Den ubarmhjertige, rå natur er ikke til at spøge med
4.0
"Open Water" skrider frem i et afdæmpet tempo, som man efterhånden ikke ser længere indenfor mainstream-genren. Det vil uvægerligt betyde, at filmen trods sine beskedne 80 minutter let kan føles lidt for langtrukken for mange (det gjaldt også for undertegnede).
Men filmens force ligger i den (meget bevidste, formoder jeg) "back to basics"-agtige dramatisering af det klaustrofobisk-isolerede og drabelige forløb på det åbne hav. Hér er ingen omfattende, mere eller mindre fortænkt, historie med bølgende persondramaer og spændingskurve ud over grundidéen om forløbet frem til den konkrete desperate situation på det varme, men dog livsfarlige, åbne ocean.
Der er heller intet svulstigt skuespil med store armbevægelser og vildt skrigeri, selv om døden svømmer nærmere og nærmere på vore to - i øvrigt rimeligt velspillende - hovedfigurer.
Stilheden og den fortættede stemning, der skabes, er ligeså effektiv, som i mange spændingsfilm fra 1970erne. Og jeg er i dén forbindelse fristet til at nævne en klassisk gyser som "Deliverance" (1970), om end actiondelen udebliver i "Open Water". En noget mere dramatiseret, men dog stemnings- og effektmæssigt beslægtet film, er den australske gyser "Dead Calm" (Sam Neill, Nicole Kidman og Billy Zane) fra 1988, der ligeledes foregår til havs.
Historien er både tænkt og fortalt udfra en ambition om faktisk at være sandsynlig og som sådan umiddelbart skræmmende. Og det fungerer faktisk rimelig godt.
Men filmens force ligger i den (meget bevidste, formoder jeg) "back to basics"-agtige dramatisering af det klaustrofobisk-isolerede og drabelige forløb på det åbne hav. Hér er ingen omfattende, mere eller mindre fortænkt, historie med bølgende persondramaer og spændingskurve ud over grundidéen om forløbet frem til den konkrete desperate situation på det varme, men dog livsfarlige, åbne ocean.
Der er heller intet svulstigt skuespil med store armbevægelser og vildt skrigeri, selv om døden svømmer nærmere og nærmere på vore to - i øvrigt rimeligt velspillende - hovedfigurer.
Stilheden og den fortættede stemning, der skabes, er ligeså effektiv, som i mange spændingsfilm fra 1970erne. Og jeg er i dén forbindelse fristet til at nævne en klassisk gyser som "Deliverance" (1970), om end actiondelen udebliver i "Open Water". En noget mere dramatiseret, men dog stemnings- og effektmæssigt beslægtet film, er den australske gyser "Dead Calm" (Sam Neill, Nicole Kidman og Billy Zane) fra 1988, der ligeledes foregår til havs.
Historien er både tænkt og fortalt udfra en ambition om faktisk at være sandsynlig og som sådan umiddelbart skræmmende. Og det fungerer faktisk rimelig godt.
28/01-2008
