Pæn følefilm

3.0
Susanne Bier insisterer på at stikke det håndholdte kamera helt op i snudeskaftet på sine amerikanske stjerner i sit nye melodrama ”Things We Lost in the Fire”. Heldigvis har stjernerne talent nok til at få det bedste ud af Biers nære billeder og følelsesladede musik.

Specielt Benicio Del Toro er god som den afdankede narkoman Jerry, som flytter ind hos sin gode vens enke Audrey (Halle Berry), da vennen (David Duchovny) dør. Der er masser af uafklarede følelser og smerte, der skal behandles. Jerrys forhold til stofferne. Audreys forhold til sin afdøde mand. Og ikke mindst børnene Harper (Alexis Llewellyn) og Dory (Micah Berry).

Allan Loeb har skrevet manuskriptet, der desværre flere steder virker lidt forudsigeligt og påtaget. Bier knalder også masser af musik og nærbilleder på. Jeg bryder mig ikke så meget om hendes stil. Men Del Toro leverer her en stærk præstation. Hans rolle kunne let blive overspillet, men han giver den nuancer og en troværdighed, der gør, at det bliver hans film. Han gør Jerry til en intelligent og empatisk figur.

Pointen er, at Jerry hjælper Audrey med at heale lige så meget, som hun hjælper ham. Men problemet med filmen og karaktererne er, at der aldrig rigtig kommer noget på spil. Der er mennesker, der lider. Men vi kan se, hvor de ender, og hvordan de ender der.

Den er med andre ord en smule kedelig og pæn. Men som melodrama er den ganske hæderlig, og Bier får meget godt ud af sit top-cast.
Things We Lost in the Fire