Unknown pains

Anton Corbijns filmatisering af Joy Division forsangeren Ian Curtis’ korte liv er noget af det mest deprimerende, jeg længe har set på et lærred.

Filmen er i sort/hvid, men der er i virkeligheden ikke så meget sort eller hvidt. Der er i stedet gråt, gråt og mere gråt. Det er en film om smerte og ubehag ved livet. Om den komplekse, uoverskuelige menneskelige tilstand.

Ian Curtis (Sam Riley) giftede sig meget ungt med Deborah Curtis (Samantha Morton). De fik hus og barn. Og imens skulle Ian være rockstjerne.

Filmen er baseret på den virkelige Deborah Curtis selvbiografi. Derfor kommer vi ikke så dybt ind i Ians hoved. Han er en sær, trist skikkelse både på scenen og derhjemme. En forvirret, indelukket post-punk poet.

Filmen kredser mest om hans affære med en belgisk pige og med livet i bandet, der skilte ham mere og mere ad fra arbejderlivet i Manchester. Love will tear us apart. She’s lost control. Begge sange bruges temmeligt firkantet i scenerne, hvor afstanden mellem Deborah og ham gror større. Den kluntede brug af sangene i filmen er nok Corbijns største fejltrin i filmen.

Corbijns største præstation i filmen er til gengæld at få så meget ud af en indelukket, stille personlighed. Sam Riley får med ganske få replikker og sit udtryksløse ansigt givet os en fornemmelse af en splittet, ødelagt mand, hvis sjæl langsomt siver ud.

Det kræver måske noget livserfaring for at kunne relatere til ham. De fleste almindelige teenage nihilist-wannabes vil nok ikke kunne følge med den tomhed og smerte, der er på spil her. Det er en film, der efterlader en med en kold, bitter følelse af ensomhed.

”Control” er bestemt ikke en nydelse af en film. Den er mere end det.