Drømmen om det uopnåelige
5.0
Jeg har altid haft en stor forkærlighed for westerngenren. Fra unikke og uforglemmelige værker som Leones storslåede røverhistorie, ”Den gode, den onde og den grusomme”, og Eastwoods passionerede mesterværk, ”Unforgiven”, til den nådesløse og mest hårdtslående western i nyere tid, australske ”The Proposition”. Ovennævnte værker er alle nogle der er røget ind på min topfilm-liste, og det var derfor også med stor forventning og begejstring jeg satte mig for at se ” The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford”.
Og forventning blev indfriet optimalt. ”The assassination…” er et stilistik og visuelt pragtværk, ud over det sædvanlige, og en oplevelse man sent vil slippe. Faktisk er denne western perle, ligeså god som dens ’røbende’ filmtitel er lang. Det er historien om den lovløse og legendariskgjorte Jesse James’ sidste år af sit forbryder plaget liv og mordet på ham, der bliver taget op. Han levede et liv fuldt af paranoide tanker, et overfladisk ægteskabs- og familieforhold, på en evig flugt fra dusørjægere og lovens lange arm og ikke mindst en tragisk ensomhed, men så sandelig også et liv fuld af forceret magt og respekt fra andre. Hele Jesse James’ rygte kunne bære ham hele vejen over alle livets forhindringer som måtte komme udefra, og han blev efterhånden dyrket som et helteikon, til trods for at han var koldblodig morder og tyv. Et ikon som han cementrede så godt som han kunne, mens han stadig kunne trække vejret. Pressen gjorde ham mytisk, til et levende spøgelse, til en mand som syntes at besidde umenneskelige kræfter, og kunne trodse autoriterne. Én et eller andet sted kærkommen rebel, så at sige. Men i sine sidste år af hans liv, opdager Jesse James, at selv et menneske som ham, syntes indhentet af tiden, og mere ensom end nogensinde. Han lider både fysisk og psykisk, hvilket trætter hans sind og samvitighed utrolig meget. På grund af den store dusør han har hængende på sit hoved, har han svært ved at finde tillid hos sine nærmeste, som i et splitsekund kunne finde på at forråde ham. For de gamle tillidsfulde medlemmer af James banden, sidder enten i fængsel og afsoner en fortjent dom, eller også har de stilet forbryderkarriere skoene. Derfor bliver Jesse James og hans bror nød til at hyre nye folk, til deres levevej – som består i at røve toge og banker. En af de nye folk hedder Robert Ford. Et usselt udskud, som aldrig har haft smagen af succes på hans tunge. En knægt der konstant er blevet grinet af hele sit liv, som lige siden barnsben har fundet håb og glæde i Jesse James’ publicerede bedrifter. Robert Ford kommer tæt ind på Jesse James, hvilket viser sig at blive forbryderlegendens endeligt, og en tragisk udvikling for vores ynkelig ven Robert Ford, der bare ville ”touch the glory”, og skriver sig selv ind i historiebøgerne. Effekten af mordet var dog modsat, og den arme knægt blev kun endnu mere bandlyst, mens Jesse James blev udødeliggjort.
Andrew Dominik har langtfra fokuseret på et sindsoprivende plot, men tvært imod har han kreeret en western med følelsesmæssig og revolutionerne substans. De rigtig gode westernfilm plejer at være visuelt betagende, og ”The assassination…” er bestemt ikke nogen undtagelse, tværtimod er den så billedskøn, i ordets samtlige forstand, og formår, gennem enkelte naturlige farver, flotte storslåede – men stadig roligt iscenesat – landskabsbilleder, at skabe en atmosfære som er Terrence Mallick værdig. Nick Cave er blandt andet manden bag den sjældne, opstående og lindrende musik, der hersker i filmen, hvilket er flot og veludført. Nick Cave som blandt andet fandt nye uransagelige veje i sin karriere, da han skrev det mesterlige og originale manuskript, samt at kreere musikken til ”The Proposition”. Han debuterer, sammen med makkeren Warren Ellis, som også stod bag musikken til ”The Proposition”, i sin blot anden spillefilm. Resultat er ligeså betagende som sidste gang de to forsøgte sig på filmmediet. Det er afdæmpet atmosfærisk kreeret, og sidder lige i øjet til filmens selvdæmpende rytme.
