Psykologisk gys i børnehøjde

Gamle kæmpehuse med knirkene døre og mørke hemmeligheder er klassiske og slidte klichéer i gyserfilm. Men spanske Juan Antonio Bayona får sat sit eget stemningsfyldte præg på de gamle tricks i denne dybt foruroligende og skræmmende gyserthriller.

Laura (Belén Rueda) er opvokset på et børnehjem ved kysten, som hun som voksen køber sammen med sin mand (Fernando Cayo). De har adopteret den aids-ramte Simon (Roger Princep), som de opdrager som deres eget barn. Simon har mange fantasi-venner på børnehjemmet, og specielt en foruroligende ven med en sæk over hovedet, Tomas. En dag finder Simon ud af, at han er adopteret, og at han har en dødelig sygdom. Han skændes med Laura, hvorefter han forsvinder ud af den blå luft. Laura begynder at tro, at fantasivennerne i virkeligheden er spøgelser.

Filmen har mange af de alt for velkendte gyserelementer, vi kender fra genren. For eksempel et barn, der er i kontakt med noget overnaturligt. Medier der ser spøgelser i det gamle hus. Morens fortid der spøger i nutiden. Filmens største svaghed er, at den tager de overnaturlige elementerne for at være sande. Der er ikke så meget dobbelttydighed. Ikke så mange lag. Ikke så meget rum til fortolkning.

Men ellers er filmen ganske interessant som et dyk ned i morens skrøbelige samvittighed og usikkerhed. Hun bliver mere og mere vanvittig, jo dybere hun kommer ned i husets og sin egen samvittigheds hemmeligheder. Filmen er meget stemningsfuld og spændende. Der er de helt klassiske chokelementer, og filmen spiller ganske godt på den basale frygt for afmagt.

Den er bestemt ikke specielt original eller revolutionerende indenfor genren, men det er skam en ganske seværdig psykologisk gyser.