Baby uden nonsens
4.0
Sidste års skæve komedie-hit i USA var "Juno", der nu er nomineret til fire af de store Oscars, bl.a. bedste film og bedste kvindelige hovedrolle til Ellen Page. Hun spiller den 16-årige Juno, der af nysgerrighed går i seng med en ven og bliver gravid af sit allerførste samleje. Venner og familie foreslår selvfølgelig en abort, men Juno vælger at få barnet og på forhånd finde en familie, der vil adoptere det.
Hovedpersonens meget ligefremme forhold til sin graviditet er filmens omdrejningspunkt, for mens store dele af omgivelserne ser skævt til hende, tackler Juno situationen meget praktisk. Og den kontrast er mange gange virkelig morsom, ligesom den canadiske lilleby, filmen foregår i, generelt er befolket med skæve typer. Nogle gange er instruktør Jason Reitman lige lovlig forceret i sine forsøg på at få filmen til at være morsom, men der er mange herlige scener og fine replikker undervejs.
En amerikansk film om teenage-graviditet og abort kunne nemt være blevet meget moralsk eller politisk, men det fine ved "Juno" er, at den ligesom sin hovedperson bringer emnet helt ned på jorden. Juno er aldrig i tvivl om, at hun ikke er klar til at være mor - men det er der andre, som er mere end klar til, og derfor går tingene op på sjov og sympatisk vis efter et par overraskelser undervejs.
Ellen Page er rigtig god i hovedrollen, som hun spiller med både tyk teenage-slang og imponerende selvfølgelighed. Page var også stærk i "Hard Candy", og hun er hastigt ved at etablere sig som en stor arthouse-stjerne. Rundt om hende er filmen fyldt med fine biroller, som alle spiller glimrende: Jennifer Garner som hysterisk skruk baby-aftager, Allison Janney og J.K. Simmons som Junos forældre, Olivia Thirlby som hendes bedste veninde og ikke mindst Michael Cera som den uforvarende far.
Selv om den kunne være både skrevet og instrueret strammere, er "Juno" en herligt morsom og livsglad film. En klar anbefaling fra mig.
Hovedpersonens meget ligefremme forhold til sin graviditet er filmens omdrejningspunkt, for mens store dele af omgivelserne ser skævt til hende, tackler Juno situationen meget praktisk. Og den kontrast er mange gange virkelig morsom, ligesom den canadiske lilleby, filmen foregår i, generelt er befolket med skæve typer. Nogle gange er instruktør Jason Reitman lige lovlig forceret i sine forsøg på at få filmen til at være morsom, men der er mange herlige scener og fine replikker undervejs.
En amerikansk film om teenage-graviditet og abort kunne nemt være blevet meget moralsk eller politisk, men det fine ved "Juno" er, at den ligesom sin hovedperson bringer emnet helt ned på jorden. Juno er aldrig i tvivl om, at hun ikke er klar til at være mor - men det er der andre, som er mere end klar til, og derfor går tingene op på sjov og sympatisk vis efter et par overraskelser undervejs.
Ellen Page er rigtig god i hovedrollen, som hun spiller med både tyk teenage-slang og imponerende selvfølgelighed. Page var også stærk i "Hard Candy", og hun er hastigt ved at etablere sig som en stor arthouse-stjerne. Rundt om hende er filmen fyldt med fine biroller, som alle spiller glimrende: Jennifer Garner som hysterisk skruk baby-aftager, Allison Janney og J.K. Simmons som Junos forældre, Olivia Thirlby som hendes bedste veninde og ikke mindst Michael Cera som den uforvarende far.
Selv om den kunne være både skrevet og instrueret strammere, er "Juno" en herligt morsom og livsglad film. En klar anbefaling fra mig.
30/01-2008