Skuespilpræstationerne er uafrystelige. Brad Pitt er så fremragende karismatisk som den paranoide forbryderlegende, Jesse James. Det er noget af en mundfuld at biografér sådan et ikon, som Jesse James. Det mest uforglemmelig er dernæst, at Pitt formår det næsten til fulde, og må for én gangs skyld slette alles og én hver tvivl om hans skuespils evner. Selve den helt store pragt i filmen, er den funkle stjerne og bror til Ben Afleck, nemlig Casey Afleck. Den måde han personificerer Robert Ford, er mageløs, og det er lang tid siden jeg har set noget lignende. Hele hans mimik og kropsprog som den evigt søgende udskud, som han er, efter anerkendelse og succes er uafrysteligt, og vinder både sympati og meget mere. Især hans stemme er fremragende gennem hele filmen. Den ejer en røst af nervøsitet og rastløshed, og indikerer blot at Robert Ford ikke aner hvor han hører til i verden, og om nogle overhovedet vil have ham som hans ven eller nærmeste. Hvis Casey kke får en pris eller flere for den præstation, så er verden i sandhed af lave.
”The assassination…” er en fabelagtig trancebestemmende affære, og er samtidig også graciøst og varm øje massage for enhver filmelsker. Æstetikken er fabelagtig stemningskonstrueret, og tæt på et sandt perfektum. Godt nok er den lang, men i sandhed også betagende i samtlige minutter. Det er vaskeægte en rundvisning i fremragende, kunstnerisk fortællerkunst - og fortællerlyst, for den sags skyld. Den er tæt på det uopnåelige punkt i ens hjerte, men alligevel bliver det ’kun’ til fem meget store velplacerede skyd fra seksløberen – selvom aftrækkeren på det sidste skud var meget tæt på at gå af.
Og forventning blev indfriet optimalt. ”The assassination…” er et stilistik og visuelt pragtværk, ud over det sædvanlige, og en oplevelse man sent vil slippe. Faktisk er denne western perle, ligeså god som dens ’røbende’ filmtitel er lang. Det er historien om den lovløse og legendariskgjorte Jesse James’ sidste år af sit forbryder plaget liv og mordet på ham, der bliver taget op. Han levede et liv fuldt af paranoide tanker, et overfladisk ægteskabs- og familieforhold, på en evig flugt fra dusørjægere og lovens lange arm og ikke mindst en tragisk ensomhed, men så sandelig også et liv fuld af forceret magt og respekt fra andre. Hele Jesse James’ rygte kunne bære ham hele vejen over alle livets forhindringer som måtte komme udefra, og han blev efterhånden dyrket som et helteikon, til trods for at han var koldblodig morder og tyv. Et ikon som han cementrede så godt som han kunne, mens han stadig kunne trække vejret. Pressen gjorde ham mytisk, til et levende spøgelse, til en mand som syntes at besidde umenneskelige kræfter, og kunne trodse autoriterne. Én et eller andet sted kærkommen rebel, så at sige. Men i sine sidste år af hans liv, opdager Jesse James, at selv et menneske som ham, syntes indhentet af tiden, og mere ensom end nogensinde. Han lider både fysisk og psykisk, hvilket trætter hans sind og samvitighed utrolig meget. På grund af den store dusør han har hængende på sit hoved, har han svært ved at finde tillid hos sine nærmeste, som i et splitsekund kunne finde på at forråde ham. For de gamle tillidsfulde medlemmer af James banden, sidder enten i fængsel og afsoner en fortjent dom, eller også har de stilet forbryderkarriere skoene. Derfor bliver Jesse James og hans bror nød til at hyre nye folk, til deres levevej – som består i at røve toge og banker. En af de nye folk hedder Robert Ford. Et usselt udskud, som aldrig har haft smagen af succes på hans tunge. En knægt der konstant er blevet grinet af hele sit liv, som lige siden barnsben har fundet håb og glæde i Jesse James’ publicerede bedrifter. Robert Ford kommer tæt ind på Jesse James, hvilket viser sig at blive forbryderlegendens endeligt, og en tragisk udvikling for vores ynkelig ven Robert Ford, der bare ville ”touch the glory”, og skriver sig selv ind i historiebøgerne. Effekten af mordet var dog modsat, og den arme knægt blev kun endnu mere bandlyst, mens Jesse James blev udødeliggjort.
