Livsglad graviditetskomedie
4.0
Efter det vellykkede lobbyistportræt i ”Thank You For Smoking”, har Jason Reitman kastet sig over en ny komedie med dramatiske nuancer i den vittige ”Juno”. En film om kærlighed, teenageklovnerier og uselviske handlinger: Ergo en meget amerikansk film. I hjemlandet er filmen da også blevet hyldet enstemmigt af en enig publikums- og kritikerskare, mens en række centrale oscarnomineringer har sat den endegyldige prik over i’et og defineret kærlighedskomedien som et hit af sjældent set grad.
Ekstasen over Reitman og co.’s seneste projekt er bestemt heller ikke misvisende. Filmen anlægger sit grundlag i et minimalistisk ”sovesamfund” og opviser en perlerække af små, grove som søde, optrin, der eksemplarisk reflekterer miljøets facetterede væsen og enestående sammenhold. Der er altså i ”Juno” hverken tale om bombastisk filmmusik eller bjergtagende special-effects, men derimod et gennemgående soundtrack bestående af melankolsk, melodiøst countrymusik, samt en minimalistisk, neutral billedside og en syret form for humor, der generelt afvikles roligt på det verbale plan: Alt i alt indbegrebet af ”småt, men godt”.
Filmen handler kort fortalt om den farverige drengepige Juno, der efter et kejtet samleje med den tic-tac-spisende svækling, Paulie Bleeker, erklæres gravid. I stedet for at tage et uskyldigt barns liv via abort, vælger hun bravt at bære barnet indtil den bitre ende og derefter uselvisk give det videre til en familie med graviditetsskavanker af en eller anden art. I takt med at Juno’s mave vokser, kommer hun gradvist tættere på en konfrontation med kærlighedens sande ansigt, mens hun emotionelt blotlagt må se til, at hendes barns kommende familie synes at være på vej mod den totale opløsning.
Bedst i ”Juno” er uomtvisteligt skuespillet, anført af oscar-nominerede Ellen Page i den dominante titelrolle. Hun spiller med en overlegen blanding af hårdfør maskulinitet, blid sårbarhed og sarkastisk åbenhed, mens hun udleverer en fra top til tå fascinerende karakter i en enestående enkeltmandspræstation. Hun suppleres tilmed fortræffeligt af en konstant vittig og veloplagt J.K. Simmons i spontan faderrolle, Allison Janney som stedmor og ikke mindst den evindelige taber Michael Cera, som udfylder rollen som løbeorienteret skolenørd forbilledligt – i øvrigt som en pendant til sin egen rolle i ”Superbad”
Det er svært at sige noget grimt om ”Juno”, ligesom det kræver en solid portion vilje for at hylde den som en åbenbaring indenfor komediegenren og som en film, der fortjener en betragtelig bunke af oscarstatuetter. Det gør den nemlig ikke. Det er en film, der sin størrelse og ambitioner taget i betragtning, underholder elegant i halvanden time for derefter at lægge sig solidt i glemslen. Hvis Jason Reitman havde præsteret en noget mere markant instruktion og turdet tage chancerne og bevæge sig lidt længere ud på en usikker, gyngende grund, ville ”Juno” måske være blevet en kommende klassiker i komediefaget. Det skete ikke, selvom en virkefuld strøm af gennemtænkte seværdigheder og fin humor komplikationsløst formår at stjæle tilskuerens opmærksomhed gennem samtlige af spilletidens minutter.
Ekstasen over Reitman og co.’s seneste projekt er bestemt heller ikke misvisende. Filmen anlægger sit grundlag i et minimalistisk ”sovesamfund” og opviser en perlerække af små, grove som søde, optrin, der eksemplarisk reflekterer miljøets facetterede væsen og enestående sammenhold. Der er altså i ”Juno” hverken tale om bombastisk filmmusik eller bjergtagende special-effects, men derimod et gennemgående soundtrack bestående af melankolsk, melodiøst countrymusik, samt en minimalistisk, neutral billedside og en syret form for humor, der generelt afvikles roligt på det verbale plan: Alt i alt indbegrebet af ”småt, men godt”.
Filmen handler kort fortalt om den farverige drengepige Juno, der efter et kejtet samleje med den tic-tac-spisende svækling, Paulie Bleeker, erklæres gravid. I stedet for at tage et uskyldigt barns liv via abort, vælger hun bravt at bære barnet indtil den bitre ende og derefter uselvisk give det videre til en familie med graviditetsskavanker af en eller anden art. I takt med at Juno’s mave vokser, kommer hun gradvist tættere på en konfrontation med kærlighedens sande ansigt, mens hun emotionelt blotlagt må se til, at hendes barns kommende familie synes at være på vej mod den totale opløsning.
Bedst i ”Juno” er uomtvisteligt skuespillet, anført af oscar-nominerede Ellen Page i den dominante titelrolle. Hun spiller med en overlegen blanding af hårdfør maskulinitet, blid sårbarhed og sarkastisk åbenhed, mens hun udleverer en fra top til tå fascinerende karakter i en enestående enkeltmandspræstation. Hun suppleres tilmed fortræffeligt af en konstant vittig og veloplagt J.K. Simmons i spontan faderrolle, Allison Janney som stedmor og ikke mindst den evindelige taber Michael Cera, som udfylder rollen som løbeorienteret skolenørd forbilledligt – i øvrigt som en pendant til sin egen rolle i ”Superbad”
Det er svært at sige noget grimt om ”Juno”, ligesom det kræver en solid portion vilje for at hylde den som en åbenbaring indenfor komediegenren og som en film, der fortjener en betragtelig bunke af oscarstatuetter. Det gør den nemlig ikke. Det er en film, der sin størrelse og ambitioner taget i betragtning, underholder elegant i halvanden time for derefter at lægge sig solidt i glemslen. Hvis Jason Reitman havde præsteret en noget mere markant instruktion og turdet tage chancerne og bevæge sig lidt længere ud på en usikker, gyngende grund, ville ”Juno” måske være blevet en kommende klassiker i komediefaget. Det skete ikke, selvom en virkefuld strøm af gennemtænkte seværdigheder og fin humor komplikationsløst formår at stjæle tilskuerens opmærksomhed gennem samtlige af spilletidens minutter.
09/02-2008
