Et forbipasserende lansestød
2.0
”We will, we will, rock you! Rock you!” Skråler publikum ud til de forbi ridende riddere, iført lanse og rustning, mens publikum banker i takt til den unikke og historiske rytme fra Queens retro sang ”We will rock you”. Et noget trivielt og også vildledende imødekom ”A knight’s tale” giver os ved første syn.
Det er den velkendte, men også kliché fuldt historie, om ’underdogen’ der trodser alt for at fylde sin drøm. I dette tilfælde for at blive en nobel og glansfuld ridder i et ’moderne’, nærmest mtv-præget middelalder univers. William Thatcher er navnet på vores hovedperson, som spilles af den netop afdøde Heath Ledger. William kommer fra det fattige og usle område i London, Cheap-district. Noget som ikke appellerer til udfyldelse af drømme og håb. Alligevel opsøger William chancen, da han i en ung alder bliver væbner for den aldrende ridder, Sir Ector. Sir Ector bruger ham mest af alt som træningsdukke op til diverse ridderturneringer. Men mennesker lever ikke for evigt – selv ikke riddere – og Sir Ector ender sin dage i sit (bogstaveligt talt) eget lort. William øjner muligheden for succes, og med en vilje af stål, griber han Sir Ector’s rustning og lanse, for selv at begynde at træne sig op til ridderturneringerne – med stor succes, og dermed begyndes et (alt for) langt eventyr op ad rangstigen i riddertabellen.
”A knight’s tale” har indimellem gode humoristiske øjeblikke, hvor mange af replikkerne er overraskende anderledes og et lille komisk pletskud. Især i den første del af filmen, som ejer utrolig meget befriende selvironi, løfter filmen på et stadie, at man ikke vil og skal tage den seriøst. Men eftersom dramaet og historien udfolder sig, bliver den befriende selvironi mere og mere klemt inde i kliché ramte, stortalende kvoter om kærlighed og håb. Filmen synes at køre sig selv i tomgang, og den kunne sagtens findes lettere fordøjeligt hvis den blot havde været 45 minutter kortere. En anden ting er at man aldrig rigtig ved hvor man har filmen. Den komplekse og mærkværdige form for blanding af retro hits som ”Boys are back in town” og ”We are the champions”, til malplacerede pop frisure (se bare prinsesse Jocelyns yderst poppet frisure) og misledende kostumer, som sagtens kunne være taget ud fra et ’fancy’ modemagasin. Den yderst sære form for at udstille et mere moderne middelalder, gør blot universet og personerne mere utroværdige, og man ender til sidst med at gå fra at holde af dem, til at være komplet ligeglad med dem.
Hvorimod ”A knight’s tale” triumfere, er de medrivende ridderdueller, hvor lanser splintres i tusindvis og noble ridder falder seværdigt af hestene. Det er til gengæld også en af de få gode ting – bort set fra den første halve time af filmens selvironiske komik – der er at sige om ”A knight’s tale”. Selvom Heath Ledger da er elskværdig som en wannabe Ivanhoe, overskygges det totalt af det globaliseret og ungdommeligt gjort middelaldersamfund. Timingen er der overhovedet ikke, og selve slutningen ødelægger sig selv i patetiske klichere. ”A Knight’s tale” er et yderst irrelevant og alt for stil løs værk, og formår på ingen måde at puste glød til riddergenren, nærmere blot udtvære ridderkulturen og middelalderen, med den mtv-prægede tone, som rådner filmen op, så den knap nok kan bære den lanse, den skal bruge til at støde publikum og give dem en helstøbt og helhjertet filmoplevelse.
Det er den velkendte, men også kliché fuldt historie, om ’underdogen’ der trodser alt for at fylde sin drøm. I dette tilfælde for at blive en nobel og glansfuld ridder i et ’moderne’, nærmest mtv-præget middelalder univers. William Thatcher er navnet på vores hovedperson, som spilles af den netop afdøde Heath Ledger. William kommer fra det fattige og usle område i London, Cheap-district. Noget som ikke appellerer til udfyldelse af drømme og håb. Alligevel opsøger William chancen, da han i en ung alder bliver væbner for den aldrende ridder, Sir Ector. Sir Ector bruger ham mest af alt som træningsdukke op til diverse ridderturneringer. Men mennesker lever ikke for evigt – selv ikke riddere – og Sir Ector ender sin dage i sit (bogstaveligt talt) eget lort. William øjner muligheden for succes, og med en vilje af stål, griber han Sir Ector’s rustning og lanse, for selv at begynde at træne sig op til ridderturneringerne – med stor succes, og dermed begyndes et (alt for) langt eventyr op ad rangstigen i riddertabellen.
”A knight’s tale” har indimellem gode humoristiske øjeblikke, hvor mange af replikkerne er overraskende anderledes og et lille komisk pletskud. Især i den første del af filmen, som ejer utrolig meget befriende selvironi, løfter filmen på et stadie, at man ikke vil og skal tage den seriøst. Men eftersom dramaet og historien udfolder sig, bliver den befriende selvironi mere og mere klemt inde i kliché ramte, stortalende kvoter om kærlighed og håb. Filmen synes at køre sig selv i tomgang, og den kunne sagtens findes lettere fordøjeligt hvis den blot havde været 45 minutter kortere. En anden ting er at man aldrig rigtig ved hvor man har filmen. Den komplekse og mærkværdige form for blanding af retro hits som ”Boys are back in town” og ”We are the champions”, til malplacerede pop frisure (se bare prinsesse Jocelyns yderst poppet frisure) og misledende kostumer, som sagtens kunne være taget ud fra et ’fancy’ modemagasin. Den yderst sære form for at udstille et mere moderne middelalder, gør blot universet og personerne mere utroværdige, og man ender til sidst med at gå fra at holde af dem, til at være komplet ligeglad med dem.
Hvorimod ”A knight’s tale” triumfere, er de medrivende ridderdueller, hvor lanser splintres i tusindvis og noble ridder falder seværdigt af hestene. Det er til gengæld også en af de få gode ting – bort set fra den første halve time af filmens selvironiske komik – der er at sige om ”A knight’s tale”. Selvom Heath Ledger da er elskværdig som en wannabe Ivanhoe, overskygges det totalt af det globaliseret og ungdommeligt gjort middelaldersamfund. Timingen er der overhovedet ikke, og selve slutningen ødelægger sig selv i patetiske klichere. ”A Knight’s tale” er et yderst irrelevant og alt for stil løs værk, og formår på ingen måde at puste glød til riddergenren, nærmere blot udtvære ridderkulturen og middelalderen, med den mtv-prægede tone, som rådner filmen op, så den knap nok kan bære den lanse, den skal bruge til at støde publikum og give dem en helstøbt og helhjertet filmoplevelse.
26/01-2008
