He's Lost Control
5.0
Da Ian Curtis hængte sig i 1980, var han 23 år gammel. Han var forsanger i et band, der havde udgivet to album og kun lige var ved at blive kendt i den brede engelske befolkning - Joy Division.
"Control" fortæller Ian Curtis' personlige historie frem for historien om Joy Division. Filmen er baseret på en biografi af hans kone, Deborah, som er den anden part i historiens centrale trekantsdrama. Da Ian Curtis døde, var deres ægteskab nemlig i ruiner, fordi han havde en affære med en belgisk journalist. Samtidig var han plaget af epilepsi, som gjorde det svært for ham at optræde - Curtis fik flere gange anfald på scenen.
Den store hovedrolle som Ian Curtis spilles af Sam Riley, som med denne film har etableret sig som ét af britisk films største talenter. Han er utroligt overbevisende som alle sider af Curtis - både den indadvendte, småsære kunstner, den magtesløse epileptiker og den energiske performer, han forvandlede sig til på scenen. Men generelt spilles der suverænt i "Control" - bl.a. også af Samantha Morton som Deborah Curtis, Alexandra Maria Lara som den belgiske affære og Tony Kebbell som Joy Divisions producer.
Filmen er instrueret af hollandske Anton Corbijn, som først blev kendt som en portrætfotograf i verdensklasse og senere er blevet et stort navn som musikvideoinstruktør. Corbijn mødte Curtis og Joy Division, da han fotograferede dem til musikbladet NME, og senere instruerede han en video for dem. "Control" er Corbijns første spillefilm, og projektet var så vigtigt for ham, at han selv betalte halvdelen af produktionsomkostningerne.
Det her er altså et meget personligt dokument, lavet af folk, der kendte Ian Curtis godt - og det giver den en fantastisk autentisk følelse. Corbijn har valgt at fotografere den i sort-hvid, hvilket både bidrager til den dokumentariske fornemmelse og giver nogle smukt komponerede, stemningsfulde billeder. "Control" er en film uden mange udenomsærinder - den hopper direkte ind i handlingen og skildrer Curtis' liv i en række relativt korte episoder. Det fungerer virkelig godt som et spændende portræt af en plaget mand, der aldrig er lykkelig, men roder rundt i sit kærlighedsliv, fryger epilepsiens tab af kontrol og til sidst er bange for at gå på scenen.
Filmens stærkeste øjeblikke er netop sceneoptagelserne, hvor klassiske numre som "Digital", "Transmission" og især "She's Lost Control" bliver spillet med stor intensitet. Der kan man også høre, hvor betydningsfuldt et band Joy Division var, trods deres korte karriere under det navn. Den monotont insisterende bas, støjguitaren og den dystre sang peger direkte frem mod new wave og goth rock senere i 80'erne.
Til gengæld er filmens meget personlige præg også dens største svaghed. Corbijn har tydeligt forsøgt at gøre den så dokumentarisk som muligt, men fordi han vil have så meget klemt ind, bliver den også lettere indforstået. Eksempelvis nævnes Joy Divisions producer, Martin Hannett, slet ikke ved navn i de par scener, man ser med ham - og han havde trods alt en pæn del af fortjenesten for, at bandet fik en så unik sound. Jeg var også overrasket over, at den ikke kom nærmere ind på, at bandet blev beskyldt for at være nynazister og var populære hos de højreorienterede skinheads.
Men det er trods alt mindre kritikpunkter, for "Control" er en rigtig god film. Et spændende portræt af en spændende, men fucked-up mand, som nåede at være med til at skabe et epokegørende band, inden han mistede kontrollen med sig selv.
"Control" fortæller Ian Curtis' personlige historie frem for historien om Joy Division. Filmen er baseret på en biografi af hans kone, Deborah, som er den anden part i historiens centrale trekantsdrama. Da Ian Curtis døde, var deres ægteskab nemlig i ruiner, fordi han havde en affære med en belgisk journalist. Samtidig var han plaget af epilepsi, som gjorde det svært for ham at optræde - Curtis fik flere gange anfald på scenen.
Den store hovedrolle som Ian Curtis spilles af Sam Riley, som med denne film har etableret sig som ét af britisk films største talenter. Han er utroligt overbevisende som alle sider af Curtis - både den indadvendte, småsære kunstner, den magtesløse epileptiker og den energiske performer, han forvandlede sig til på scenen. Men generelt spilles der suverænt i "Control" - bl.a. også af Samantha Morton som Deborah Curtis, Alexandra Maria Lara som den belgiske affære og Tony Kebbell som Joy Divisions producer.
Filmen er instrueret af hollandske Anton Corbijn, som først blev kendt som en portrætfotograf i verdensklasse og senere er blevet et stort navn som musikvideoinstruktør. Corbijn mødte Curtis og Joy Division, da han fotograferede dem til musikbladet NME, og senere instruerede han en video for dem. "Control" er Corbijns første spillefilm, og projektet var så vigtigt for ham, at han selv betalte halvdelen af produktionsomkostningerne.
Det her er altså et meget personligt dokument, lavet af folk, der kendte Ian Curtis godt - og det giver den en fantastisk autentisk følelse. Corbijn har valgt at fotografere den i sort-hvid, hvilket både bidrager til den dokumentariske fornemmelse og giver nogle smukt komponerede, stemningsfulde billeder. "Control" er en film uden mange udenomsærinder - den hopper direkte ind i handlingen og skildrer Curtis' liv i en række relativt korte episoder. Det fungerer virkelig godt som et spændende portræt af en plaget mand, der aldrig er lykkelig, men roder rundt i sit kærlighedsliv, fryger epilepsiens tab af kontrol og til sidst er bange for at gå på scenen.
Filmens stærkeste øjeblikke er netop sceneoptagelserne, hvor klassiske numre som "Digital", "Transmission" og især "She's Lost Control" bliver spillet med stor intensitet. Der kan man også høre, hvor betydningsfuldt et band Joy Division var, trods deres korte karriere under det navn. Den monotont insisterende bas, støjguitaren og den dystre sang peger direkte frem mod new wave og goth rock senere i 80'erne.
Til gengæld er filmens meget personlige præg også dens største svaghed. Corbijn har tydeligt forsøgt at gøre den så dokumentarisk som muligt, men fordi han vil have så meget klemt ind, bliver den også lettere indforstået. Eksempelvis nævnes Joy Divisions producer, Martin Hannett, slet ikke ved navn i de par scener, man ser med ham - og han havde trods alt en pæn del af fortjenesten for, at bandet fik en så unik sound. Jeg var også overrasket over, at den ikke kom nærmere ind på, at bandet blev beskyldt for at være nynazister og var populære hos de højreorienterede skinheads.
Men det er trods alt mindre kritikpunkter, for "Control" er en rigtig god film. Et spændende portræt af en spændende, men fucked-up mand, som nåede at være med til at skabe et epokegørende band, inden han mistede kontrollen med sig selv.
20/01-2008
