Svulstigt Krigsdrama
3.0
Hollandske Verhoeven, der de sidste mange år har instrueret film i Hollywood med mindre og mindre succes, er atter vendt hjem til Europa og Holland.
Her har han iscenesat denne sprælske og pudsigt nok meget Hollywood’ske historie om den unge kvinde Rachel (Houten), der under anden verdenskrig sammen med sin familie forsøger at flygte fra nazisterne, for til sidst i stedet at forsøge at bekæmpe dem.
Verhoeven’s film har igennem tiderne jo ofte været både ret så kulørte og vulgært oppumpede. Det fungerer ofte også fint i mesterlige action- og sci-fic film som ”Robocop” og ”Starship Troopers”, men ret så dårligt i film som den pinligt ringe ”jeg vil se på patter - Showgirls”. ”Zwartboek“ befinder sig midt imellem disse to yderpunkter rent kvalitetsmæssigt.
Verhoeven holder kompromisløst fast i hans nærmest provokerende svulstige stil. Det gør ikke den i forvejen fabulerende fortælling vildt troværdig og med personbeskrivelser, der vist mest hører til i knaldromanens verden, er det altså ikke den finere og artistisk filosoferende filmkunst vi er over i.
Til gengæld er det forbandet underholdende langt hen ad vejen. Der springes nærmest fra højdepunkt til højdepunkt, hvor især Verhoeven’s håndelag for kontant action gør sig gældende og lader sig ses. Det er både helt medrivende og hvis ikke vanvittigt spændende, så spændende nok i det mindste i visse passager, selv om det i længden bliver lidt trættende, da man ikke er helt med hele tiden. Dertil skal det siges at det på alle måder er en teknisk flot produktion, der med skuespillere der ikke falder igennem og en handling med et godt flow, ender med at være en meget afvekslende, om end ikke særlig subtil film.
Det er dog næppe en film der vil falde i alles smag, dertil er den både for overfladisk og kunstlet. For mig er den dog ærligt tæt på de 4 stjerner!
Her har han iscenesat denne sprælske og pudsigt nok meget Hollywood’ske historie om den unge kvinde Rachel (Houten), der under anden verdenskrig sammen med sin familie forsøger at flygte fra nazisterne, for til sidst i stedet at forsøge at bekæmpe dem.
Verhoeven’s film har igennem tiderne jo ofte været både ret så kulørte og vulgært oppumpede. Det fungerer ofte også fint i mesterlige action- og sci-fic film som ”Robocop” og ”Starship Troopers”, men ret så dårligt i film som den pinligt ringe ”jeg vil se på patter - Showgirls”. ”Zwartboek“ befinder sig midt imellem disse to yderpunkter rent kvalitetsmæssigt.
Verhoeven holder kompromisløst fast i hans nærmest provokerende svulstige stil. Det gør ikke den i forvejen fabulerende fortælling vildt troværdig og med personbeskrivelser, der vist mest hører til i knaldromanens verden, er det altså ikke den finere og artistisk filosoferende filmkunst vi er over i.
Til gengæld er det forbandet underholdende langt hen ad vejen. Der springes nærmest fra højdepunkt til højdepunkt, hvor især Verhoeven’s håndelag for kontant action gør sig gældende og lader sig ses. Det er både helt medrivende og hvis ikke vanvittigt spændende, så spændende nok i det mindste i visse passager, selv om det i længden bliver lidt trættende, da man ikke er helt med hele tiden. Dertil skal det siges at det på alle måder er en teknisk flot produktion, der med skuespillere der ikke falder igennem og en handling med et godt flow, ender med at være en meget afvekslende, om end ikke særlig subtil film.
Det er dog næppe en film der vil falde i alles smag, dertil er den både for overfladisk og kunstlet. For mig er den dog ærligt tæt på de 4 stjerner!
29/01-2008
