- Haps! -

Det var ikke for ingenting, at Spielberg for alvor slog igennem, da han begav sig ud på bølgen blå og tog på hajjagt. Jeg er i hvert fald stadig mægtigt underholdt i selskab med Kaptajn Quint og co., og jeg forbløffes over, hvor godt ”Jaws” holder sig.

Det er den actionprægede anden halvdel, som mange husker filmen for, men det er i den opbyggende fase, at filmen viser sig som en fortællerteknisk perle. Roligt men utrolig intenst bygger Spielberg op til sin afsluttende akt med kameraet som medspiller, og det er en sand fornøjelse at overvære den revolutionerende fotografering, der ligger et stærkt fundament for fortællingen.

Et afgørende punkt hvor filmen også adskiller sig fra genrens vanlige standard er karakterbehandlingen. Man er med vores hovedpersoner ude på bølgerne, i medgang og modgang, fordi man har fået lov til at lære dem at kende inden, og ikke mindst deres forskelligheder som skaber en god dynamik og gør, at dialogerne er lige så mindeværdige som det øvrige. Og så naturligvis fordi de bringes så skønt til live i form af trekløveret Schneider, Shaw og Dreyfuss, der alle stråler i deres respektive roller.

Og så må vi jo ikke glemme den egentlige hovedperson, ”the great white”, som via umanerlig godt effektarbejde (samt John Williams' fænomenale score), stadig er modbydelig som bare fanden og således vært for et herligt klimaks og en mindeværdig afslutning på en djævelsk underholdende film.