// Forfaldets poesi //

Dette nye år er allerede efter min mening blevet et af de største filmår i lang tid. Film som No Country For Old Men, American Gangster, 3:10 To Yuma, Sweeney Todd... har høstet store ord fra verdens kritikere og filmentusiaster. Især er det western-genren der er blevet genfundet og filmatiseret på vidt forskellige måder; de klassiske og alligevel anderledes westerns i form af 3:10 To Yuma og The Assasination of Jesse James, den stilfulde neo-western No Country For Old Men, og sidst men ikke mindst olie-sagaen There Will Be Blood, som efter min mening er et af de bedste film, der nogensinde er vist på lærredet. Paul Thomas Anderson er uden tvivl blandt Hollywoods enspænderelite, og han har gennem tidens løb også stået bag flere revolutionerende film som Boogie Nights og Magnolia, samt den søde men lidt udskældte komedie Punch-Drunk Love. Efter fem år er Anderson tilbage, mere aggressiv end nogensinde med den stærkt excentriske og episke There Will Be Blood - baseret frit efter Upton Sinclair's novelle Oil!.

Filmens første scene er opbygget af et musikalsk crescendo fremført af skæve strygere samt et billede af tørre og dybe bjerge i det varme Texas. Et helt kvarter bliver modigt formidlet af Anderson uden en eneste dialog. Blot en beskidt, træt og skægget Daniel Plainview (Daniel Day-Lewis), der i bjergenes dyb hugger løs efter sølv. Et trappetrin knækker og han ryger lige ned på bunden. Han trækker panisk efter vejret og har skadet sit ben, en skade som vil få ham til at halte resten af livet. To og en halv time senere (og mere end 30 år senere i den fortalte tid), er han igen nede på jorden på sin polerede bowlingbane i sit enorme nybyggede palads ved kysten, og trækker panisk efter vejret.
Efter at have forladt sølvminebranchen begynder Plainview at tappe Californiens dybe land for olie, og bliver med et en af de rigeste oliemagnater i landet. Stadig er han snavset med beskidte hænder og et ansigt, der lyser af den regnende olie - det ligner næsten af han sveder olie ud af sine porer. Dette er Daniel Plainviews historie, hvor de to ovennævnte sekvenser (begyndelsen og slutningen) danner rammen om hans voksende rigdom og indre deroute.

Historien kræver en del af sit publikum: hvordan Plainviews ordknappe, unge søn H.W. (Dilon Freasier) reagerer i forhold til sin faders voksende begær efter magt og rigdom? Hvad der ligger bag historien om den fremmede, der møder op og påstår at være Plainviews halvbror (Kevin J. Connor)? Samt Plainviews udvikling, som bare bliver mere og mere mørk! Alt dette kræver først og fremmest tålmodighed, enorm fokus og evnen til at tolere uafsluttede flertydigheder. Til gengæld får du en hel verden, én der er idiosynkratisk men samtidig også yderst overbevisende.

Filmens største konflikt begynder med en mild landsbydreng, Paul Sunday (Paul Dano), som møder op på Plainviews kontor, og giver ham et godt tip om al den olie, som flyder under jorden på hans ellers værdiløse egn. Plainview tager imod tipper og møder op sammen med sin søn og arbejdere for at bygge et boretårn. Paul Sunday forsvinder på mystisk vis, men Plainview imødegår hans tvilling Eli (også spillet af Dano), som efter kort tid bliver oliemagnatens nemesis. Eli er leder for den evangelistiske kirke, som foruden at holde taler også er med til at frelse folk ved at uddrive deres ånder. Plainview overholder ikke sin aftale om at donere en stor sum penge til kirken, og ignorer dertil også Elis anmodning om at velsigne den nye oliebrønd ved åbningen, hvilket fører de to mænd ud i en livslang konflikt, som eksploderer i to gengældende ydmygelser (hvilket jeg ikke afslører her), som slutteligt kommer til at leve op til filmens mystiske og ildevarslende titel. Deres kamp kan meget vel beskrives som en strid mellem kapital og åndelighed, og helt konkret mellem kapitalismen og fanatismen. Alligevel adskiller Eli, den pengehungrende præst, ikke sig fra den hensynsløse kapitalist Plainview, hvilket gør historien endnu mere tragikomisk.

Daniel Day-Lewis. Jeg ved ikke engang hvor jeg skal starte... Hans præstation er ikke bare fantastisk, den er FANTASTISK! Aldrig i historiens løb har jeg set en mere egocentreret, ubehagelig eller magtbegærlig skildring af en misantropisk og ensom oliemand. Jeg ryster stadig ved at tænke på Lewis' præstation, som efter min mening overgår hans skildring af "The Butcher" i Gangs of New York. Den indre arrigskab, bitterhed og vrede forsøges så godt som muligt at fortrænges, men det ser hele tiden ud som om at Plainview er ved at eksplodere. Han vil uden tvivl hjemsøge dig mange dage efter at have set filmen, og det føles paradoksalt nok helt perfekt! Paul Dano bliver overskygget af Lewis, ligesom alle andre skuespillere i filmen, men han er uden tvivl en af de store stjerner som er på vej op. Som den sleske Eli Sunday skifter han fra fromhed til hykleri til en fjende uden aldrig at hæve stemmen mere end hvisken.

There Will Blood ser både ud og lyder som noget, der aldrig før er set. Radioheads guitarist Jonny Greenwood står bag soundtracket, og det kan høres med de nærmest moderne rapsoder, som danner den helt rette stemning omkring filmen; det yderst intenst og hjerteskærrende. Andersons kamera, ført af Robert Elswit (Magnolia, Syriana, Michael Clayton), fører os gennem det tørre landskab og den sorte olie, som ligeledes afspejler Plainviews mørke sjæl, som simrer under hans tørre ydre. De simple og dog fabelagtige billeder fremmaner tidlige fotografier af et ungt Amerika, men de er hverken nostalgiske eller sukkersøde; Andersons projekt er et yderst moderne et. Men det skal siges at fans af romancer og sukkeroverdækkede sekvenser vil hade filmen. Flere har kritiseret slutningen for at være for åben og af manglede logik. For mig fungerer slutningen som et tåget instrument, der samler det yderst komplekse puslespil, og selvom den både rummer en stor bowlinghal, milkshakes, løgne og ydmygelser, vil den uden tvivl gør dig rasende og provokeret, hvilket klæder denne film uden lige. Den skal provokere og ligeledes diskuteres!

Det store spørgsmål er så, No Country For Old Men eller There Will Be Blood? Især når alle de store awardshows er lige om hjørnet. Begge film handler om mandig strid og vold som er blevet filmet nær Marfa, Texas. Jeg kan desværre ikke svare på spørgsmålet, da filmene begge er unikke og perfekte på hver deres måde. Jeg blev i hvert fald grebet af filmen, som hvis en tornado havde taget fat i mig og bagefter spyttet mig ud. Det er bogstaveligt talt den følelse, der roterer i mig. Den er smuk, poetisk, provokerende, mørk, tragisk og jeg elsker den! Der kan slet ikke være tvivl om at jeg uddeler 6 mørke stjerner til en film, hvor den unge Anderson aldrig har gravet dybere og ramt det mørkeste guld.

There Will Be Blood er uden tvivl blandt dette århundredes stækeste mesterværker!