USA i stort og småt
3.0
Ved første øjekast kunne man fejlagtigt tro at Paul Haggis' nye krimi ”In the Valley of Elah” blot er endnu en typisk, amerikansk thriller, som vi har set dem så mange gange før. Den oscarvindende manuskriptforfatter og manden bag ”Crash”, leverer dog en film af høj politisk substans og moral, med et plot der spreder sig ud over meget mere end blot spændingens værdi. Det er en farlig cocktail i disse voldelige tider, men Haggis prøver tiltrods at få sit budskab frem under det meste af filmen, og det er da også i dens samfundskritik, at værkets sjæl i virkeligheden ligger. Desværre er Haggis utrolig tvetydig i sin måde at forvalte fortællingen på og en del af hans propaganda kan til tider tolkes selvmodsigende.
Da hans søn ikke melder sig på basen efter tjeneste i Irak, indleder den skarpsindige, men pensionerede politibetjent Hank Deerfield en uafhængig undersøgelse af det mystiske forsvindingsnummer. Han og konens værste frygt bekræftes, da sønnen findes myrdet og parteret i et afsidensliggende budskads og nu hober spørgsmålene sig op. Tommy Lee Jones leverer en præstation, der kræver både følelserne og nerverne uden på tøjet, med professionalitet og en personlighed der ikke kan benægtes, men han er blevet stillet på en svær prøve. Paul Haggis ønsker med ”In the Valley of Elah” at have flere bolde i luften på én gang, ved både at fokuserer på dramaet der opstår når forældre mister deres barn og de følelser man finder, når man begynder at borer i det. Men ”In the Valley of Elah” er ikke et drama, selvom både Tommy Lee Jones og Susan Sarandon kan fremtvinge nogle ærlige tårer i øjenkrogene. Der er ingen dybde i deres sorg og det hele virker utrolig overfladisk, specielt når kendsgerningerne for de efterladte kun følges i små 5 minutter. Efterfølgerne af en ungs mands død kan ikke analyseres fuldbyrdet, som den fortjener, på så kort tid, selvom Haggis og hans hold da gør et velment forsøg. Til at bakke op om sig, har Tommy Lee Jones fået selvskab af Charlize Theron, der kæmper en hæderlig kamp for at redde sin stereotypiske rolle som medhjælpsom, kvindelig betjent. Det er åbenbart blevet stuerent at tro, at kvinder ikke kan passe deres arbejde uden at blive personlige eller ofre for mobning.
I første omgang virker hele affæren som en undskyldning for mættet patriotisme, men faktisk er ”In the Valley of Elah” det stik modsatte. Irakkrigens brutalitet skildres med håndholdt kamera og grynede billeder, igennem sønnen Mike's øjne og det bliver lynhurtigt klart at filmen, i takt med Tommy Lee Jones dramaturgiske metamorfose, skifter politiske farver. Der er pludselig ikke tale om et tab for nationen, men et menneskeligt tab af langt større personlighed og ansigt. Det kunne godt lyde som storslået poesi, men desværre er Paul Haggis' værk en smule lunkent i dets socialrealistiske spektrum. Det skyldes blandt andet at filmen er fyldt med grovkornede klicheér og et manuskript præget af melodramatiske dialoger og bibelske metaforer, som kun ærkeamerikanerne kan gøre det.
Spændingen er da dog. Vi sidder konstant og ruller spørgsmålene igennem igen og igen, men uden at kunne se et svar, før vi til sidst for det smidt i skødet, til vores noget hule tilfredsstillelse. Men det er faktisk først i de sidste 10 minutter, efter plottets forsegling, at ”In the Valley of Elah” begynder at stråle! Pludselig for vi et samlet billede af puslespillet og for første gang er Paul Haggis' ubehøvlet konkret i sin kritik, som han burde have været hele vejen igennem og man kan da ikke lade vær med at smile lidt for sig selv over filmens sidste billede (you'll know what I mean). Paul Haggis har desværre, både filmisk og analytisk, smidt for meget omkring sig med kortene og resultatet er en sovs der skiller.
Alt i alt et værdigt forsøg, der rent faktisk havde kompempetence til at skyde efter de mål den sigtede efter, hvis blot den havde valgt sit fundament med mere omhu.
Da hans søn ikke melder sig på basen efter tjeneste i Irak, indleder den skarpsindige, men pensionerede politibetjent Hank Deerfield en uafhængig undersøgelse af det mystiske forsvindingsnummer. Han og konens værste frygt bekræftes, da sønnen findes myrdet og parteret i et afsidensliggende budskads og nu hober spørgsmålene sig op. Tommy Lee Jones leverer en præstation, der kræver både følelserne og nerverne uden på tøjet, med professionalitet og en personlighed der ikke kan benægtes, men han er blevet stillet på en svær prøve. Paul Haggis ønsker med ”In the Valley of Elah” at have flere bolde i luften på én gang, ved både at fokuserer på dramaet der opstår når forældre mister deres barn og de følelser man finder, når man begynder at borer i det. Men ”In the Valley of Elah” er ikke et drama, selvom både Tommy Lee Jones og Susan Sarandon kan fremtvinge nogle ærlige tårer i øjenkrogene. Der er ingen dybde i deres sorg og det hele virker utrolig overfladisk, specielt når kendsgerningerne for de efterladte kun følges i små 5 minutter. Efterfølgerne af en ungs mands død kan ikke analyseres fuldbyrdet, som den fortjener, på så kort tid, selvom Haggis og hans hold da gør et velment forsøg. Til at bakke op om sig, har Tommy Lee Jones fået selvskab af Charlize Theron, der kæmper en hæderlig kamp for at redde sin stereotypiske rolle som medhjælpsom, kvindelig betjent. Det er åbenbart blevet stuerent at tro, at kvinder ikke kan passe deres arbejde uden at blive personlige eller ofre for mobning.
I første omgang virker hele affæren som en undskyldning for mættet patriotisme, men faktisk er ”In the Valley of Elah” det stik modsatte. Irakkrigens brutalitet skildres med håndholdt kamera og grynede billeder, igennem sønnen Mike's øjne og det bliver lynhurtigt klart at filmen, i takt med Tommy Lee Jones dramaturgiske metamorfose, skifter politiske farver. Der er pludselig ikke tale om et tab for nationen, men et menneskeligt tab af langt større personlighed og ansigt. Det kunne godt lyde som storslået poesi, men desværre er Paul Haggis' værk en smule lunkent i dets socialrealistiske spektrum. Det skyldes blandt andet at filmen er fyldt med grovkornede klicheér og et manuskript præget af melodramatiske dialoger og bibelske metaforer, som kun ærkeamerikanerne kan gøre det.
Spændingen er da dog. Vi sidder konstant og ruller spørgsmålene igennem igen og igen, men uden at kunne se et svar, før vi til sidst for det smidt i skødet, til vores noget hule tilfredsstillelse. Men det er faktisk først i de sidste 10 minutter, efter plottets forsegling, at ”In the Valley of Elah” begynder at stråle! Pludselig for vi et samlet billede af puslespillet og for første gang er Paul Haggis' ubehøvlet konkret i sin kritik, som han burde have været hele vejen igennem og man kan da ikke lade vær med at smile lidt for sig selv over filmens sidste billede (you'll know what I mean). Paul Haggis har desværre, både filmisk og analytisk, smidt for meget omkring sig med kortene og resultatet er en sovs der skiller.
Alt i alt et værdigt forsøg, der rent faktisk havde kompempetence til at skyde efter de mål den sigtede efter, hvis blot den havde valgt sit fundament med mere omhu.
01/02-2008
