Have a little priest. Sir, it's too good, at least!
5.0
Tim Burton og Johnny Depp arbejder sammen for sjette gang med denne filmatisering af historien om den gale barber Sweeney Todd, som omkring år 1800 vender hjem til London efter 15 år i fangelejr i Australien. Sweeney er besat af tanken om hævn over den dommer, der fik ham sendt væk, fordi han selv ville have fat i barberens smukke kone. Hjemme i London allierer Sweeney sig med den lige så gale Mrs. Lovett, der har et bageri under hans gamle barbersalon, og som finder god brug for Sweeneys ofre i sine meatpies.
Historien om Sweeney Todd er en slags moderne engelsk folkesagn, der første gang dukker op på skrift i midten af 1800-tallet. Den er blevet filmatiseret flere gange tidligere, men i nyere tid er Sweeney først og fremmest kommet til live i et skuespil - og senere i Stephen Sondheims fremragende Broadway-musical, der bygger på skuespillet. Burtons film er så en meget trofast filmatisering af musicalen - næsten sang for sang og replik for replik.
Jeg var temmelig forudindtaget, fordi jeg synes, Sondheims musical er fantastisk. Men Burton har altså lavet en rigtig flot filmatisering. Eftersom han følger musicalen næsten slavisk, er filmen ret teatralsk på det dramatiske plan - men til gengæld har den fået fuld skrue visuelt, hvor film selvfølgelig kan en hel masse, som ikke kan lade sig gøre på teaterscenen. Generelt er historien sat i et dystert, gustent, korrupt London, som præcist rammer Sweeneys beskrivelse:
There's a hole in the world like a great black pit
And the vermin of the world inhabit it
And its morals aren't worth what a pin can spit
And it goes by the name of London
Det er værd at bemærke, at Burton denne gang har allieret sig med den gamle mester Dante Ferretti - hans forrygende production design er grundlaget for filmens svulstigt onde udgave af London. Det tilsætter Burton godt med kakerlakker, afhuggede fingre og ikke mindst blod, der sprøjter i litervis. Jeg kom flere gange til at tænke på de gamle Hammer-horrorfilm, og stilmæssigt er det her da også ren Grand Guignol: Horror-underholdning på en bund af sort humor, men stadig med en dyb tragisk undertone. Og med flot produktion af Sondheims fine sange - som "Barber and His Wife", "Pretty Women" og ikke mindst den fantastisk morbide "A Little Priest".
Når filmen går hjem i flot stil, skyldes det selvfølgelig også Depp, der selvfølgelig er perfekt castet som hvidsminket galning med grumme barberknive. Han synger endda ganske glimrende. Og Helena Bonham Carter er faktisk lige så forrygende som Mrs. Lovett - hun kan virkelig også det der med hvid hud, masser af mascara, sært hår og nervøse trækninger. I det hele taget har filmen en dejlig rolleliste - Alan Rickman er den onde dommer, Timothy Spall hans håndlanger og Sacha Baron Cohen utroligt morsom som den italienske barber Pirelli.
Som det fremgår, var jeg virkelig godt underholdt af "Sweeney Todd" - jeg elsker historien, og filmen er ren visuel fest. Hvis man ikke er til musicals, kan den dog garanteret godt virke lidt langtrukken, fordi meget af handlingen formidles gennem sangene, og fordi Burton trofast følger Sondheims værk og dermed får en meget teatralsk scene-for-scene-opbygning af historien. Men lige meget hvad vil jeg gerne garantere, at "Sweeney Todd, the Demon Barber of Fleet Street" ikke minder om ret meget andet, du kan se i biografen i år.
Historien om Sweeney Todd er en slags moderne engelsk folkesagn, der første gang dukker op på skrift i midten af 1800-tallet. Den er blevet filmatiseret flere gange tidligere, men i nyere tid er Sweeney først og fremmest kommet til live i et skuespil - og senere i Stephen Sondheims fremragende Broadway-musical, der bygger på skuespillet. Burtons film er så en meget trofast filmatisering af musicalen - næsten sang for sang og replik for replik.
Jeg var temmelig forudindtaget, fordi jeg synes, Sondheims musical er fantastisk. Men Burton har altså lavet en rigtig flot filmatisering. Eftersom han følger musicalen næsten slavisk, er filmen ret teatralsk på det dramatiske plan - men til gengæld har den fået fuld skrue visuelt, hvor film selvfølgelig kan en hel masse, som ikke kan lade sig gøre på teaterscenen. Generelt er historien sat i et dystert, gustent, korrupt London, som præcist rammer Sweeneys beskrivelse:
There's a hole in the world like a great black pit
And the vermin of the world inhabit it
And its morals aren't worth what a pin can spit
And it goes by the name of London
Det er værd at bemærke, at Burton denne gang har allieret sig med den gamle mester Dante Ferretti - hans forrygende production design er grundlaget for filmens svulstigt onde udgave af London. Det tilsætter Burton godt med kakerlakker, afhuggede fingre og ikke mindst blod, der sprøjter i litervis. Jeg kom flere gange til at tænke på de gamle Hammer-horrorfilm, og stilmæssigt er det her da også ren Grand Guignol: Horror-underholdning på en bund af sort humor, men stadig med en dyb tragisk undertone. Og med flot produktion af Sondheims fine sange - som "Barber and His Wife", "Pretty Women" og ikke mindst den fantastisk morbide "A Little Priest".
Når filmen går hjem i flot stil, skyldes det selvfølgelig også Depp, der selvfølgelig er perfekt castet som hvidsminket galning med grumme barberknive. Han synger endda ganske glimrende. Og Helena Bonham Carter er faktisk lige så forrygende som Mrs. Lovett - hun kan virkelig også det der med hvid hud, masser af mascara, sært hår og nervøse trækninger. I det hele taget har filmen en dejlig rolleliste - Alan Rickman er den onde dommer, Timothy Spall hans håndlanger og Sacha Baron Cohen utroligt morsom som den italienske barber Pirelli.
Som det fremgår, var jeg virkelig godt underholdt af "Sweeney Todd" - jeg elsker historien, og filmen er ren visuel fest. Hvis man ikke er til musicals, kan den dog garanteret godt virke lidt langtrukken, fordi meget af handlingen formidles gennem sangene, og fordi Burton trofast følger Sondheims værk og dermed får en meget teatralsk scene-for-scene-opbygning af historien. Men lige meget hvad vil jeg gerne garantere, at "Sweeney Todd, the Demon Barber of Fleet Street" ikke minder om ret meget andet, du kan se i biografen i år.
02/02-2008
