I ain't got time to bleed..
6.0
John McTiernans Predator er et af de mest velfungerende og underholdende sci-fi actionbrag nogensinde lavet. Filmen oser af 80er action på den positive måde, nemlig med rigelig blod, overdrevet vold og skudepisoder en masse. Selv 20 år efter premieren fremstår den frisk og tempofyldt og sparker røv til stort set alt, der er blevet spyttet ud af Hollywoodfabrikken lige siden.
Endnu inden man kan nå at sige 'ugly motherfucker' er Arnold og co. smidt af i den stinkende varme og ugæstfri jungle. Denne ramme for en jagt og kamp på liv og død er noget nær perfekt iscenesat. Skærmen oser af fugtig varme og junglens lyde gengives perfekt. Tempoet er højt fra start og mindre end 15 min. inde i filmen ser vi de første ubehagelige tegn på vores rastahårsven from outer space; de blodige kroppe hængt op i træerne. Sammen med stifinder Billys gentagne kommentarer om, at noget er galt skaber dette fra starten en stemning af, at soldaterne er jagtet vildt. Den stor på højoktan spænding fra start, som kun intensiveres filmen igennem.
Actionsekvenserne er en fryd for øjet med overdrevet knald på hver eneste scene. Fx er sekvensen hvor Arnolds elitegruppe af soldater angriber og smadrer lejren i junglen et overflødighedshorn af fede eksplosioner, folk der pløkkes i smadder og Arnold der med en nærmest Terminatoragtig attitude vader igennem det hele og sparker røv. En anden klassisk scene er gruppens første impact med Predator, hvor et område ikke mindre end Rold Skov nedfældes med flere minutters uafbrudt inferno med fingeren helt i bund på aftrækkeren. Primitivt ja, underholdende, under den mindste tvivl.
Den afsluttende konfrontation mellem Arnold og universets grimmeste fjæs er dog filmens både action- og spændingsmæssige højdepunkt. Tvekampen er nervepirrende iscenesat, hvor Arnold fysisk underlegen først skræmt gemmer sig i mudderet, men siden tager kampen op.
Selve 'dyret' er også en stor direkte årsag til filmens succes. Både dens udseende, men måske lige så meget dens evner og ageren er i særklasse i filmhistorien. Intet er mere skræmmende end at se de tre røde prikker bevæger sig op af armen på en forsvarsløs soldat. Samtidigt er Predator underholdende ved både at bruge sci-fi våben og en stor fed klassisk knivagtig ting, som sidder fast på armen. En glimrende blanding af old school og high tech. Det samme kan siges om den metalhjelm og fjæstet bagved.
Hvor meget jeg end elsker at se på monstret, er det et genialt træk af McTiernan først at afsløre vores alien ven for alvor næsten en time inde i filmen. Hele jagten rundt i junglen får en mystificeret afmosfære, hvor ingen rigtig ved hvem eller hvad, der står bag de brutale nedslagtninger og hvornår dræberen igen slår til.
Og så er der selvfølgelig lige Arnold og co. Hele flokken er 80er stereotyper fra den bedste skuffe. Total machoflok, hvor den ene er endnu mere tough end den anden, selvfølgelig med Arnold på toppen af kransekagen. Så meget desto mere overbevisende er gyserelementet i filmen, når først disse drenge begynder at se bange ud. Arnold er i sit es - kun Terminatorrollen passer ham bedre - og hans machoattitude og kolosale fysisk er et must for filmen. Glimrende er dog også Bill Duke som Mac, Carl Weathers som Dillon og Sonny Landham som Billy.
Prikken over i'et er et af de bedste lydspor i actionfilmens historien. Blandingen af jungletrommer, pompøst machomusik og nervepirrende lyde som flækker billedet er noget af perfekt. Filmens score er selvfølgelig ikke så kendt som temaet til Indiana Jones eller Star Wars, men for undertegnet rangerer dette soundtrack på højde dermed.
