The Battle for Jerusalem
4.0
Ridley Scotts ridderepos Kingdom of Heaven er i sandhed en stor, episk og visuel svimlende flot film. Alligevel gik jeg for tre år siden relativt skuffet ud af biografen. Nok var filmen imponerende flot og et teknisk vidunder, men filmens indre logik og handlingsrationalitet var meget ringe, og flere gange gav scenernes indhold simpelthen ikke mening i forhold til hinanden. Med den 45 min. længere extended directors cut udgave af filmen er forvirringen pludselig væk. Personernes handlinger giver mening hele vejen og den samlede opfattelsen flyver om ikke ind i himlen, så i hvert fald et stykke der op ad.
Vi følger filmen igennem den unge Balian af Ibelin, der gennemløber en forvandling fra smed til ærefuld og højtelsket ridder, som ender i spidsen for Jerusalem i forsvaret mod de angribende horder med kong Saladin i spidsen. Den overordende ramme er kampen om Jerusalem mellem de engelske korsriddere og mulismske arabere. A true and acient clash of civilisations.
Filmen fungerer klart bedst i de storslåede kampscener, hvor den visuelle troldmand Scott brillierer. Filmens finale er fejende flot og imponerende i skala. Kampene skildes både i masser af flotte panoreringer, hvor kameraet flyver hen over begivenhederne og i soldaternes øjenhøjde med sværdene, støvet og det sprøjtende blod helt inde på livet. Jeg husker ikke alle detaljerne fra biografversionen, men min fornemmelse er, at volden har fået et nøk op ad i denne nye og langt bedre version.
Ud over de respektindgydende iscenesatte kampe er filmens design og setup utroligt overbevisende udført og kombineret med Scotts flair for flotte billeder er også filmens mere stille passager også en fryd for øjet.
Desværre fylder kampene en alt for lille del af filmen. Langt størstedelen af den nu 189 minutter lange film handler nemlig om magtspillet i og omkring Jerusalem. Hvem har magten? Hvem vil have den? Hvem holder sammen mod hvem? Hvem vil have fred og hvem vil have krig? I perioder står filmen stille, hvor lidt for mange magtudredninger i korridorerne afløser hinanden i en lind strøm. Heldigvis er disse trods alt skildret, så man fanges nogenlunde af spændinger de mange personer imellem. Men det er, når pilene flyder, sværdene svinges og blodet flyder, at man for alvor fanges af Scotts sandaldrama.
Kingdom of Heaven kommer aldrig i nærheden af Scotts egen Gladiator, som retfærdigvis også er en noget anden type film. Kingdom of Heaven er stærkt forbedret i extended directors cut, men den er stadig meget ufarlig og aldrig nervepirrende. Historien hænger nu sammen, hvilket giver den et stort kvalitetsmæssigt løft, og få kan som Scott fortælle sin historie med billedmagi. Synd for både ham og filmen, at det ikke var denne udgave, vi alle fik at se i biografen. Det havde nok givet filmen et andet og bedre ry. Med den nye udgave in mente har den ganske enkelt ikke fortjent at blive omtalt som Scotts filmiske fejltrin. Så giv Kingdom of Heaven en chance til, hvis du ikke allerede har gjort det.
Vi følger filmen igennem den unge Balian af Ibelin, der gennemløber en forvandling fra smed til ærefuld og højtelsket ridder, som ender i spidsen for Jerusalem i forsvaret mod de angribende horder med kong Saladin i spidsen. Den overordende ramme er kampen om Jerusalem mellem de engelske korsriddere og mulismske arabere. A true and acient clash of civilisations.
Filmen fungerer klart bedst i de storslåede kampscener, hvor den visuelle troldmand Scott brillierer. Filmens finale er fejende flot og imponerende i skala. Kampene skildes både i masser af flotte panoreringer, hvor kameraet flyver hen over begivenhederne og i soldaternes øjenhøjde med sværdene, støvet og det sprøjtende blod helt inde på livet. Jeg husker ikke alle detaljerne fra biografversionen, men min fornemmelse er, at volden har fået et nøk op ad i denne nye og langt bedre version.
Ud over de respektindgydende iscenesatte kampe er filmens design og setup utroligt overbevisende udført og kombineret med Scotts flair for flotte billeder er også filmens mere stille passager også en fryd for øjet.
Desværre fylder kampene en alt for lille del af filmen. Langt størstedelen af den nu 189 minutter lange film handler nemlig om magtspillet i og omkring Jerusalem. Hvem har magten? Hvem vil have den? Hvem holder sammen mod hvem? Hvem vil have fred og hvem vil have krig? I perioder står filmen stille, hvor lidt for mange magtudredninger i korridorerne afløser hinanden i en lind strøm. Heldigvis er disse trods alt skildret, så man fanges nogenlunde af spændinger de mange personer imellem. Men det er, når pilene flyder, sværdene svinges og blodet flyder, at man for alvor fanges af Scotts sandaldrama.
Kingdom of Heaven kommer aldrig i nærheden af Scotts egen Gladiator, som retfærdigvis også er en noget anden type film. Kingdom of Heaven er stærkt forbedret i extended directors cut, men den er stadig meget ufarlig og aldrig nervepirrende. Historien hænger nu sammen, hvilket giver den et stort kvalitetsmæssigt løft, og få kan som Scott fortælle sin historie med billedmagi. Synd for både ham og filmen, at det ikke var denne udgave, vi alle fik at se i biografen. Det havde nok givet filmen et andet og bedre ry. Med den nye udgave in mente har den ganske enkelt ikke fortjent at blive omtalt som Scotts filmiske fejltrin. Så giv Kingdom of Heaven en chance til, hvis du ikke allerede har gjort det.
17/02-2008
