Bend And Break
3.0
Katastrofer har altid gjort et godt udgangspunkt for film. Det beviste den japanske Ishiro Honda i 1954 med Godzilla hvor monstret blev skabt af brugen af atomare våben (Hiroshima).
Nu springer vi så et halvt århundrede frem i tiden. Og der er ingen tvivl om at denne film er en metafor for angrebene på World Trade Center, hvor alt og alle bliver indhylet i støv og stolte monumenter bliver ødelagt.
Hvad det så er de prøver at fortælle er mere uklart, for mange af dem jeg sad med i salen havde travlt med at lægge mærke til de plothuller, der mindst er lige så store som de kratere monstret efterlader i sit kølvand f.eks. hvorfor filmer man overhoovedet denne katastrofe når man ved man er i fare for at blive kvast af den nærmeste faldende mursten? Hvorfor ikke bare tage benene på nakken og rede sig selv?
Eller også sad mange med hovedet mellem benene og ventede på at sidemanden kunne spise sine popcorn færdig så man kunne brække sig i posen.
Dette er ikke forskyldt af store mængder blod eller gore men mere det at hele herligheden filmes af en fyr med et hjemmevideokamera, der egentlig blot bare skulle filme et going-away party (Hud).
Instruktør Matt Reeves og mausforfatter bruger så dette udgangspunkt til at præsentere os for en flok helt almindelige mennesker plus en smule seksuelle undertoner for at vores interesse i disse mennesker kan blive skærpet, og så sætter monsterangrebet ind hvor 9/11 kaoset eskalerer.
Præmisset er sådan set godt nok og der er masser af "jump" scenes, suspense, action og flotte effekter, men det er bare så ærgeligt at man formentlig får kvalme af at kigge på det, for jo mere angrebet intensiveres bliver der løbet mere med kameraet, så hvis man synes at "The Blair Witch Project" eller D-dag sekvensen i Saving Private Ryan var slemt har man slet ikke fantasi til at forestille sig hvad der møder en når man går ind for at se Cloverfield, jeg er ikke nem til at få kvalme under en film, men jeg må indrømme at jeg følte mig en smule skidt tilpas de sidste 20 minutter, der er et fremragende bevis på hvorfor gudsbenåede ting som kameraer på kraner og steadicams blev opfundet.
Nu ved jeg godt at det er meget navlepilleri at kritisere en film der omhandler et monsterangreb i New York for plothullerne og det kunne da også godt være at man ville filme en sådan katastrofe i noget tid, men efter så mange nærdødsoplevelser som vores shaky kameramand har her skulle man tro at han til sidst bare ville smide kameraet og løbe for sit liv.
Filmen har bestemt sine øjeblikke (de smågigantiske edderkopper er specielt et rigtigt fedt påfund) er bottom line at du simpelthen ikke når at se det meste af hvad der foregår og det værste er at jeg formentlig ville have overset dette hvis vi blot fik nogle rolige og mindre intense sekvenser, det bliver simpelthen for meget og fysisk kvalmende.
Det forholdsvis uprøvede skuespillerhold hiver lige nøjatig også deres del hjem, men det er svært at bedømme når stort set det eneste de skal gøre er at skrige og løbe.
Når filmen nu alligevel opnår den middel karakter er det som sagt pga. de sindssygt flotte special effects og alle fans af monsterfilm bør se denne film i biografen mindst en gang, så er det bare ærgeligt at kameraarbejdet konstant er som det er.
Sorry guys, Cloverfield var bare ikke min kop te
Nu springer vi så et halvt århundrede frem i tiden. Og der er ingen tvivl om at denne film er en metafor for angrebene på World Trade Center, hvor alt og alle bliver indhylet i støv og stolte monumenter bliver ødelagt.
Hvad det så er de prøver at fortælle er mere uklart, for mange af dem jeg sad med i salen havde travlt med at lægge mærke til de plothuller, der mindst er lige så store som de kratere monstret efterlader i sit kølvand f.eks. hvorfor filmer man overhoovedet denne katastrofe når man ved man er i fare for at blive kvast af den nærmeste faldende mursten? Hvorfor ikke bare tage benene på nakken og rede sig selv?
Eller også sad mange med hovedet mellem benene og ventede på at sidemanden kunne spise sine popcorn færdig så man kunne brække sig i posen.
Dette er ikke forskyldt af store mængder blod eller gore men mere det at hele herligheden filmes af en fyr med et hjemmevideokamera, der egentlig blot bare skulle filme et going-away party (Hud).
Instruktør Matt Reeves og mausforfatter bruger så dette udgangspunkt til at præsentere os for en flok helt almindelige mennesker plus en smule seksuelle undertoner for at vores interesse i disse mennesker kan blive skærpet, og så sætter monsterangrebet ind hvor 9/11 kaoset eskalerer.
Præmisset er sådan set godt nok og der er masser af "jump" scenes, suspense, action og flotte effekter, men det er bare så ærgeligt at man formentlig får kvalme af at kigge på det, for jo mere angrebet intensiveres bliver der løbet mere med kameraet, så hvis man synes at "The Blair Witch Project" eller D-dag sekvensen i Saving Private Ryan var slemt har man slet ikke fantasi til at forestille sig hvad der møder en når man går ind for at se Cloverfield, jeg er ikke nem til at få kvalme under en film, men jeg må indrømme at jeg følte mig en smule skidt tilpas de sidste 20 minutter, der er et fremragende bevis på hvorfor gudsbenåede ting som kameraer på kraner og steadicams blev opfundet.
Nu ved jeg godt at det er meget navlepilleri at kritisere en film der omhandler et monsterangreb i New York for plothullerne og det kunne da også godt være at man ville filme en sådan katastrofe i noget tid, men efter så mange nærdødsoplevelser som vores shaky kameramand har her skulle man tro at han til sidst bare ville smide kameraet og løbe for sit liv.
Filmen har bestemt sine øjeblikke (de smågigantiske edderkopper er specielt et rigtigt fedt påfund) er bottom line at du simpelthen ikke når at se det meste af hvad der foregår og det værste er at jeg formentlig ville have overset dette hvis vi blot fik nogle rolige og mindre intense sekvenser, det bliver simpelthen for meget og fysisk kvalmende.
Det forholdsvis uprøvede skuespillerhold hiver lige nøjatig også deres del hjem, men det er svært at bedømme når stort set det eneste de skal gøre er at skrige og løbe.
Når filmen nu alligevel opnår den middel karakter er det som sagt pga. de sindssygt flotte special effects og alle fans af monsterfilm bør se denne film i biografen mindst en gang, så er det bare ærgeligt at kameraarbejdet konstant er som det er.
Sorry guys, Cloverfield var bare ikke min kop te
03/02-2008
