Monster og mystik

Cloverfield er en helt igennem ordinær monsterfilm. Sådan. Så er det sagt. Hvis du kun kigger efter en films reelle indhold, så kan du nu afgøre, om du vil bruge tid og penge på at se filmen.

Personligt er der dog for mig meget mere i en film end blot at skære igennem til benet. Ja, plottet ER banalt a h...... til, men der er mere i en film end bare plottet. I denne film er det ikke mindst idéen med at lave hele filmen blive vist gennem en 'amatør' optagelse filmet på et håndholdt kamera. Det et realistisk skær, som gør filmen langt mere troværdig. Et billigt trick, måske, når vi nu udmærket ved, at The Blair Witch Project brugte helt samme midler for mere end et årti siden, men det ændrer ikke på, at det stadig virker.

Faktisk tyder Cloverfield's visuelle fortællestil på, at det 'håndholdte' kamera for alvor er ved at bryde igennem som et middel, der skal advæbne vores skepsis. Ser vi bort fra Blair Witch Project, har det "rystende" kamera været brugt mange gange til at give en fornemmelse af usikkerhed. Tænk på kampscenerne i Moria i Lord of the Rings: Fellowship of the Ring eller biljagten i Bourne Supremacy. Her blev det rystende kamera også brugt flittigt til at overraske publikum. Det har ført til en voksende byge a protester fra folk, der synes der bliver 'snydt' med den slags tricks, og ved biografer i USA bliver der endda advaret om rystelserne. Det bekymrede mig faktisk en anelse, til jeg faktisk så filmen. Hvis du kan holde Lord of the Rings og Bourne Supremacy ud, så har du ingen problemer her.

Det er dog svært at afvise brugen af det håndholdte kamera, fordi brugen af det automatisk giver enhver film et skær af autencitet. Vi har alle set de hjemmeoptagelserne, hvor kameraet flyver rundt, mens operatøren leder efter knapperne, og folk siger fjollede ting eller efterlader et "død luft", fordi kameraet fanger dem uforberedte. Den slags giver et realistisk indtryk, og det bruger instruktøren Matt Reeves her helt bevidst til at gøre sin historie mere overbevisende. Og det virker. At Matt Reeves så "afslører" sig ved undervejs at lade nogle af optagelserne være en hel del for præcise og skarpe til et almindeligt, håndholdt kamera, det kan jeg sådan set godt leve med.

Bevares, der er uden tvivl dem, der vil påstå, at det ikke er overbevisende, at man render rundt med et kamera i den situation i stedet for bare at se at komme væk. Men som Hud siger i filmen, "Det her er vigtigt. Folk vil se, hvad der skete." Og så er der selvfølgelig også den årsag, man ikke kan nævne, fordi det siger noget rigtigt negativt om Hud. Nemlig grådighed. Live optagelser er guld værd i dag. Hvis du som den eneste kan filme en historisk begivenhed, så kan du sælge materialet for enorme summer, og det kan ikke afvises, at Hud har tænkt i cool cash i den sammenhæng. Og så har jeg også den mistanke, at folk forkaster tanken om at nogen ville filme den slags i stedet for at løbe af den helt enkle årsag, at det giver dem en belejlig årsag til at afvise filmens handling. Lidt unødvendigt, når det nu er en monsterfilm, men hvis de sover bedre af den grund, så lad gå.

Plottet gider jeg ganske enkelt ikke snakke om. Det er i princippet helt banalt. På grund af fortælleteknikken gennem det håndholdte kamera, er Reeves og co. befriet for en masse, vi ellers ville bedømme dem på. Ingen kan forvente flot lyssætning eller de rigtige kameravinkler i de intense eller følelsesfyldte øjeblikke, når vi ser alt gennem et kamera i hænderne på en amatør. Derfor er det heller ikke relevant at bedømme de fleste af skuespillernes præstationer, fordi vi ganske ikke ser ansigtet på folk, når mor ringer og skal have at vide, at broderen er død. Rigtigt mange af den slags scener foregår off-screen, hvor vi kun hører det, men det fungerer stadig, fordi kameraets "realisme" giver så meget - det får os ganske enkelt til selv at udfylde "hullerne". Ja, det er et smart trick, og det er næppe sidste gang vi ser det.

Ikke at jeg vil sige, at skuespillet er dårligt. Slet ikke. Det er helt overbevisende. Men det er svært at bedømme, når præstationerne får så meget foræret af foretælleteknikken.

At vi er i et New York, hvor faldne huse resulterer i byger af støv fra murbrokker, der indhyller folk og gør dem til grå, gespenst-agtige figurer er nok heller ikke noget tilfælde i betragtning af, hvor meget meget det leder tankerne hen på 11. september, og der bliver da heller ikke tøvet med kommentarer om, hvorvidt det er "endnu et terror-angreb" fra hovedpersonerne. Nogen vil utvivlsomt kalde det et usmageligt trick. Personligt synes jeg ikke det gør så meget, og helt ærligt, så kan man ikke lave den her slags film i New York mere uden at tænke 9/11. Så at det bliver brugt bevidst her, kan jeg sagtens acceptere. Det er bare et spørgsmål om at få det nævnt tidligt, så man får det overstået. Og det bliver da også brugt effektivt nok til at spille på erindringen om den historiske begivenhed så tidligt i filmen, at det kommer til at påvirke den videre oplevelse, men samtidig tidligt nok til, at brugen ikke bliver kvalende billigt, synes jeg. Det havde værre meget værre, hvis der var blevet spillet på det op til filmens slutning.

