Råt Fra Gaden

5.0
Instruktør Kassovitz’s anden spillefilm rammer en som et knytnæveslag i ansigtet, når den på et realistisk gadeplan tegner et rystende autentisk portræt af belastede og rodløse unge, der i en fattig forstad til Paris, hvor der ikke er mange fremtidsudsigter, blot kan vente på at se hvor længe tingene går godt, som filmen så fint filosoferer over.

Tematikken slås fint an i brugen af en gammel vittighed, om en mand der springer ud fra et højhus og ved hver etage tænker ”så langt så godt”. Vi følger de tre venner, Vinz (Cassel) med jødisk baggrund, Saïd (Taghmaoui) der er af arabisk afstamning og den sorte Hubert (Koundé), der efter gadekampe med politiet driver rundt på må og få, alt imens vi venter på at den hidsige Vinz får dummet sig med den politipistol han har fundet. Vi nærmest ved det må ske, det er blot hvornår og hvad vil konsekvenserne være.

Det er et intelligent træk og fræk afledning af Kassovitz, der også selv har skrevet historien. Kassovitz har nemlig mere på hjertet end blot at udstille unge voldmænd, der går amok. Det her er en fortælling om frustrerende unge af anden etnisk baggrund, der som en krudttønde blot venter på at blive tændt og filmen tegner her et skræmmende billede af en politistyrke, der gerne agerer ilden der nok skal sørge for at det sker.

Jeg kan kun sige at det er en stærk og fantastisk film, flot i dens triste og trøstesløse sorte og hvide billede. Det er vedkommende politisk motiveret, set igennem et meningsfyldt humanistisk øje, hårdt og ærligt på en troværdig måde. Der skal lyde en stor anbefaling herfra. Tæt på de 6 stjerner!
Hadet