Smukt mesterværk!

6.0
Min beundring for Edward Norton har altid været stor, men den er bestemt ikke blevet mindre efter at have set denne mageløse film, som har været lidt af et hjertebarn for ham. Milevidt fra nynazisten i American History X og psykopaten i Primal Fear - for blot at nævne to af hans glansroller, spiller han her den lidt stive, engelske læge Walter Fane, der gifter sig med Kitty, en lidt rodløs ung kvinde fra det bedre borgerskab. Han er forelsket i hende, og har brug for støtte og omsorg i sit lægelige embede i Kina, og hun bruger ham som en vej væk fra familien og etiketterne. Herfra udfolder historien sig i en smuk vifte af livets spraglede facetter; fordomme, svig, opofrelse og tilgivelse, sandhed. Alt dette serveres i form af to blændende skuespillere, som virkelig brænder igennem på lærredet, nemlig; Edward Norton og Naomi Watts. Man er tilskuer til deres kampe og gradvise livsforvandling, og sjældent er det gjort smukkere på film. Når det hele samtidig er fortalt gennem bjergtagende, smukke billeder af et frodigt, kinesisk landskab og den smukkeste klassiske musik (bl.a. af Erik Satie) hvad mere kan ens hjerte så forlange?
Kærlighedens slør