Blod er tykkere end olie

Efter sit anmelderroste drama ”Magnolia” er den amerikanske instruktør Paul Thomas Anderson, efter nogle år med lunkne komedier, nu klar med sit hidtil største og dyreste projekt – en filmatisering er Upton Sinclair's roman ”Oil!”, med den noget mærkværdige titel ”There Will be Blood”. Hyldet som et mesterværk af kritikere verden over og den tungeste sten i vægtskålen ved dette års oscarnominering, var det med en betydelig mængde sommerfugle i maven, at jeg satte kaffen i kopholderen og fandt mig til rette i det blodrøde biografsæde, ved formiddagens forpremiere i Lido-teatret, på en kold og regnfuld dag i Vejle.

Lyset slukkes og filmen går i gang. Et helt kvarter uden dialog, imens en hærget og beskidt Daniel Day-Lewis trasker rundt i snævre og snavsede minegange, men allerede nu er vi som fængslet af de rendyrkede billeders følelsesmæssige intensitet. Tiltrods for at være en af Hollywoods mest selektive skuespillere, placerer Lewis' fantastiske talent og totale hengivenhed til sin kunst ham som solid frontman i en generation af skuespillere, der huser så anerkendte navne som Tom Hanks, Russel Crowe, Sean Penn og Denzel Washington. I sin hovedrolle som den snu og hårdkogte forretningsmand-og-familiefar Daniel Plainview, leverer Lewis en præstation af absolut ypperligste karat, der må få hårrene til at rejse sig på enhver filmelsker! Det er dog først i anden halvdel at Anderson giver Lewis mulighed for at sprede sine vinger fuldt ud, men det gør han tilgengæld også til den helt store cadeau og formår at forvalte et svært manuskript til publikums fuldstændige overbesvisning og værdsættelse – specielt klimaksscenen (”I drink your milkshake!”) efterlod mig forstenet og med kuldegysninger.

Som ”There Will be Blood”'s bankende hjerte og perfekt skårne personificering, er Lewis' filmens trumfkort, men han bliver bakket op af et benhårdt bagland, hvoraf den unge Paul Dano især lyser igennem som en stjerne af ubenægteligt talent (han lader dog også til at have luret Lewis' efter i sømmene). Som så mange amerikanske instruktører gør det for tiden, overlader Anderson scenen til mændende og ”There Will be Blood” er da også en maskulin film. Der er intet trist eller melankolsk over dramaet, men en bidsk brutalitet og modbydelig bitterhed, der får en til at vride sig i sædet af ubehag. Til at støtte op omkring skuespillerholdets fænomænale præstationer, kræser Robert Elswit for seernes øje med sine juvelbilleder og nydelige scenografi, mens Jonny Greenwood har skabt det dystre (og dominerende) soundtrack, der næsten udelukkende består af strengeinstrumenter.

”There Will be Blood” fortæller ikke alene om menneskets ofringer i søgen efter lykke, hvoraf det oftest er moralen der først tager billetten – som det også er her. Den rejser spørgsmål til en lang række ømtålelige og kontroversielle emner, hvoraf det vigtigste må siges at være konflikten imellem religion og det moderne samfund - tradition imod nytænkning og hvad forandringen koster, både for de der støtter og for de der modsætter sig den. Det gør ”There Will be Blood” ikke alene på en spændende og kosteligt underholdende måde, men også dramaturgisk fremragende og helstøbt. Filmteknisk er Anderson også i sit es – specielt med en kamerateknik og sceneopsætning der både er uhyre gennemtænkt og genial. Ingen tvivl om at han nok skal hive en håndfuld statuetter hjem!

Ergo fungerer ”There Will be Blood” ikke alene på samtlige punkter - den brillierer! Et mesterværk, der uden tvivl fortjener den ros som den har høstet – også fra mig af.