Nye Tykke Grin Til Genren
5.0
Da jeg havde set lidt af instruktør Apatow’s, manden der også instruerede den ganske morsomme og sympatiske ”The 40 Year Old Virgin”, komedie ”Knocked Up”, der begyndte jeg at føle mig mere og mere snydt. Her var jo tilsyneladende ikke tale om andet end en klichefyldt og dybt konventionel popamerikansk mainstream kærlighedskomedie, med et par sporadiske grin og sikkert med en påklistret moralsk slutning, hvor man sandsynligvis også ville få sukkerforgiftning af al den sirup der nok var hældt over den.
Det lignende jo blot endnu en historie om en pige der søger kærligheden, en fyr der søger sex og deres forsøg på at finde sammen, her dog så fordi han får gjort hende gravid. En sådan historie var det måske også, men ellers skulle det vise sig at hvis jeg blev snydt, så var det over mine egne fordomme.
I hvert fald måtte jeg overgive mig som handlingen kørte videre, for jeg grinede og grinede og grinede og grinede og i tilgift morede jeg mig kosteligt og følte mig fantastisk underholdt. Det blev helt enkelt bedre og bedre. Noget så kvalitativt som her, i denne her ofte forfærdelige genre, er en sjældenhed af de store.
De morsomme indfald og mange skægge replikker er da sine steder platte og under bæltestedet, men på samme tid er de det imidlertid ofte så intelligent og nuanceret, at det bliver humor på et højt plan. Tillige ryger der faktisk en masse troværdige temaer og hvad der ligner realistiske situationer på bordet, hvor der rammes plet i de ting der fortælles om. Der bliver sagt nogle sandheder om parforhold, kærlighed med mere. Heldigvis altid på en både sjov og ægte varm og/eller fornøjelig facon, der aldrig kommer til at virke vammel eller irriterende påtaget.
Personbeskrivelsen er i øvrigt særdeles alsidig for en sådan komedie, endda nok langt mere end jeg egentlig opfattede mens jeg så den. Det skaber altså respekt at klare dette i en så udslidt genre, der endda normalt befolkes af stereotyper, uden at man ender med enten at have bevæget sig over i en helt anden genre, eller at filmen meget sandsynligt havde mistet sin store romantiske kant (sikkert begge dele!).
Jeg må og skal også erkende at Seth Rogen i hovedrollen er en type komiker efter min smag. Han kan gå fra en flabet grovhed til den mest søde bemærkning i samme sætning, uden at det skurrer i ørene. Hans spil virker så ærligt og replikkerne kommer så naturligt og med så fornem en timing, at han på den mest selvfølgelige facon fik mig til at flække af grin og fik mig til at tro, at jeg da også kunne gå ud og være så afslappet morsom i næsten enhver tænkelig situation. Se det er stort kunst. Når han så har en velspillende skønhed som Katherine Heigl at spille bolden op ad, så holder det max.
”Knocked Up” er klart den bedste komedie jeg har set siden ”Borat”. De to film tåler dog ikke sammenligning, da de er dybt forskellige. ”Borat” er grænseoverskridende og voldsomt provokerende, mens ”Knocked Up” på mest fornem vis leger flot indenfor konventionerne af den amerikanske romantiske komedie, der ellers i mange år har været kørt fast, og udvider de snævre og begrænsende rammer.
Det lignende jo blot endnu en historie om en pige der søger kærligheden, en fyr der søger sex og deres forsøg på at finde sammen, her dog så fordi han får gjort hende gravid. En sådan historie var det måske også, men ellers skulle det vise sig at hvis jeg blev snydt, så var det over mine egne fordomme.
I hvert fald måtte jeg overgive mig som handlingen kørte videre, for jeg grinede og grinede og grinede og grinede og i tilgift morede jeg mig kosteligt og følte mig fantastisk underholdt. Det blev helt enkelt bedre og bedre. Noget så kvalitativt som her, i denne her ofte forfærdelige genre, er en sjældenhed af de store.
De morsomme indfald og mange skægge replikker er da sine steder platte og under bæltestedet, men på samme tid er de det imidlertid ofte så intelligent og nuanceret, at det bliver humor på et højt plan. Tillige ryger der faktisk en masse troværdige temaer og hvad der ligner realistiske situationer på bordet, hvor der rammes plet i de ting der fortælles om. Der bliver sagt nogle sandheder om parforhold, kærlighed med mere. Heldigvis altid på en både sjov og ægte varm og/eller fornøjelig facon, der aldrig kommer til at virke vammel eller irriterende påtaget.
Personbeskrivelsen er i øvrigt særdeles alsidig for en sådan komedie, endda nok langt mere end jeg egentlig opfattede mens jeg så den. Det skaber altså respekt at klare dette i en så udslidt genre, der endda normalt befolkes af stereotyper, uden at man ender med enten at have bevæget sig over i en helt anden genre, eller at filmen meget sandsynligt havde mistet sin store romantiske kant (sikkert begge dele!).
Jeg må og skal også erkende at Seth Rogen i hovedrollen er en type komiker efter min smag. Han kan gå fra en flabet grovhed til den mest søde bemærkning i samme sætning, uden at det skurrer i ørene. Hans spil virker så ærligt og replikkerne kommer så naturligt og med så fornem en timing, at han på den mest selvfølgelige facon fik mig til at flække af grin og fik mig til at tro, at jeg da også kunne gå ud og være så afslappet morsom i næsten enhver tænkelig situation. Se det er stort kunst. Når han så har en velspillende skønhed som Katherine Heigl at spille bolden op ad, så holder det max.
”Knocked Up” er klart den bedste komedie jeg har set siden ”Borat”. De to film tåler dog ikke sammenligning, da de er dybt forskellige. ”Borat” er grænseoverskridende og voldsomt provokerende, mens ”Knocked Up” på mest fornem vis leger flot indenfor konventionerne af den amerikanske romantiske komedie, der ellers i mange år har været kørt fast, og udvider de snævre og begrænsende rammer.
07/02-2008
