Den store illusion
6.0
Da Hollywood-braget "I Am Legend" for godt en måned gjorde sit indtog i de danske biografer, var den underholdningslystne filmindustri - i min daværende opfattelse - på toppen af sin ydeevne. De på alle måder imponerende kranbilleder af et rungende tomt New York, forladt og forfaldent og befærdet med vildløbne dyr og meterhøj plantevækst, vidnede om en evne til manipulere med sit publikum i så overbevisende grad, at selv den sunde fornuft måtte hengive sig til illusionen. En kunst som ”Cloverfield” nu forsøger at gøre efter, i stedet med et håndholdt videokamera (eller hvad der ligner), en kuldsejlet kamerafører og et endnu mere kollideret New York til sin rådighed.
Det er en sjælden usikkerhed der indtager kroppen, gennem de kun lidt over 70 intense minutter der udgør ”Cloverfield”. Det er med en uhørt sjælden overbevisning om at sidde med livet i skødet at man kastes ind og ud mellem murbrokker, kollapsende højhuse, militære indsatsstyrker og et 50 meter højt monster, der uanmeldt og uforsigtigt boltrer sig mellem New Yorks skyskrabere. Det er med andre ord ikke blot med repeterende kræfter, at ”Cloverfield” følger trop på rædselsscenariet fra ”I Am Legend” og Hollywoods evige søgen efter en filmisk illusion, der så vidt som muligt formår at udvisker grænsen mellem det fiktive og det faktiske. Den bidrager derimod med filmhistoriens måske mest kompetente bud - og resultatet er allerede forbeholdt en plads blandt de helt uafrystelige filmminder.
Som mange nok er klar over, ligger adskillelsen mellem ”Cloverfield” og de tonsvis af øvrige film om monsterinvasioner og storbykaos i det perspektiv filmen beretter fra - nemlig fra linseudsynet af et mere eller mindre ordinært amatørvideokamera, der, anført af den bøvede Hud, forholdsvis tilfældigt opfanger det altødelæggende kaos i hælene på en ligeledes desorienteret flok venner. Denne præmis er naturligvis let at afvise, hovedsagligt gennem det faktum at det ’almindelige’ kamera ofte tørner over i et HD-lignende format, der afviger en smule fra det virkelighedstro forlæg. Men ikke så meget som en kritisk mine skal der fremgå herfra. Til fordel for et gennemgående amatørpræg og en uaftagende strøm af kornede og uinspirerende billeder, gør ”Cloverfield” i stedet en enestående form for kunst i at lade den perfekte belysning og den perfekt kuldsejlede kameravinkel - i hvad der ligner den rene tilfældighed - skabe en lang perlerække af uforglemmelige filmbilleder og tilsat den ikke mindst perfekte form for maskeret computerteknologi give størstedelen af sine CGI-kollegaer tørt på.
Ordet ”underholdning” er næsten for forsimplet en etiket at tillægge ”Cloverfield”, for aldrig har en egentlig underholdsfilm gjort et så voldsomt indtryk på mig. Få, ja muligvis ingen film førhen har solgt sin historie, sin præmis og sin illusion lige så godt som ”Cloverfield”, der lod mig både ryste af skræk og kæmpe efter vejret i de mest intense øjeblikke, hvor filmen tog mig under sine vinger og tryllebandt mig dybt med ind i sin mareridtsvision. Der er derfor også tale om en film, der er berettiget hver en mulig anbefaling, hvis ikke for en banebrydende tankegang, så utvivlsomt for en chokerende filmisk udførelse og for det at være i stand til at skabe en illusion, der rakte langt ud over min personlige fatteevne.
Det er en sjælden usikkerhed der indtager kroppen, gennem de kun lidt over 70 intense minutter der udgør ”Cloverfield”. Det er med en uhørt sjælden overbevisning om at sidde med livet i skødet at man kastes ind og ud mellem murbrokker, kollapsende højhuse, militære indsatsstyrker og et 50 meter højt monster, der uanmeldt og uforsigtigt boltrer sig mellem New Yorks skyskrabere. Det er med andre ord ikke blot med repeterende kræfter, at ”Cloverfield” følger trop på rædselsscenariet fra ”I Am Legend” og Hollywoods evige søgen efter en filmisk illusion, der så vidt som muligt formår at udvisker grænsen mellem det fiktive og det faktiske. Den bidrager derimod med filmhistoriens måske mest kompetente bud - og resultatet er allerede forbeholdt en plads blandt de helt uafrystelige filmminder.
Som mange nok er klar over, ligger adskillelsen mellem ”Cloverfield” og de tonsvis af øvrige film om monsterinvasioner og storbykaos i det perspektiv filmen beretter fra - nemlig fra linseudsynet af et mere eller mindre ordinært amatørvideokamera, der, anført af den bøvede Hud, forholdsvis tilfældigt opfanger det altødelæggende kaos i hælene på en ligeledes desorienteret flok venner. Denne præmis er naturligvis let at afvise, hovedsagligt gennem det faktum at det ’almindelige’ kamera ofte tørner over i et HD-lignende format, der afviger en smule fra det virkelighedstro forlæg. Men ikke så meget som en kritisk mine skal der fremgå herfra. Til fordel for et gennemgående amatørpræg og en uaftagende strøm af kornede og uinspirerende billeder, gør ”Cloverfield” i stedet en enestående form for kunst i at lade den perfekte belysning og den perfekt kuldsejlede kameravinkel - i hvad der ligner den rene tilfældighed - skabe en lang perlerække af uforglemmelige filmbilleder og tilsat den ikke mindst perfekte form for maskeret computerteknologi give størstedelen af sine CGI-kollegaer tørt på.
Ordet ”underholdning” er næsten for forsimplet en etiket at tillægge ”Cloverfield”, for aldrig har en egentlig underholdsfilm gjort et så voldsomt indtryk på mig. Få, ja muligvis ingen film førhen har solgt sin historie, sin præmis og sin illusion lige så godt som ”Cloverfield”, der lod mig både ryste af skræk og kæmpe efter vejret i de mest intense øjeblikke, hvor filmen tog mig under sine vinger og tryllebandt mig dybt med ind i sin mareridtsvision. Der er derfor også tale om en film, der er berettiget hver en mulig anbefaling, hvis ikke for en banebrydende tankegang, så utvivlsomt for en chokerende filmisk udførelse og for det at være i stand til at skabe en illusion, der rakte langt ud over min personlige fatteevne.
02/02-2008
