Under ondskaben
5.0
Drivkraften og den dramaturgiske motor bag Coen-brødrenes nye og anmelderroste thriller ”No Country for Old Men”, en filmatisering af Cormac McCarthy's roman af samme navn, er en snigende og klæbende ondskab, der i fysisk form tager skikkelse som Javier Bardem. Den gennemsyrer ubønhørligt plottet, indtil hele vores farverige persongalleri, bestående af sheriffer, narkohandlere, rednecks og lejemorderer, er uhelbredeligt smittet. Vi så det i ”Fargo”, ”Miller's Crossing” og ”Blood Simple”, men aldrig så markant og centreret som nu, i ”No Country for Old Men”. I hjertet af denne ustoppelige og påtrængende ondskab finder vi psykopaten Anton Chigurh – en værdig kandidat til titlen som filmhistoriens mest brutale skurk. Han er i konstant bevægelse omkring plottets kerne og efterlader et spor af død og ødelæggelse i sit kølvand, for det meste via sin karakteriske lufttrykspistol, der flittigt bruges som døråbner og mordvåben. Hans sadistiske udskejelser skyldes dog mere end blot personlig tilfredsstillelse, idet han er på jagt efter 2 mill. $, der efter diverse heldige og uheldige omstændigheder, er havnet i hænderne på den snu jæger Llewelyn Moss.
Med pengene som den afgørende rekvisit, skyder Joel og Ethan Coen deres hypervoldelige saga i gang, og de står ikke tilbage for at lade sadisme og psykologisk terror være blandt ingredienserne, til deres, om noget, ret så krydrede ret. Sarte sjæle og andre let skræmte seere vil uden tvivl krybe sammen i sofaen af skræk, men for de der tiltrækkes af spændende kameraføring, scenografi eller andet filmteknisk øjenguf, vil ”No Country for Old Men” være blandt de mest rendyrkede filmoplevelser man kunne forestille sig. For de kræsne, der ønsker en højere emotionel substans, vil førnævnte Javier Bardem uden tvivl efterlade dem i en traumatisk tilstand af ærefrygt og chok. Hans portræt af tidernes mest ondskabsfulde og ubamhjertige hitman er en sand fryd for øjet dér, kombineret med Coen-brødrenes velskrevne manuskript, må kunne sende et koldt gys ned af ryggen på selv den mest hærdede biografgænger. Josh Brolin giver da også en bemærkelsesværdig præstation som Llewelyn Moss, der som konveskvens for sin naive dumdristighed, har fået helvede som ufrivillig følgesvend. Konstant er han på flugt og konstant sidder vi med sammenbidte tænder og svedende håndflader, i håbet om at han undslipper sine rasende efterfølgere.
”No Country for Old Men” har, hvor stilistisk den end gør det, fået stortset samtlige faktorer til at gå op i en højere enhed, uden at det har kostet den særligt mange skrammer. Dens unikke mise en scène formår på helstøbt vis at inddrage os i dens tre hovedhistorier, uden at det tager for meget snak eller stilstående udveksling. Selve scenerne er udført med en sublim kreativitet og Coen-brødrende formår, med få midler, at skabe et tredimensionelt univers, iform af veltilrettelagt scenografi og perfekt kameraføring, der kun kræver en smule opmærksomhed fra seeren. Action er der da også nok af og specielt en biljagt i starten af filmen, samt et senere skudopgør imellem Josh Brolin og Javier Bardem, burde få alle filmelskere til at juble.
Coen-brødrende skuffer heller ikke denne gang og vil helt sikkert kunne udvide deres tilhængerskare med ”No Country for Old Men”, der må siges at være blandt et af deres bedste værker til dato. Selvom den ikke er ligeså personligt præget som deres tidligere guldkorn ”Fargo”, opnår ”No Country for Old Men” den samme intensitet, samtidig med at kunne opretholde et kunstnerisk helhedsintryk og et underholdningsniveau, der er mainstream værdigt.
Med pengene som den afgørende rekvisit, skyder Joel og Ethan Coen deres hypervoldelige saga i gang, og de står ikke tilbage for at lade sadisme og psykologisk terror være blandt ingredienserne, til deres, om noget, ret så krydrede ret. Sarte sjæle og andre let skræmte seere vil uden tvivl krybe sammen i sofaen af skræk, men for de der tiltrækkes af spændende kameraføring, scenografi eller andet filmteknisk øjenguf, vil ”No Country for Old Men” være blandt de mest rendyrkede filmoplevelser man kunne forestille sig. For de kræsne, der ønsker en højere emotionel substans, vil førnævnte Javier Bardem uden tvivl efterlade dem i en traumatisk tilstand af ærefrygt og chok. Hans portræt af tidernes mest ondskabsfulde og ubamhjertige hitman er en sand fryd for øjet dér, kombineret med Coen-brødrenes velskrevne manuskript, må kunne sende et koldt gys ned af ryggen på selv den mest hærdede biografgænger. Josh Brolin giver da også en bemærkelsesværdig præstation som Llewelyn Moss, der som konveskvens for sin naive dumdristighed, har fået helvede som ufrivillig følgesvend. Konstant er han på flugt og konstant sidder vi med sammenbidte tænder og svedende håndflader, i håbet om at han undslipper sine rasende efterfølgere.
”No Country for Old Men” har, hvor stilistisk den end gør det, fået stortset samtlige faktorer til at gå op i en højere enhed, uden at det har kostet den særligt mange skrammer. Dens unikke mise en scène formår på helstøbt vis at inddrage os i dens tre hovedhistorier, uden at det tager for meget snak eller stilstående udveksling. Selve scenerne er udført med en sublim kreativitet og Coen-brødrende formår, med få midler, at skabe et tredimensionelt univers, iform af veltilrettelagt scenografi og perfekt kameraføring, der kun kræver en smule opmærksomhed fra seeren. Action er der da også nok af og specielt en biljagt i starten af filmen, samt et senere skudopgør imellem Josh Brolin og Javier Bardem, burde få alle filmelskere til at juble.
Coen-brødrende skuffer heller ikke denne gang og vil helt sikkert kunne udvide deres tilhængerskare med ”No Country for Old Men”, der må siges at være blandt et af deres bedste værker til dato. Selvom den ikke er ligeså personligt præget som deres tidligere guldkorn ”Fargo”, opnår ”No Country for Old Men” den samme intensitet, samtidig med at kunne opretholde et kunstnerisk helhedsintryk og et underholdningsniveau, der er mainstream værdigt.
05/02-2008
