Da Prinsessen Blev Til Askepot
5.0
Instruktør William Wyler, hvis karrieremæssige mest berømte højdepunkt må være den 11 dobbelt Oscar-vinder ”Ben-Hur”, var en bredtfavnende og virtuos Hollywood filmhåndværker af de allerbedste, der med den opløftende og begavede romantiske komedie ”Roman Holiday” har kreeret en af de bedste film i genren.
Selv her mere end 50 år efter den fik premiere, står den over de fleste af sine konkurrenter, som et smukt eksempel på, at en film kan have en let flydende og æterisk romantisk historie, uden at ende som en i længden kvalmende lyserød candyfloss, der taler ned til sit publikum.
Ud af Dalton Trumbo’s fornemme historie har Wyler skabt en omvendt Askepot-fortælling. Prinsessen der drømmer om et almindeligt liv og snyder sig til en dag i den ”virkelige” verden. Her møder hun så meget passende ikke en galant prins, men derimod en charlatan, der som journalist i pengenød gerne lader sig føre bag lyset mht. hvem hun er og narrer hende, for at lave et økonomisk scoop ved at spille med på hendes maskerade.
Det ender selvfølgelig hverken værre eller bedre end vi allerede har regnet ud, at de forelsker sig, men denne forudsigelighed gør mindre, også forbi vi faktisk spares for en række klicheer i løbet af handlingen (især mod slutningen) og utroværdige billige løsninger i en i øvrigt både rørende og elegant mindeværdig slutning.
Ellers danner Rom, hvor hele filmen er optaget, en smuk kulisse og baggrund for den tilsyneladende umulige drøm om kærlighed mellem to ulige mennesker, mens vi på charmerende og stilig vis i flotte sorte og hvide billeder og i en munter tone, med en lille skjult klang af det sørgmodige, føres igennem byens gader. Helt frem til scenen hvor de to hovedpersoner skal til at sige farvel, for at hun kan vende tilbage til sit officielle liv, hvor udtrykket smagfuldt ændrer sig til det hjerteskærende, da det står skrevet ud over hele ansigtet på journalisten, at han her har købt en historie der vil koste ham mere end han kan tjene.
Denne vemodige kant bibeholdes formidabelt helt frem til slutningen, hvor det skete så dygtigt insinueres i det usagte og det tvetydige, uden at filmen glemmer hvad den er, så man ender trods alt med et smil på læben, trods lettere fugtige øjnekroge.
De to hovedroller fortjener også at blive nævnt, for de er begge fremragende og rammer med deres henrivende spil, perfekt filmens lysere toner med en fin bagvedliggende dybde. Hepburn er smuk og indtagende sød, som lettere naiv prinsesse, der må så grueligt meget godt igennem for at blive sin rolle moden og Peck er passende til at starte med glat, for med få midler at demonstrere et menneske der finder ind til sit bedre jeg.
”Roman Holiday” er klart en film der vinder mere og mere som den får lov til at udfolde sig, for så overrasker den positivt. Den er vellavet, godt spillet og bevægende munter og så er den det jeg vil kalde en fuldendt date-film, hvis nogen leder efter en sådan. Den kan i hvert fald anbefales.
Selv her mere end 50 år efter den fik premiere, står den over de fleste af sine konkurrenter, som et smukt eksempel på, at en film kan have en let flydende og æterisk romantisk historie, uden at ende som en i længden kvalmende lyserød candyfloss, der taler ned til sit publikum.
Ud af Dalton Trumbo’s fornemme historie har Wyler skabt en omvendt Askepot-fortælling. Prinsessen der drømmer om et almindeligt liv og snyder sig til en dag i den ”virkelige” verden. Her møder hun så meget passende ikke en galant prins, men derimod en charlatan, der som journalist i pengenød gerne lader sig føre bag lyset mht. hvem hun er og narrer hende, for at lave et økonomisk scoop ved at spille med på hendes maskerade.
Det ender selvfølgelig hverken værre eller bedre end vi allerede har regnet ud, at de forelsker sig, men denne forudsigelighed gør mindre, også forbi vi faktisk spares for en række klicheer i løbet af handlingen (især mod slutningen) og utroværdige billige løsninger i en i øvrigt både rørende og elegant mindeværdig slutning.
Ellers danner Rom, hvor hele filmen er optaget, en smuk kulisse og baggrund for den tilsyneladende umulige drøm om kærlighed mellem to ulige mennesker, mens vi på charmerende og stilig vis i flotte sorte og hvide billeder og i en munter tone, med en lille skjult klang af det sørgmodige, føres igennem byens gader. Helt frem til scenen hvor de to hovedpersoner skal til at sige farvel, for at hun kan vende tilbage til sit officielle liv, hvor udtrykket smagfuldt ændrer sig til det hjerteskærende, da det står skrevet ud over hele ansigtet på journalisten, at han her har købt en historie der vil koste ham mere end han kan tjene.
Denne vemodige kant bibeholdes formidabelt helt frem til slutningen, hvor det skete så dygtigt insinueres i det usagte og det tvetydige, uden at filmen glemmer hvad den er, så man ender trods alt med et smil på læben, trods lettere fugtige øjnekroge.
De to hovedroller fortjener også at blive nævnt, for de er begge fremragende og rammer med deres henrivende spil, perfekt filmens lysere toner med en fin bagvedliggende dybde. Hepburn er smuk og indtagende sød, som lettere naiv prinsesse, der må så grueligt meget godt igennem for at blive sin rolle moden og Peck er passende til at starte med glat, for med få midler at demonstrere et menneske der finder ind til sit bedre jeg.
”Roman Holiday” er klart en film der vinder mere og mere som den får lov til at udfolde sig, for så overrasker den positivt. Den er vellavet, godt spillet og bevægende munter og så er den det jeg vil kalde en fuldendt date-film, hvis nogen leder efter en sådan. Den kan i hvert fald anbefales.
15/02-2008