Så det vil sige, at jeg er solgt på en monsterfilm alene på grund af fortælleteknikken eller hvad? Nej. For Cloverfield er ikke bare en film. Dykker man ned under selve filmen, opdager man, at det ikke er en film, men en hel mytologi. Cloverfield er omgæret af mængder af mystik i form af den "viral marketing campaign", man lancerede filmen med, og det ER altså en del af oplevelsen. Ved den første teaser, blev end ikke filmens titel oplyst, hvilket satte gang i rygtebørsen i filmpressen. Et rigtigt snedigt trick, for hvis nysgerrighed kan dræbe en kat, så kan filmpressens åbenbart tage livet af en hel tigerpark - pressen var ved at falde over sig selv, for at afsløre, hvad dette nye "hemmelige" projekt egentlig var for noget, og det gav selvfølgelig en masse gratis omtale (= reklame).

Det er dog også svært ikke at blive opslugt (!) af mystikken, for bagmændende, herunder J.J. Abrams, har gjort et kæmpe arbejde for at sætte gang i rygtebørsen i en grad, der i sandhed gør selv internet-kampagnen for Blair Witch Projekt til skamme. En af hovedpersonerne bærer f.eks. en T-shirt med ordret "Slusho!" og Rob er netop blevet ansat af et japansk firma. Besøger man så slusho.jp, finder man en side om en læskedrik, der nævner brugen af det hemmelig ingrediens kaldet "Seabed's nectar", som kun findes på havets bund. Hmm, en forbindelse til monstret? Leder man videre, viser det sig, at Slusho! netop har gjort sit indtog på det amerikanske marked. Desuden er Slusho! åbenbart et datterselskab til dybhavsborings-selskabet Tagruato, og besøger man tragruato.jp, beskrives der 'hændelser" på borestationen Chaui, som befinder sig midt i Atlanterhavet omkring en tredjedel af vejen mod Europa. Det er altsammen en del af kampagnen bag filmen. Wikipedia's side om filmen beskriver f.eks., at folk der tilmeldte sig email-updates på Slusho.jp fik emails om sonar-billeder, som tydede på at noget stort var på vej mod Manhatten op til filmens premiere. En anden side - www.1-18-08.com - viser billeder, der antyder monstret, og spiller monstrets "brøl", hvis man lader siden være åben længe nok.

Pinlig hype eller genialt? Tja, det smarte ved en film som Cloverfield er, at med et håndholdt kamera som fortællestil, så regner ingen med at få al mystikken til at falde på plads. Normalt ville man i en monsterfilm forvente at få forklaret, hvordan det hele hænger sammen, som en del af plottet. Men det slipper Reeves for, da vores hovedpersoner umuligt kan finde af ved bare at dokumentere, hvad de oplever en enkelt nat. Rigtigt snedigt, for på den måde kan mystikken bevares og vores nysgerrighed pirres igen, og der er allerede snak om en opfølger. F.eks. har det været nævnt, at nøjagtig den samme hændelse i New York kan fortælles igen i en ny film gennem et andet kamera, som det der ses, da gruppen forsøger at undslippe over Brooklyn bridge. På den måde kunne den samme hændelse fortælles igen og igen masser af gange, hver gang fra en ny synsvinkel.

Vi skal dog have opklaret mystikken undervejs, så Abrams og co. bliver nødt til at løfte sløret lidt mere for baggrunden hver gang.

Og hele den mystik gør Cloverfield til noget særligt. Det er ikke bare en film, men en brik i et mysterium. Hvad er sammenhængen mellem monstret og "Seabed's Nectar"? Tagruato har også et datterselskab kaldet Yoshia Medical Research, der beskrives nærmest som et biotekselskab, der forsker i mulighederne for at anvende dybthavsforskningen indenfor medicinalindustrien. Er der en sammenhæng der? Og var det monstret eller "økoaktivisterne" far Tidowave - tidowave.com - der var årsat til problemerne på Chaui Station? Og med al den snak om Japan, så erindrer jeg, at en asiatisk mand på et tidspunkt løber op til Hud i filmen og siger noget, som Hud ikke forstår. Hvad sagde han? Er det noget der kaster lys over sagen?

Den slags fiktive tankespin kan være rigtigt fascinerende, helt som X-Files var det for godt halvandet årti siden. Og det er DET, som gør Cloverfield til noget særligt.

For andre lommedetektiver, der ønsker at gennemskue filmens interessante internet-kampagne, anbefaler jeg at starte her, hvor de mange links er samlet: cloverfield.despoiler.org

Ja, det er en helt ordinær historie. Men lysten til at bygge videre på mytologien over internettet er fascinerede og gør, at filmen høster mindst en stjerne ekstra, da det trods alt vidner om fortællelyst. Fem stjerner er måske i overkanten, men på grund af fortællelysten er fire for lidt.