Makaber Musical
4.0
Resultaterne taler for sig selv, når man diskuterer instruktør Tim Burton's mangeårige samarbejde med den folkekære Johnny Depp. Anerkendte og moderne klassikere, såsom ”Edward Scissorhands”, "Sleepy Hollow" og ”Charlie and the Chocolate Factory”, er blevet ynglet i deres kølvand og har været med til at etablerer Depp's position som en af Hollywood's bedst betalte skuespillere.
Efter animationsfilmen ”Corpse Bride” prøver parret igen kræfter med det der må siges at være filmmediets mest radikale genre; musicalen. Denne gang med ”Sweeney Todd”, en filmatisering af Hugh Wheeler og Stephen Sondheim's prisbelønnede værk.
Med sin personificering af den djævelske barbér, kan Depp slå endnu en streg i bogen over de mange farverige figurer, han igennem årenes løb har portrætteret. Den morderiske Benjamin Barker, som han blev kaldt før sin mørke transformation, er dog klart blandt Depp's mest interessante karakterer til dato, i første omgang fordi han afslører et helt nyt og spændende talent: sang. Og masser af det! Vi er knap forbi intro-teksterne før Depp, iført et kropstæt gentlemen-outfit og en noget opsigtsvækkende frisure, er brudt ud i sang for fuld hals og blottede tænder.
Plottet byder så absolut heller ikke på noget stilstand. Med et berusende og episk soundtrack taget direkte fra musicalen, skydes vi i gang og får alle detaljerne smidt i skødet, inden vi overhovedet har fundet os til rette i sædet. Det udvikler sig dog hurtigt fra blot at være et melankolsk melodrama, til et makabert orgie af bloddryppende dimensioner. Hals efter hals bliver skåret over af Mr. Tood, imens Helena Bonham Carter kokkererer tærter af resterne i kælderen og sælger dem til godtroende godtfolk. Dette er Burton når han er absurd, og det er Burton når han er bedst! Det hele er krydret med fængslende dialog, sort humor og en tilpas mængde uhygge, dog uden at det på noget tidspunkt er skræmmende.
Problemet med ”Sweeney Todd” er, at den lynhurtigt bliver forudsigelig og dermed en smule kedelig. Den første halvdel reddes af en flot, visuel side og de interessante scener hvor historien udfolder sig igennem sang. Men stilen kan ikke bære værket hele vejen til ende og derfor er det tyndt med nytænking og overraskelser i anden halvdel, hvor man mest af alt sidder og venter på at den hævntørstige Sweeney snart tager sig sammen og får parteret sin skurkagtige modstander, der her spilles af en veloplagt Alan Rickman. Filmens juvel er dog ikke Depp (jeg kan ikke se ham med statuetten i hånden, efter denne præstation), men Helena Bonham Carter. Hun syder og bobler som et glas sprudlende champagne og passer som fod i hose til sin bizarre og dunkle rolle. Den unge Ed Sanders fortjener dog også at blive nævnt.
Ingen tvivl om at Sweeney Todd nok skal blive endnu en kultklassiker fra Burton og Depp's kartotek, men det er ikke deres bedste film til dato.
Efter animationsfilmen ”Corpse Bride” prøver parret igen kræfter med det der må siges at være filmmediets mest radikale genre; musicalen. Denne gang med ”Sweeney Todd”, en filmatisering af Hugh Wheeler og Stephen Sondheim's prisbelønnede værk.
Med sin personificering af den djævelske barbér, kan Depp slå endnu en streg i bogen over de mange farverige figurer, han igennem årenes løb har portrætteret. Den morderiske Benjamin Barker, som han blev kaldt før sin mørke transformation, er dog klart blandt Depp's mest interessante karakterer til dato, i første omgang fordi han afslører et helt nyt og spændende talent: sang. Og masser af det! Vi er knap forbi intro-teksterne før Depp, iført et kropstæt gentlemen-outfit og en noget opsigtsvækkende frisure, er brudt ud i sang for fuld hals og blottede tænder.
Plottet byder så absolut heller ikke på noget stilstand. Med et berusende og episk soundtrack taget direkte fra musicalen, skydes vi i gang og får alle detaljerne smidt i skødet, inden vi overhovedet har fundet os til rette i sædet. Det udvikler sig dog hurtigt fra blot at være et melankolsk melodrama, til et makabert orgie af bloddryppende dimensioner. Hals efter hals bliver skåret over af Mr. Tood, imens Helena Bonham Carter kokkererer tærter af resterne i kælderen og sælger dem til godtroende godtfolk. Dette er Burton når han er absurd, og det er Burton når han er bedst! Det hele er krydret med fængslende dialog, sort humor og en tilpas mængde uhygge, dog uden at det på noget tidspunkt er skræmmende.
Problemet med ”Sweeney Todd” er, at den lynhurtigt bliver forudsigelig og dermed en smule kedelig. Den første halvdel reddes af en flot, visuel side og de interessante scener hvor historien udfolder sig igennem sang. Men stilen kan ikke bære værket hele vejen til ende og derfor er det tyndt med nytænking og overraskelser i anden halvdel, hvor man mest af alt sidder og venter på at den hævntørstige Sweeney snart tager sig sammen og får parteret sin skurkagtige modstander, der her spilles af en veloplagt Alan Rickman. Filmens juvel er dog ikke Depp (jeg kan ikke se ham med statuetten i hånden, efter denne præstation), men Helena Bonham Carter. Hun syder og bobler som et glas sprudlende champagne og passer som fod i hose til sin bizarre og dunkle rolle. Den unge Ed Sanders fortjener dog også at blive nævnt.
Ingen tvivl om at Sweeney Todd nok skal blive endnu en kultklassiker fra Burton og Depp's kartotek, men det er ikke deres bedste film til dato.
30/01-2008
