Låst inde

En virkelig speciel film, baseret på den sande historie om magasinet Elles franske redaktør, der efter et hjerteslag blev fanget i det såkaldte 'locked-in-syndrom', hvor hele hans krop var lammet, og han kun kunne bevæge det ene øjenlåg. Det fantastiske er så, at det lykkedes hans terapeuter at finde en måde at kommunikere med ham på, så han kun ved hjælp af øjenlåget kunne diktere en bog om, hvordan det var at ligge dér.

Det er en utrolig historie, som på én gang er enormt livsbekræftende og meget sørgelig. For det er selvfølgelig helt fantastisk, at det lykkes dem at kommunikere med hovedpersonen, og at han ikke giver op - men samtidig er han jo bare i den mest ufede situation, man kan forestille sig med hjernens fulde brug i en totalt lammet krop.

Instruktør Julian Schnabel og fotograf Janusz Kaminski er begge nomineret til en Oscar for deres arbejde på filmen. Det er da også er ret imponerende, hvordan de bruger fotografiske effekter og vinkler til at illustrere, hvordan det må være at ligge i hovedpersonens sted. Mathieu Amalric spiller den svære hovedrolle godt, og der er andre fine skuespillere som Emmanuelle Seigner, Marie-Josée Croze og Max von Sydow med.

Alligevel var "Dykkerklokken og sommerfuglen" en mærkelig oplevelse for mig. Det var én af den slags film, hvor jeg godt kunne se, at den var supergodt lavet på næsten alle punkter - men jeg blev bare aldrig rigtig fanget af den. Jeg syntes, den var lidt for stillestående og savnede noget fremdrift. Og samtidig er det helt logisk, at den skal være så stillestående, hovedpersonens situation taget i betragtning. Måske er jeg bare ikke god til film, der så koncentreret handler om sygdom - i hvert fald er jeg ikke i tvivl om, at andre sikkert kan få meget mere ud af den end de fire stjerner, som herover afspejler min oplevelse.