Blodsprøjtende tærtebageri
4.0
At Tim Burtons overrumplende visualitet og Johnny Depps finurlige skuespil er en farverig og underholdende cocktail er et indiskutabelt faktum. I Sweeney Todd formår de endnu en gang at forny sig, hvor sangen er den mest markante nyskabelse og stadig plastre filmen til med alt det, som netop gør deres makkerskab så uimodståeligt. Men den blodige musical er ikke lutter lagkage, da den historiemæssige fremdrift lider lidt under sangens tunge toner.
Filmens fortælling hænges op på et bittert hævntogt, hvor den engang så livsglade Benjamin Barkers sind er blevet opsvømmet med mørke og dystre tanker og nu kun har blodsprøjtende payback som opholdelsesdrift tilbage i livet. I skikkelse af den blege Sweeny Todd tager han nu sin hævn stykke for stykke, hals for hals, blodbad for blodbad.
Tim Burton formår virkelig at bruge denne historie som bagtæppe til at male os en helt forrygende flot og enestående visuel oplevelse. London anno Sweeney Todd er mørk, dyster, sygedomsbefængt og i forfald. London er et eksplicit forrådnet billede af, hvorledes tingene ser ud i hovedet på Sweeney Todd.
Denne smukke og opfindsomme scene er som altid i Burton film befolket med en festlig flok af farvestrålende karakterer. Her med Depps Sweeney, Bonham Carters Lowett og Rickmans Turpin i centrum. Netop disse tre leverer alle superpræstationer, selvom jeg nok stadig hellere havde set Denzel end Depp i Oscarfeltet. Nævnes skal også Sacha Baron Cohen i rollen som en slesk konkurrerende barber, der formår at overbevise om, at han er andet og mere end Borat.
Sangen er først og fremmest en styrke for filmen. Styrke fordi alle sangere gør det formidabelt godt og styrke, fordi sangen helt ubevidst får en til at investere flere følelser i filmen. Det er gribende og medrivende, at se filmens personerne åbne for deres sjæl og inderste følelser i voldsom sang. Der ud over er den med til at distancere filmen betydeligt fra andre Burtonfilm, som på grund af hans meget personlige stil kan minde lidt om hinanden.
Sangen er dog også på sin vis en hæmsko for filmen. Selvom den ret faktisk visse steder bliver brugt til at fortælle væsentlige ting, så sløver den også tempoet og sætter handlingen i stå. Når en sang starter ved man simpelthen, at handlingen er på stand by i et par minutter. Den største anke imod filmen er dog den meget simple handling, som gør især filmens anden halvdel meget forudsigelig. Overraskelser er der få af og visse sekvenser er på nippet til at være kedelige. Det flotte skuespil og de lækre billeder gør dog, at man på intet tidspunkt mister interessen helt.
Sweeney Todd er endnu et frugtbart sammenarbejde mellem Burton og Depp, men langt fra deres bedste fælles projekt. Den er blandt de flotteste men også blandt de mest forudsigelige. Sangen overraskende mig positivt, handlingen overraskende mig negativt. Fire stjerner til Burtons blodsbalet.
Filmens fortælling hænges op på et bittert hævntogt, hvor den engang så livsglade Benjamin Barkers sind er blevet opsvømmet med mørke og dystre tanker og nu kun har blodsprøjtende payback som opholdelsesdrift tilbage i livet. I skikkelse af den blege Sweeny Todd tager han nu sin hævn stykke for stykke, hals for hals, blodbad for blodbad.
Tim Burton formår virkelig at bruge denne historie som bagtæppe til at male os en helt forrygende flot og enestående visuel oplevelse. London anno Sweeney Todd er mørk, dyster, sygedomsbefængt og i forfald. London er et eksplicit forrådnet billede af, hvorledes tingene ser ud i hovedet på Sweeney Todd.
Denne smukke og opfindsomme scene er som altid i Burton film befolket med en festlig flok af farvestrålende karakterer. Her med Depps Sweeney, Bonham Carters Lowett og Rickmans Turpin i centrum. Netop disse tre leverer alle superpræstationer, selvom jeg nok stadig hellere havde set Denzel end Depp i Oscarfeltet. Nævnes skal også Sacha Baron Cohen i rollen som en slesk konkurrerende barber, der formår at overbevise om, at han er andet og mere end Borat.
Sangen er først og fremmest en styrke for filmen. Styrke fordi alle sangere gør det formidabelt godt og styrke, fordi sangen helt ubevidst får en til at investere flere følelser i filmen. Det er gribende og medrivende, at se filmens personerne åbne for deres sjæl og inderste følelser i voldsom sang. Der ud over er den med til at distancere filmen betydeligt fra andre Burtonfilm, som på grund af hans meget personlige stil kan minde lidt om hinanden.
Sangen er dog også på sin vis en hæmsko for filmen. Selvom den ret faktisk visse steder bliver brugt til at fortælle væsentlige ting, så sløver den også tempoet og sætter handlingen i stå. Når en sang starter ved man simpelthen, at handlingen er på stand by i et par minutter. Den største anke imod filmen er dog den meget simple handling, som gør især filmens anden halvdel meget forudsigelig. Overraskelser er der få af og visse sekvenser er på nippet til at være kedelige. Det flotte skuespil og de lækre billeder gør dog, at man på intet tidspunkt mister interessen helt.
Sweeney Todd er endnu et frugtbart sammenarbejde mellem Burton og Depp, men langt fra deres bedste fælles projekt. Den er blandt de flotteste men også blandt de mest forudsigelige. Sangen overraskende mig positivt, handlingen overraskende mig negativt. Fire stjerner til Burtons blodsbalet.
07/02-2008