Andrew Dominik har langtfra fokuseret på et sindsoprivende plot, men tvært imod har han kreeret en western med følelsesmæssig og revolutionerne substans. De rigtig gode westernfilm plejer at være visuelt betagende, og ”The assassination…” er bestemt ikke nogen undtagelse, tværtimod er den så billedskøn, i ordets samtlige forstand, og formår, gennem enkelte naturlige farver, flotte storslåede – men stadig roligt iscenesat – landskabsbilleder, at skabe en atmosfære som er Terrence Mallick værdig. Nick Cave er blandt andet manden bag den sjældne, opstående og lindrende musik, der hersker i filmen, hvilket er flot og veludført. Nick Cave som blandt andet fandt nye uransagelige veje i sin karriere, da han skrev det mesterlige og originale manuskript, samt at kreere musikken til ”The Proposition”. Han debuterer, sammen med makkeren Warren Ellis, som også stod bag musikken til ”The Proposition”, i sin blot anden spillefilm. Resultat er ligeså betagende som sidste gang de to forsøgte sig på filmmediet. Det er afdæmpet atmosfærisk kreeret, og sidder lige i øjet til filmens selvdæmpende rytme.
Skuespilpræstationerne er uafrystelige. Brad Pitt er så fremragende karismatisk som den paranoide forbryderlegende, Jesse James. Det er noget af en mundfuld at biografér sådan et ikon, som Jesse James. Det mest uforglemmelig er dernæst, at Pitt formår det næsten til fulde, og må for én gangs skyld slette alles og én hver tvivl om hans skuespils evner. Selve den helt store pragt i filmen, er den funkle stjerne og bror til Ben Afleck, nemlig Casey Afleck. Den måde han personificerer Robert Ford, er mageløs, og det er lang tid siden jeg har set noget lignende. Hele hans mimik og kropsprog som den evigt søgende udskud, som han er, efter anerkendelse og succes er uafrysteligt, og vinder både sympati og meget mere. Især hans stemme er fremragende gennem hele filmen. Den ejer en røst af nervøsitet og rastløshed, og indikerer blot at Robert Ford ikke aner hvor han hører til i verden, og om nogle overhovedet vil have ham som hans ven eller nærmeste. Hvis Casey kke får en pris eller flere for den præstation, så er verden i sandhed af lave.
”The assassination…” er en fabelagtig trancebestemmende affære, og er samtidig også graciøst og varm øje massage for enhver filmelsker. Æstetikken er fabelagtig stemningskonstrueret, og tæt på et sandt perfektum. Godt nok er den lang, men i sandhed også betagende i samtlige minutter. Det er vaskeægte en rundvisning i fremragende, kunstnerisk fortællerkunst - og fortællerlyst, for den sags skyld. Den er tæt på det uopnåelige punkt i ens hjerte, men alligevel bliver det ’kun’ til fem meget store velplacerede skyd fra seksløberen – selvom aftrækkeren på det sidste skud var meget tæt på at gå af.
31/01-2008
