Burton og Broadway i makaber duet
4.0
Hvis Tim Burton absolut skulle filmatisere en teatermusical, så kunne det kun blive Stephen Sondheims version af myten om ”Sweeney Todd”. Denne myte om en seriemyrdende barber i Londons beskidte gader i midten af 1800-tallet har været filmatiseret flere gange før, men dette er første gang som musical.
I denne version vil Sweeney Todd (Johnny Depp) hævne sin kone, der dræbte sig selv efter den onde dommer Turpin (Alan Rickman) voldtog hende, sendte Todd i eksil fra London, og gjorde deres datter til sin egen. Todd vender tilbage som en hævngerrig og bitter mand. Han genåbner sin barberbutik i samarbejde med tærtebageren Mrs. Lovett (Helena Bonham Carter), som han starter et morbidt samarbejde med. Han skærer halsen over på sine kunder, hun bager kager ud af deres lig. Imens venter han på, at Turpin vil dukke op i barbersalonen.
Filmen imponerer visuelt. Som sædvanlig har Burton styr på de mørke, beskidte udtryk. Det er et stiliseret mareridtsversion, vi ser af London i midten af 1800-tallet. Specielt er der kælet for detaljerne i Lovetts tærtebutik, hvor kakerlakkerne kravler ind og ud af de klamme tærter.
Musicalstilen gjorde det til gengældt lidt svært for mig at komme ind i filmens univers i starten. Sangene er for det meste gode og interessante med skæve rytmer og morbide tekster, men jeg havde hellere set mere skuespil til at bære handlingen fremfor sangene. Linjer bliver gentaget ud i det uendelige, og mange scener træder i vande uden at bringe handlingen videre. Filmen gentager igen og igen med sangene, at Todd er bitter og vred, mens han styrer grumt på sine rageknive. Jeg ville hellere have set noget skuespil til at dykke ned i Todd-karakteren og vise nogle flere nuancer.
Det sagt, så tager filmen virkelig fat i den sidste tredjedel. Det bliver et sandt blodbad, og nogle scener er virkelig skræmmende. De mørke gader i London bliver knaldrøde. I det hele taget er det fedt at se en musical med så meget mørke og smerte. Burton er i mine øjne ikke den bedste historiefortæller, men en af de mest fremragende til at lave visuel kunst i store kommercielle produktioner.
I denne version vil Sweeney Todd (Johnny Depp) hævne sin kone, der dræbte sig selv efter den onde dommer Turpin (Alan Rickman) voldtog hende, sendte Todd i eksil fra London, og gjorde deres datter til sin egen. Todd vender tilbage som en hævngerrig og bitter mand. Han genåbner sin barberbutik i samarbejde med tærtebageren Mrs. Lovett (Helena Bonham Carter), som han starter et morbidt samarbejde med. Han skærer halsen over på sine kunder, hun bager kager ud af deres lig. Imens venter han på, at Turpin vil dukke op i barbersalonen.
Filmen imponerer visuelt. Som sædvanlig har Burton styr på de mørke, beskidte udtryk. Det er et stiliseret mareridtsversion, vi ser af London i midten af 1800-tallet. Specielt er der kælet for detaljerne i Lovetts tærtebutik, hvor kakerlakkerne kravler ind og ud af de klamme tærter.
Musicalstilen gjorde det til gengældt lidt svært for mig at komme ind i filmens univers i starten. Sangene er for det meste gode og interessante med skæve rytmer og morbide tekster, men jeg havde hellere set mere skuespil til at bære handlingen fremfor sangene. Linjer bliver gentaget ud i det uendelige, og mange scener træder i vande uden at bringe handlingen videre. Filmen gentager igen og igen med sangene, at Todd er bitter og vred, mens han styrer grumt på sine rageknive. Jeg ville hellere have set noget skuespil til at dykke ned i Todd-karakteren og vise nogle flere nuancer.
Det sagt, så tager filmen virkelig fat i den sidste tredjedel. Det bliver et sandt blodbad, og nogle scener er virkelig skræmmende. De mørke gader i London bliver knaldrøde. I det hele taget er det fedt at se en musical med så meget mørke og smerte. Burton er i mine øjne ikke den bedste historiefortæller, men en af de mest fremragende til at lave visuel kunst i store kommercielle produktioner.
09/02-2008
