What a rush!!!
6.0
Hvornår jeg sidst har siddet tilbage med åndenød i biografen, når rulleteksterne begyndte at køre, kan jeg ikke huske, måske aldrig. Men det var i den grad tilfældet efter Cloverfield. I ca. 60 af de foregående 75 min. var min plus ikke under 100 på noget tidspunkt, og alt hvad jeg ellers plejer at indtage af cola og chokolade i biografen lå bare tabt på gulvet under mig. Kort sagt var jeg total målløs over, hvorledes jeg var blevet rykket rundt, gennemblæst og gjort rundtosset i hvad, der må betegnes som årtiets fimiske adrenalinrush.
Cloverfield angriber alle sanser med sin perfekte kombination af ultrarealistisk amatøristisk billedstil og CGI effekter så autentiske, troværdige og livagtige, at sandhedsværdien føles 100 pct. New York ER blevet angrebet, og ja, det ER en ægte dokumentaristisk amatøroptagelse vi alle er vidne til. Derfor sættes vi fuldstændig i kamerabærerens sted, når først helvede bryder først. Vi ved på intet tidspunkt mere end de fortabte og forvildede unge mennesker, som flygter for livet for øjnene af os, og deres frygt og rædsel borer sig ind i hovedet på os og forplanter sig til alle dele af kroppen. Gad vide om jeg overhovedet trak vejret mere end to gange de sidste 45 min...
Mens formen, fortællermåden og det filmtekniske udgør et filmisk unikum, så er originaliteten i historien ikke overvældende. Her må især klassiske Godzillafortællinger holde for, men også den succesfulde og relativt nye koreanske The Host kan anes i fortællingen. Et kæmpe monster angriber New York, og vi følger en afgrænset gruppe unge mennesker under ødelæggelserne. Længere er den ikke, og længere behøver den ikke være. For godt nok er monsterangrebet væsentligt for filmens fremdrift, men det er den helt unikke Blair Witch Project (som i øvrigt ikke når denne til sokkeholderne) inspirerende filmiske fortællerform, der skiller denne monsterfortælling ud og løfter den niveauer over, hvad der ellers eksisterer i genren.
Cloverfield kritiseres for at være for rystet og for larmende og ekstrem, men hele søsygefornemmelsen er blot med til at øge den ønskede effekt af, at vi ser optagelser lavet af en flok amatører i deres sidste stund. Det støvede og rystende billede skaber sammen med en af de bedste lydspor jeg længe har hørt en totaloplevelse, hvor man glemmer alt om biografens trygge rammer og blot bliver suget ind i en stresset og rædselsvækkende virkelighed.
Skuespillerne gør det særdeles glimrende hele vejen igennem. Det er lutter ukendte navne, men der er ikke en eneste falsk tone i filmen. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at de havde fået besked på at spille sig selv. Alle filmens øvrige præstationer er med til at forstærke den autentiske følelse, fx virker brugen af militærfolk meget overbevisende som ægte ageren.
Cloverfield er et langt sansebombardement, som efter de første 15 min kører derudaf i absolut højeste gear. Alligevel har Matt Reeves formået at indlægge et par højdepunkter undervejs, som virkelig sparker luften ud af en. Jeg kan kun belønne denne unikke og udmagrende filmoplevelse med fuldt hus. Sjældent hvis aldrig er jeg i den grad blevet påvirket rent fysisk af en tur i biografen. Det kan simpelthen ikke gå hurtigt nok med at tage endnu en tur i denne fremragende filmiske rutsjebane.
Cloverfield angriber alle sanser med sin perfekte kombination af ultrarealistisk amatøristisk billedstil og CGI effekter så autentiske, troværdige og livagtige, at sandhedsværdien føles 100 pct. New York ER blevet angrebet, og ja, det ER en ægte dokumentaristisk amatøroptagelse vi alle er vidne til. Derfor sættes vi fuldstændig i kamerabærerens sted, når først helvede bryder først. Vi ved på intet tidspunkt mere end de fortabte og forvildede unge mennesker, som flygter for livet for øjnene af os, og deres frygt og rædsel borer sig ind i hovedet på os og forplanter sig til alle dele af kroppen. Gad vide om jeg overhovedet trak vejret mere end to gange de sidste 45 min...
Mens formen, fortællermåden og det filmtekniske udgør et filmisk unikum, så er originaliteten i historien ikke overvældende. Her må især klassiske Godzillafortællinger holde for, men også den succesfulde og relativt nye koreanske The Host kan anes i fortællingen. Et kæmpe monster angriber New York, og vi følger en afgrænset gruppe unge mennesker under ødelæggelserne. Længere er den ikke, og længere behøver den ikke være. For godt nok er monsterangrebet væsentligt for filmens fremdrift, men det er den helt unikke Blair Witch Project (som i øvrigt ikke når denne til sokkeholderne) inspirerende filmiske fortællerform, der skiller denne monsterfortælling ud og løfter den niveauer over, hvad der ellers eksisterer i genren.
Cloverfield kritiseres for at være for rystet og for larmende og ekstrem, men hele søsygefornemmelsen er blot med til at øge den ønskede effekt af, at vi ser optagelser lavet af en flok amatører i deres sidste stund. Det støvede og rystende billede skaber sammen med en af de bedste lydspor jeg længe har hørt en totaloplevelse, hvor man glemmer alt om biografens trygge rammer og blot bliver suget ind i en stresset og rædselsvækkende virkelighed.
Skuespillerne gør det særdeles glimrende hele vejen igennem. Det er lutter ukendte navne, men der er ikke en eneste falsk tone i filmen. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at de havde fået besked på at spille sig selv. Alle filmens øvrige præstationer er med til at forstærke den autentiske følelse, fx virker brugen af militærfolk meget overbevisende som ægte ageren.
Cloverfield er et langt sansebombardement, som efter de første 15 min kører derudaf i absolut højeste gear. Alligevel har Matt Reeves formået at indlægge et par højdepunkter undervejs, som virkelig sparker luften ud af en. Jeg kan kun belønne denne unikke og udmagrende filmoplevelse med fuldt hus. Sjældent hvis aldrig er jeg i den grad blevet påvirket rent fysisk af en tur i biografen. Det kan simpelthen ikke gå hurtigt nok med at tage endnu en tur i denne fremragende filmiske rutsjebane.
04/02-2008
