Hævnens syrlige sødme

At Tim Burton er en gudsbenået filmmager kan der ikke sås megen tvivl om. Med overdådige storfilm som ”Sleepy Hollow”, ”Edward Scissorhands” og ”Big Fish”, der blot repræsenterer en mindre procentdel af hans repertoire, har han gennem en lang årrække imponeret og underholdt tilhængere med sandt guf for ører, øjne og ægte filmhjerter. Således er det i sagens natur altid med ekstatisk spænding og tårnhøje forventninger, at man tålmodigt afventer hans næste projekter - for Burton er en mand, der sjældent skyder ved siden af succes.

Det udsagn forstærker hans nyeste påfund ”Sweeney Todd: The Demon Barber of Fleet Street” blot. Med et bjergtagende visuelt bombardement og en lydside, der er som sendt fra paradis, iscenesætter Burton sin filmatisering af Stephen Sondheim’s kanoniserede musical af samme navn. En musical, som uomtvisteligt har haft sine musikalske kvaliteter, i og med at selve omdrejningspunktet, sangen og musikken, i ”Sweeney Todd” er skrevet med et ekstraordinært musisk overblik med virtuos brug af himmelske kanon-effekter og veltimede overgange, mens lydsiden til perfektion reflekterer følelsernes vildfarende strømninger og hævnens syrlige sødme. At det hele så suppleres af en meget Burton-karakteristisk billedside, udgjort af dominerende mørkerødt blod og Londons mørke forfald, understreger blot, at der her er tale om ”creme de la creme” inden for visuel genialitet og filmteknisk poesi.

Burtons efterhånden selvfølgelige, filmiske mesterskab og det eminente forlæg fra Sondheims musical, støttes fortrinligt af et vidunderligt sammensat og velspillende skuespillerensemble anført af Depp og Bonham Carter. Johnny Depp som den hævngerrige, dæmoniske barber Sweeney Todd, hvis tidligere liv som Benjamin Barker destrueredes koldblodigt af en samling stereotype magtmænd og Helena Bonham Carter som omsorgsfuld bagerkvinde med en ubegrænset og uopfyldt kærlighed til den ensomme barber. Begge er de uovertrufne i deres bevidste overspil og detaljerige mimik, mens deres yderst fortræffelige sangstemmer placerer dem som en af filmens stærkeste forcer.

Desuden er det særdeles befriende, at der i disse profitfikserede hollywood-tider endelig er en instruktør, der lader blodet flyde i spandevis og rent ud sagt skider på Restricted-rating’ens indtjeningsmæssige begrænsninger. For i ”Sweeney Todd” er der blod – massevis af blod – hvilket understøtter filmens galgenhumoristiske stemning og mørke tematik, mens sekvenserne hvor Sweeney’s anonyme klientel, en for en skæres op til overdrevne mængder af ustoppelige blodsprøjt, kun kan opmuntre sande blodhunde til at bryde ud i en velfornøjet glædeslatter. Det er populært sagt hylende morsomt!

Så god er ”Sweeney Todd”. Så god at man kun enkelte steder i historien bemærker, at man er vidne til en musical, hvor sang og storladen musik hersker hvert et øjeblik. Som tilskuer kan man mildest talt ikke foretage sig andet end at læne sig tilbage, suge de filmiske lækkerier og den levende legelyst til sig og opleve den mest effektive form for eskapisme i bedste vigør. Mange vil måske kløjes i de enorme mængder blod og den skæve stil og stemning, men hvis man har købt Burton og hans filmiske kendetegn før, vil man sandsynligvis gøre det igen – instruktøren har i hvert fald meldt sig i topform med dette makabre pragtværk.

Først og fremmest er ”Sweeney Todd” dog en visuel tour de force uden sidestykke og et tilnærmelsesvis mesterligt bud på en musical. Det er en stor oplevelse, en flyvetur direkte ind i et blomstrende filmparadis og en film, der straks som den er slut råber og skriger efter talrige gensyn: Fordi underholdningsværdien afgjort hører til blandt en af de højeste i dette år, og fordi det kun er momentane, musikalske kiksere, der adskiller den bedste musical, jeg endnu har set fra seksskalaens højeste trin – det kan måske bestiges ved gensyn.