Arn - Klichéen
2.0
Som jeg har forstået de fra min omgangskreds, som har læst Guillous Arn-bøger, udmærker de sig ved deres evne til at engagere læseren i små såvel som store ting fra den "mørke middelalder". Arn lærer en masse ting - araberhesten får han faktisk på Vitskøl Kloster i Himmerland, hans udkårne lærer om tekstilhåndværkets kunst, og endelig skildres korstogene, så der ikke hersker tvivl om deres indbyggede råddenskab fra magthavernes side.
Men alt dette er ikke med i det kulørte svenske sirupsdryppende drama med titlen "Arn - Tempelridderen". Man aner, at producenten har satset ensidigt på at tilfredsstille "First Knight" og "Braveheart-klientellet", fremfor at tilføre filmen sin egen sjæl, som kun sporadisk dukker op - f.eks. i form af en fornuftig billedside (bl.a. under kongemordet på Vidingsö).
Den udpræget forenklede (overfladiske) satsning vil dog utvivlsomt resultere i, at overordentlig mange kendere af det boglige forlæg vil føle, at filmen groft udvander dét, som gjorde historien interessant.
Som ikke-kender kan jeg blot konstatere, at resultatet er tykt af klichéer, både mht. dialog og tillige musikken, som er aldeles anonymiseret Hollywood-replikering. Skildringen af korstogene er fersk som bare fanden, skuespillet er vagt, og den kulørte kærlighedshistorie gennemsyrer hele stemningen i en grad, så vi pludselig er meget fjernt fra mit billede af livsbetingelserne i "den mørke middelalder".
Er man blot ude efter en sød usandsynlig historie om "kærlighed og kildevand på korstogenes tid", er filmen utvivlsomt vellykket. Men hvis det ikke er nok, venter der en stor skuffelse grænsende til irritation.
Men alt dette er ikke med i det kulørte svenske sirupsdryppende drama med titlen "Arn - Tempelridderen". Man aner, at producenten har satset ensidigt på at tilfredsstille "First Knight" og "Braveheart-klientellet", fremfor at tilføre filmen sin egen sjæl, som kun sporadisk dukker op - f.eks. i form af en fornuftig billedside (bl.a. under kongemordet på Vidingsö).
Den udpræget forenklede (overfladiske) satsning vil dog utvivlsomt resultere i, at overordentlig mange kendere af det boglige forlæg vil føle, at filmen groft udvander dét, som gjorde historien interessant.
Som ikke-kender kan jeg blot konstatere, at resultatet er tykt af klichéer, både mht. dialog og tillige musikken, som er aldeles anonymiseret Hollywood-replikering. Skildringen af korstogene er fersk som bare fanden, skuespillet er vagt, og den kulørte kærlighedshistorie gennemsyrer hele stemningen i en grad, så vi pludselig er meget fjernt fra mit billede af livsbetingelserne i "den mørke middelalder".
Er man blot ude efter en sød usandsynlig historie om "kærlighed og kildevand på korstogenes tid", er filmen utvivlsomt vellykket. Men hvis det ikke er nok, venter der en stor skuffelse grænsende til irritation.
03/02-2008
