Monsterfilm i fikse former
5.0
Som en blanding af amatøragtig hjemmevideo og opdateret ”Godzilla”, ligner ”Cloverfield” med garanti intet, man har set før. Idéen med at bikse den nyeste CGI-teknologi sammen med den mest primitive form for amatørvideo, lyder dog absolut attraktiv som den radikale fornyelse af actiongenren, det er, men om præmissen rent faktisk formår at stå distancen i praksis, er et spørgsmål, ligeså stort og rungende som det mastodontiske monster, der i filmen udgør truslen på Manhattan.
Det på en gang forunderlige og fascinerende ved ”Cloverfield” er, at man efter de godt en time og tyve minutters ophold i monsterland, forlader biografens mørke med en særdeles effektiv form for ”søsyge”. Et vidne om succes eller fiasko? Det kan afgjort tolkes forskelligt, denne for mit vedkommende ubehageligt behagelige følelse af klam svimmelhed, men om alle nyder følelsen af at være blevet smidt rundt på Manhattans kolde asfalt, med flakkende øjne set op på et kolossalt, overnaturligt monster med ødelæggende armbevægelser og frådende mundvige, samt konfrontere dens uhumske, ”Alien”-inspirerede afkom i direkte duel, må siges at være tvivlsomt. Filmen har da også fra visse fronter været igennem den helt store kødhakker, mens en mærkbar procentdel af USA’s biografgængere sågar klagede over, at det tilnærmelsesvis var en nødvendighed at medbringe brækspanden i biografen – måske ikke så tosset en ide endda…
Trods kritikken viste ”Cloverfield” sig for mit vedkommende at være et yderst kvalificeret, intenst og svitsende nærgående bud på en alternativ monsterfilm. Allerede fra første fløjt ved afskedsfesten til ære for filmens uselviske, delvise helteskikkelse Rob virker den konstruerede amatørfacade slet ikke så konstrueret igen. I virkeligheden ser hele overfladen så troværdig ud med alt, hvad den indebærer af kiksede kameraindstillinger, slørede optagelser og hysteriske udsving i billedet, at den sikkert går hen og bliver en noget nær optimal ramme for filmens udfoldelse af et drabeligt kvikt oplæg og et perfekt afsæt og grundlag for dens intentioner. Så elementært vellykket er monsterfilmens fikse former, at man i dens kølvand oplever en trykkende søsyge og en ubeskrivelig fornemmelse af at have været slynget hjælpeløst rundt i en forfalden storby af et monstrøst savlende uhyre i jættestørrelse.
Udover det er den anden ingrediens i filmens uortodokse gryderet, de bombastiske CGI-effekter, udført til perfektion. Monsteret er i lignende grad med det beslægtede kreatur i ”The Host” konstrueret med relativt virkelighedstro, dyriske bevægelser og en mærkværdig proportioneret – spændstig, men kraftig – krop. Desuden er det et kløgtigt træk at lade monsteret nedkaste, små ondsindede skabninger fra tårnhøje højder, for på effektiveste vis at kreere en langt mere afdæmpet og minimalistisk form for uhygge, hvad enten scenen tager form i skæve skyskrabere eller klaustrofobiske, underjordiske tunneller. ”Cloverfield” fungerer med andre ord overbevisende på næsten samtlige planer.
Og det er selvom, at man med en smule kendskab til genren, hurtigt vil forstå at filmen på handlingsplanet har ladet sig inspirere kraftigt af andre værker. Elementer fra film som ”Alien”, ”Godzilla” og førnævnte ”The Host” indgår mere eller mindre eksplicit i plottets relativt uoriginale udvikling. Men i og med ”Cloverfield” med sin nyskabende teknik – udgjort af den frugtbare koalition mellem høj- og lavteknologi – alligevel ikke ligner noget, man har set før, bærer man let over med de markante monster-klicheer. Hvad mere er synes skuespillet overbevisende troværdigt, spændingsopbygningen uovertruffen, mens lydeffekterne er de fedeste, jeg mindes at have hørt i min tid som biografgænger. Og ja, kvalmen sidder fortsat stædigt fastklistret i min hals – som et minde om en af 2008’s vildeste biografture.
