen værd at gense.
Det største plus skal dog findes i filmens effekter! De er så sandelig spektakulære! Specielt scenen, hvor Spooners bil bliver angrebet, af to lastbiler fyldt med robotter: WAUW!
I, Robot er ikke nogen dårlig film, slet ikke. Men god vil jeg heller ikke kalde den. Det er ganske fin underholdning, lige så længe det varer, men det er heller ikke noget man hæfter sig ved. Urealistisk? Måske, hvem ved? Det er jo det fede ved science fiction - vi ved aldrig om det en dag bliver scince fact...?
17/01-2008
