Skuespillerbåret spiondrama
4.0
Breach er et atypisk og langsomt fortalt spiondrama, hvor spændingen først og fremmest opbygges i karakterrelationerne og kun sekundært af filmens egentlig handlingsforløb. Her er ingen smarte gadgets, gummimasker eller sko med knive i, kun et realistisk protræt af et lettere tragisk spionliv.
FBI sætter den unge ambitøse agent Eric O'Neill til at holde et vågent øje med den ældre gravalvorlige kollega Robert Hanssan, som mistænkes for at sælge hemmelige og yderst omkostningsskabende papirer til russerne under dækker af at være FBIs topagent på området. De to udvikler undet et nærmest mentor og elev forhold en naturlig respekt og fascination af hinanden, og kernen i filmen er de to karakterer og deres indbyrdes forhold snarere end opklaringsforløbet.
Filmen er først og fremmest drevet af Chris Coopers superpræstation, hvor man troværdigt kommer helt ind på livet af Robert Hanssan. En form for tragisk indebrændthed og opgivenhed står malet i hans ansigt det meste af filmen og under den rolige overflade lurer et konstant paranoia. Cooper får velkvalificeret modspil af den unge Ryan Phillippe, som leverer noget af det bedste fra hans side hidtil. Cooper stjæler meget af lærredet, når han er på, men Phillippe formår også at gøre den unge agent ganske interessant.
Filmens styrke er også lidt dens problem. Den egentlige opklaring bliver aldrig rigtig spændende, og filmen er meget tung i perioder. Alt foregår meget afdæmpet og kun enkelte scener formår at få pulsen rigtigt op i gear. Pludselig har FBI via den unge agents arbejde sat den perfekte fælde for Hanssan uden, at man for alvor føler, at han har gjort den store forskel.
Filmen er dog et glimrende alternativ, hvis man trænger til en pause fra den mere actionsprægede spionfilm. Der er meget langt til Bournefilmenes høje tempo og intensitet og til M:I filmenes farvestrålende univers. Jeg havde nok forventet lidt mere af filmen trods alt, selvom den aldrig blev kedelig... den blev bare heller aldrig super spændende.
FBI sætter den unge ambitøse agent Eric O'Neill til at holde et vågent øje med den ældre gravalvorlige kollega Robert Hanssan, som mistænkes for at sælge hemmelige og yderst omkostningsskabende papirer til russerne under dækker af at være FBIs topagent på området. De to udvikler undet et nærmest mentor og elev forhold en naturlig respekt og fascination af hinanden, og kernen i filmen er de to karakterer og deres indbyrdes forhold snarere end opklaringsforløbet.
Filmen er først og fremmest drevet af Chris Coopers superpræstation, hvor man troværdigt kommer helt ind på livet af Robert Hanssan. En form for tragisk indebrændthed og opgivenhed står malet i hans ansigt det meste af filmen og under den rolige overflade lurer et konstant paranoia. Cooper får velkvalificeret modspil af den unge Ryan Phillippe, som leverer noget af det bedste fra hans side hidtil. Cooper stjæler meget af lærredet, når han er på, men Phillippe formår også at gøre den unge agent ganske interessant.
Filmens styrke er også lidt dens problem. Den egentlige opklaring bliver aldrig rigtig spændende, og filmen er meget tung i perioder. Alt foregår meget afdæmpet og kun enkelte scener formår at få pulsen rigtigt op i gear. Pludselig har FBI via den unge agents arbejde sat den perfekte fælde for Hanssan uden, at man for alvor føler, at han har gjort den store forskel.
Filmen er dog et glimrende alternativ, hvis man trænger til en pause fra den mere actionsprægede spionfilm. Der er meget langt til Bournefilmenes høje tempo og intensitet og til M:I filmenes farvestrålende univers. Jeg havde nok forventet lidt mere af filmen trods alt, selvom den aldrig blev kedelig... den blev bare heller aldrig super spændende.
26/01-2008