Det på en gang forunderlige og fascinerende ved ”Cloverfield” er, at man efter de godt en time og tyve minutters ophold i monsterland, forlader biografens mørke med en særdeles effektiv form for ”søsyge”. Et vidne om succes eller fiasko? Det kan afgjort tolkes forskelligt, denne for mit vedkommende ubehageligt behagelige følelse af klam svimmelhed, men om alle nyder følelsen af at være blevet smidt rundt på Manhattans kolde asfalt, med flakkende øjne set op på et kolossalt, overnaturligt monster med ødelæggende armbevægelser og frådende mundvige, samt konfrontere dens uhumske, ”Alien”-inspirerede afkom i direkte duel, må siges at være tvivlsomt. Filmen har da også fra visse fronter været igennem den helt store kødhakker, mens en mærkbar procentdel af USA’s biografgængere sågar klagede over, at det tilnærmelsesvis var en nødvendighed at medbringe brækspanden i biografen – måske ikke så tosset en ide endda…
Trods kritikken viste ”Cloverfield” sig for mit vedkommende at være et yderst kvalificeret, intenst og svitsende nærgående bud på en alternativ monsterfilm. Allerede fra første fløjt ved afskedsfesten til ære for filmens uselviske, delvise helteskikkelse Rob virker den konstruerede amatørfacade slet ikke så konstrueret igen. I virkeligheden ser hele overfladen så troværdig ud med alt, hvad den indebærer af kiksede kameraindstillinger, slørede optagelser og hysteriske udsving i billedet, at den sikkert går hen og bliver en noget nær optimal ramme for filmens udfoldelse af et drabeligt kvikt oplæg og et perfekt afsæt og grundlag for dens intentioner. Så elementært vellykket er monsterfilmens fikse former, at man i dens kølvand oplever en trykkende søsyge og en ubeskrivelig fornemmelse af at have været slynget hjælpeløst rundt i en forfalden storby af et monstrøst savlende uhyre i jættestørrelse.
Udover det er den anden ingrediens i filmens uortodokse gryderet, de bombastiske CGI-effekter, udført til perfektion. Monsteret er i lignende grad med det beslægtede kreatur i ”The Host” konstrueret med relativt virkelighedstro, dyriske bevægelser og en mærkværdig proportioneret – spændstig, men kraftig – krop. Desuden er det et kløgtigt træk at lade monsteret nedkaste, små ondsindede skabninger fra tårnhøje højder, for på effektiveste vis at kreere en langt mere afdæmpet og minimalistisk form for uhygge, hvad enten scenen tager form i skæve skyskrabere eller klaustrofobiske, underjordiske tunneller. ”Cloverfield” fungerer med andre ord overbevisende på næsten samtlige planer.
Og det er selvom, at man med en smule kendskab til genren, hurtigt vil forstå at filmen på handlingsplanet har ladet sig inspirere kraftigt af andre værker. Elementer fra film som ”Alien”, ”Godzilla” og førnævnte ”The Host” indgår mere eller mindre eksplicit i plottets relativt uoriginale udvikling. Men i og med ”Cloverfield” med sin nyskabende teknik – udgjort af den frugtbare koalition mellem høj- og lavteknologi – alligevel ikke ligner noget, man har set før, bærer man let over med de markante monster-klicheer. Hvad mere er synes skuespillet overbevisende troværdigt, spændingsopbygningen uovertruffen, mens lydeffekterne er de fedeste, jeg mindes at have hørt i min tid som biografgænger. Og ja, kvalmen sidder fortsat stædigt fastklistret i min hals – som et minde om en af 2008’s vildeste biografture.
03/02-2008
