Sjusket tætbarbering
3.0
Næsten hele vejen igennem Tim Burtons nyeste film, "Sweeney Todd", sad jeg nedplantet i Dagmars sal 1 med et tilbageholdt, uafklaret åndedræt. Et åndedræt lige på nippet til at udbryde i en begejstret glædesrus, men først og fremmest lige på nippet til at opgive i et suk. I stedet for at gøre nogen af delene, stillede jeg gentagende gange mig selv det simple spørgsmål: "Er det alt? Er "Sweeney Todd" virkelig alt hvad vidunderbarnet Tim Burton behøver at præstere, for at se helhjertede fans kaste sig for sine fødder?"
Det er tydeligt og langt fra ufortjent, at Tim Burton, akkurat som flere af de legendariske filminstruktører, nulevende såvel som afdøde, befinder sig i en karrierefase, hvor han rent ud sagt kan gøre hvad han vil. De kreative, sprudlende påfund fra de tidligere film, såsom da Jokeren og co. storsmilende overmaler et kunstmuseum til tonerne af Prince i "Batman" eller som i "Ed Wood", da vores nedslåede hovedperson genfinder lysten til at lave film via et møde med en forbavsende virkelighedstro Orson Welles, er ikke nødvendige længere. Ligegyldig hvilken mere eller mindre tam idé der måtte ligge Burton på sinde, har hans succesrige forarbejde med garanti sørget for, at han med sit navn og sin håndværksmæssige kompetence ville kunne byde hvem som helst af med den. En smutvej som "Sweeney Todd" desværre nyder lidt for godt af.
Der er nemlig ikke for alvor nogle memorable seværdigheder at finde i ”Sweeney Todd”, med undtagelse af Burtons som altid fremragende indledning, hvori en flydende strøm af lækre billeder suppleret af et storladent og overvældende stykke Danny Elfman-musik blæser seeren tværs igennem sæderyggen. Som hvad der med ”Sleepy Hollow” tog sig ud som et triumferende trekløver er der både blod, gotik og galgenhumor lige til det hænger ud af halsen i ”Sweeney Todd”, men historien om den hævntørstige barber står hurtigt så blottet for egentlige overraskelser, at det ekstra og ret så dominerende supplement, musicalelementet, aldrig rigtig bliver andet end et dækplaster for filmens manglende opfindsomhed.
End ikke et par velsmurte sangindfald og et ocean af skamskårede halse kan overskygge det faktum, at ”Sweeney Todd” i bund og grund er en rimelig tyndbenet sag, der udelukkende takket være enkelte medrivende passager og et dygtigt håndværk undgår det øjeblikkelige nedfald i glemslen og lige nøjagtig gør sig fortjent til tre knebne stjerner.
Det er tydeligt og langt fra ufortjent, at Tim Burton, akkurat som flere af de legendariske filminstruktører, nulevende såvel som afdøde, befinder sig i en karrierefase, hvor han rent ud sagt kan gøre hvad han vil. De kreative, sprudlende påfund fra de tidligere film, såsom da Jokeren og co. storsmilende overmaler et kunstmuseum til tonerne af Prince i "Batman" eller som i "Ed Wood", da vores nedslåede hovedperson genfinder lysten til at lave film via et møde med en forbavsende virkelighedstro Orson Welles, er ikke nødvendige længere. Ligegyldig hvilken mere eller mindre tam idé der måtte ligge Burton på sinde, har hans succesrige forarbejde med garanti sørget for, at han med sit navn og sin håndværksmæssige kompetence ville kunne byde hvem som helst af med den. En smutvej som "Sweeney Todd" desværre nyder lidt for godt af.
Der er nemlig ikke for alvor nogle memorable seværdigheder at finde i ”Sweeney Todd”, med undtagelse af Burtons som altid fremragende indledning, hvori en flydende strøm af lækre billeder suppleret af et storladent og overvældende stykke Danny Elfman-musik blæser seeren tværs igennem sæderyggen. Som hvad der med ”Sleepy Hollow” tog sig ud som et triumferende trekløver er der både blod, gotik og galgenhumor lige til det hænger ud af halsen i ”Sweeney Todd”, men historien om den hævntørstige barber står hurtigt så blottet for egentlige overraskelser, at det ekstra og ret så dominerende supplement, musicalelementet, aldrig rigtig bliver andet end et dækplaster for filmens manglende opfindsomhed.
End ikke et par velsmurte sangindfald og et ocean af skamskårede halse kan overskygge det faktum, at ”Sweeney Todd” i bund og grund er en rimelig tyndbenet sag, der udelukkende takket være enkelte medrivende passager og et dygtigt håndværk undgår det øjeblikkelige nedfald i glemslen og lige nøjagtig gør sig fortjent til tre knebne stjerner.
07/02-2008
