Turteltaub på pengejagt

1.0
Jon Turteltaubs første film om action-arkæologen Ben Gates holdt o.k. som en gang hyggeligt tidsfordriv, båret af ideen om en skattejagt fyldt med referencer til USA's historie.

I bedste kommercielle Hollywood-stil har Turteltaub & co. forsøgt at køre den første film gennem kopimaskinen, men resultatet er en langt dårligere toer. Denne gang handler historien om, at én af Gates' forfædre bliver beskyldt for at have været med i mordet på Abraham Lincoln - og for at rense familienavnet går Gates på jagt efter Cibola, indianernes mytiske by af guld. For at finde den skal han blandt andet have fat i 'The President's Book' - en hemmelig bog, hvori de amerikanske præsidenter har skrevet alle nationens store hemmeligheder ned.

Allerede der går det galt, for plottet er fyldt med store huller - at Gates skulle kunne bevise sin forfaders uskyld ved at finde den gyldne by, hænger fx overhovedet ikke logisk sammen. Derudover går der lige lidt for meget familiefilm i den - hovedpersonen har selv problemer med sin kæreste, og denne gang kommer begge hans fraskilte forældre med. Og så har man jo hele to par, som kan gå rundt og sige klichéagtige vittigheder om parforhold ...

I forhold til den første film har Turteltaub drejet actionknappen opad, muligvis for at dække over det knap så elegante plot. I hvert fald er der flere rendyrkede actionscener i toeren - bedst virker en lang biljagt i London, mens den afsluttende gang dungeoneering i et underjordisk hulesystem fyldt med dødsfælder bliver alt, alt for meget. Især en sekvens, hvor heltene skal balancere på en stor stenplade, er simpelt hen idiotisk. Nå ja, og filmens skurk er i øvrigt også en totalt utroværdig karakter.

"Book of Secrets" er en stor Hollywood-produktion, så den er ganske pæn at se på, og der er selvfølgelig også nogle af de mange jokes, som virker. Og Nicolas Cage er stadig glimrende som den stædige helt på opdagelse i USA's historie. Men der er virkelig meget lidt i denne film, som på nogen måde er mindeværdigt.

Til gengæld har de vist allerede besluttet at lave en treer. Der bliver i hvert fald lagt kraftigt op til det.
National Treasure: Book of Secrets