Predator er et fuldblodsactionsbrag af den type, som sjældent laves mere. Her er ingen politiske korrekt holden igen med vold og blod. Samtidigt indeholder den Arnold på toppen af hans formåen og et af historiens fedeste monstre. Efter at have set filmen for 25. gang er der stadig ingen tvivl i min vurdering af denne klassiker. Fuldt hus til Arnold og co.
Endnu inden man kan nå at sige 'ugly motherfucker' er Arnold og co. smidt af i den stinkende varme og ugæstfri jungle. Denne ramme for en jagt og kamp på liv og død er noget nær perfekt iscenesat. Skærmen oser af fugtig varme og junglens lyde gengives perfekt. Tempoet er højt fra start og mindre end 15 min. inde i filmen ser vi de første ubehagelige tegn på vores rastahårsven from outer space; de blodige kroppe hængt op i træerne. Sammen med stifinder Billys gentagne kommentarer om, at noget er galt skaber dette fra starten en stemning af, at soldaterne er jagtet vildt. Den stor på højoktan spænding fra start, som kun intensiveres filmen igennem.
Actionsekvenserne er en fryd for øjet med overdrevet knald på hver eneste scene. Fx er sekvensen hvor Arnolds elitegruppe af soldater angriber og smadrer lejren i junglen et overflødighedshorn af fede eksplosioner, folk der pløkkes i smadder og Arnold der med en nærmest Terminatoragtig attitude vader igennem det hele og sparker røv. En anden klassisk scene er gruppens første impact med Predator, hvor et område ikke mindre end Rold Skov nedfældes med flere minutters uafbrudt inferno med fingeren helt i bund på aftrækkeren. Primitivt ja, underholdende, under den mindste tvivl.
Den afsluttende konfrontation mellem Arnold og universets grimmeste fjæs er dog filmens både action- og spændingsmæssige højdepunkt. Tvekampen er nervepirrende iscenesat, hvor Arnold fysisk underlegen først skræmt gemmer sig i mudderet, men siden tager kampen op.
Selve 'dyret' er også en stor direkte årsag til filmens succes. Både dens udseende, men måske lige så meget dens evner og ageren er i særklasse i filmhistorien. Intet er mere skræmmende end at se de tre røde prikker bevæger sig op af armen på en forsvarsløs soldat. Samtidigt er Predator underholdende ved både at bruge sci-fi våben og en stor fed klassisk knivagtig ting, som sidder fast på armen. En glimrende blanding af old school og high tech. Det samme kan siges om den metalhjelm og fjæstet bagved.
Hvor meget jeg end elsker at se på monstret, er det et genialt træk af McTiernan først at afsløre vores alien ven for alvor næsten en time inde i filmen. Hele jagten rundt i junglen får en mystificeret afmosfære, hvor ingen rigtig ved hvem eller hvad, der står bag de brutale nedslagtninger og hvornår dræberen igen slår til.
Og så er der selvfølgelig lige Arnold og co. Hele flokken er 80er stereotyper fra den bedste skuffe. Total machoflok, hvor den ene er endnu mere tough end den anden, selvfølgelig med Arnold på toppen af kransekagen. Så meget desto mere overbevisende er gyserelementet i filmen, når først disse drenge begynder at se bange ud. Arnold er i sit es - kun Terminatorrollen passer ham bedre - og hans machoattitude og kolosale fysisk er et must for filmen. Glimrende er dog også Bill Duke som Mac, Carl Weathers som Dillon og Sonny Landham som Billy.
Prikken over i'et er et af de bedste lydspor i actionfilmens historien. Blandingen af jungletrommer, pompøst machomusik og nervepirrende lyde som flækker billedet er noget af perfekt. Filmens score er selvfølgelig ikke så kendt som temaet til Indiana Jones eller Star Wars, men for undertegnet rangerer dette soundtrack på højde dermed.
Predator er et fuldblodsactionsbrag af den type, som sjældent laves mere. Her er ingen politiske korrekt holden igen med vold og blod. Samtidigt indeholder den Arnold på toppen af hans formåen og et af historiens fedeste monstre. Efter at have set filmen for 25. gang er der stadig ingen tvivl i min vurdering af denne klassiker. Fuldt hus til Arnold og co.
30/01-2008
