’Forget about it’
3.0
Mike Newell’s ”Donnie Brasco” bygger på en sand historie om en undercover agent under selv samme navn, som går ind i underverdens miljø, for at infiltrere det. Dernæst påbegynder den velkendte transformationen fra at være idealistisk heltestræber til at blive et produkt af et kynisk, barskt og umenneskeligt gangster miljø.
Med det i mente, og med to af filmverdens helt store ikoner i hovedrollerne, nemlig Johnny Depp og Al Pacino, så formår ”Donnie Brasco” ikke at underholde optimalt og ender som et upersonliggjort, stilsikkert værk, som havde et potentiale til at blive en stor, stor filmoplevelse. Det er næsten med en for kedelig usvigelig sikker hånd, at Mike Newell pensler med. Han for ikke kreerede filmen den nerve som andre værker i samme genre formået (blandt andet den kinesiske ”Infernal Affairs”). Det Mike Newell i stedet har lavet, er et stilsikkert halvvellykket værk, som trods sin lidt halv tamme handling, underholder på et middelmådigt niveau, som absolut er seværdig nok – men en storfilm bliver det aldrig.
Johnny Depp spiller særdeles fremragende som den offervillige undercover agent, som sætter sit eget liv på standby, for at tjene sit land. Efterhånden går det dog op for Depps karakter, Joe Pitstone – aka Donnie Brasco - at han ikke længere blot er på arbejde, men at arbejdet er blevet hans liv, og han selv er blevet til en af de personer, som han prøver at proppe bag tremmer. Selve den transformation Joe Pitstone gennemgår, kommer ikke til fulde, og får slet ikke den krævet plads i filmen, til at fuldende optimalt – som jeg er sikkert på Depp ville have gjort til perfektion. I stedet for har Depp ikke meget plads at arbejde på, og selve transformationen bliver halvmislykket.
Al Pacino spiller stråsikkert som den ynkelige og kyniske aldrende gangster, Leftly. Leftly har hverken mulighed for at stige i graderne i hans branche eller lave de store penge, og hans drømmer faktisk alt i alt om blot at tage båden mod frihed, og lægge sin afskyelige fortid bag sig. Det vækker sympati hos Joe/Donnie, som bliver klemt klaustrofobisk inde i et dilemma mellem liv og død. For hvis Joe står frem og fremlægger de beviser han har indsamlet i sin tid som undercover agent, vil Leftly med sikkerhed blive henrettet af sine kolleger, i det at det var ham der sagde god for Joe i den tidligere tid, hvor han blev optaget i gangstergruppen.
Det er næsten synd og vanære at man med to så store skuespiller – og en Michael Madsen som virker noget tam og uden ideer som den overpsykotiske Sonny Black – at man ikke får mere ud af filmen. Og det er generelt ”Donnie Brasco”s problem, at den simpelthen holder sig indenfor sin sikkerhedsmæssige ramme, så den saftige historie aldrig formår at udfolde sig som den skønne blomst, den i sandheden er. Det er næsten for sikkert, til det simpelthen bliver for kedeligt.
Med det i mente, og med to af filmverdens helt store ikoner i hovedrollerne, nemlig Johnny Depp og Al Pacino, så formår ”Donnie Brasco” ikke at underholde optimalt og ender som et upersonliggjort, stilsikkert værk, som havde et potentiale til at blive en stor, stor filmoplevelse. Det er næsten med en for kedelig usvigelig sikker hånd, at Mike Newell pensler med. Han for ikke kreerede filmen den nerve som andre værker i samme genre formået (blandt andet den kinesiske ”Infernal Affairs”). Det Mike Newell i stedet har lavet, er et stilsikkert halvvellykket værk, som trods sin lidt halv tamme handling, underholder på et middelmådigt niveau, som absolut er seværdig nok – men en storfilm bliver det aldrig.
Johnny Depp spiller særdeles fremragende som den offervillige undercover agent, som sætter sit eget liv på standby, for at tjene sit land. Efterhånden går det dog op for Depps karakter, Joe Pitstone – aka Donnie Brasco - at han ikke længere blot er på arbejde, men at arbejdet er blevet hans liv, og han selv er blevet til en af de personer, som han prøver at proppe bag tremmer. Selve den transformation Joe Pitstone gennemgår, kommer ikke til fulde, og får slet ikke den krævet plads i filmen, til at fuldende optimalt – som jeg er sikkert på Depp ville have gjort til perfektion. I stedet for har Depp ikke meget plads at arbejde på, og selve transformationen bliver halvmislykket.
Al Pacino spiller stråsikkert som den ynkelige og kyniske aldrende gangster, Leftly. Leftly har hverken mulighed for at stige i graderne i hans branche eller lave de store penge, og hans drømmer faktisk alt i alt om blot at tage båden mod frihed, og lægge sin afskyelige fortid bag sig. Det vækker sympati hos Joe/Donnie, som bliver klemt klaustrofobisk inde i et dilemma mellem liv og død. For hvis Joe står frem og fremlægger de beviser han har indsamlet i sin tid som undercover agent, vil Leftly med sikkerhed blive henrettet af sine kolleger, i det at det var ham der sagde god for Joe i den tidligere tid, hvor han blev optaget i gangstergruppen.
Det er næsten synd og vanære at man med to så store skuespiller – og en Michael Madsen som virker noget tam og uden ideer som den overpsykotiske Sonny Black – at man ikke får mere ud af filmen. Og det er generelt ”Donnie Brasco”s problem, at den simpelthen holder sig indenfor sin sikkerhedsmæssige ramme, så den saftige historie aldrig formår at udfolde sig som den skønne blomst, den i sandheden er. Det er næsten for sikkert, til det simpelthen bliver for kedeligt.
17/01-2008
