Mærkværdigt mesterværk

Med ”There Will Be Blood” sætter Paul Thomas Anderson, Jonny Greenwood, Daniel Day-Lewis og co. nye standarder for en enkelt films maksimale effekt. Det fik jeg at føle på egen krop med min mærkværdige oplevelse af filmen, som jeg havde urimeligt høje forventninger til, og som jeg tilnærmelsesvis allerede hyldede som et mesterværk inden aftenen ved Imperials eksklusive forpremiere. Historien var den, at jeg simpelthen – tro det eller ej – forlod instruktør Andersons prægtige familiesaga med en slem og tung skuffelse over, at der ikke var mere. At filmen undervejs havde ændret drastisk kurs fra højtråbende, storladent blærerøvsteknik, klaustrofobiske minegravninger og blodtørstige dødsfald til minimalistisk dialog og tungsindig tragik. Skuffet udvandrede jeg altså fra biografen, mundlam blev jeg kørt hjem og lagde mig ærgerlig i min varme, bløde seng. Jeg havde netop besluttet mig for at fortrænge denne skuffelse for en stund og i stedet fokusere på de resterende oscarkandidater, der nok burde være bedre. Problemet var bare at ”There Will Be Blood” ikke ville give slip på mine tanker. Den pinte mig derimod til at holde mine øjne åbne og tvang mig stædigt til at tænke tilbage på min skuffende oplevelse – gang på gang. Og i mine turbulente tankestrømninger voksede filmen sig stor og stærk, fra et fremragende, men noget overvurderet drama til ren og skær filmpoesi – et fuldblods mesterværk!

Så kompleks og uforståelig var min første konfrontation med mesterinstruktøren Paul Thomas Andersons flerlagede, episke storværk. Anderson slog i sin tid igennem med ”Boogie Nights” – et indblik i den udelikate pornoverden (som instruktøren selv har udforsket minutiøst igennem årene). Efter succesen med denne, lavede han det Altman-inspirerede drama, ensemblefilmen ”Magnolia”, der er en ubeskrivelig smuk, små-religiøs skæbneberetning om en flok fortabte individer på forfaldets rand. Derefter tog han sig et velfortjent frikvarter med den herlige humørbasker ”Punch-Drunk Love”, der virkede som en noget nær perfekt optakt til instruktørens formodentlige tilbagevenden til de mere ambitiøse værker, han er kendt for at producere.

Andersons filmiske ”retorik” er karakteriseret af et konstant bevægeligt kamera, som føres så lækkert at en hver filmelsker må salve ved synet af det. Således er det også med åben mund og opspærrede øjne, at man kan bevidne instruktørens mesterskab i hans nyeste skud på stammen, ”There Will Be Blood”, hvis første time er en cinematografisk tour de force med underskønne panoreringer over det golde westernlandskab, intense nærbilleder af selvopofrende minearbejdere, samt instruktørens karakteristiske, stilfulde kamerabevægelser på kryds og på tværs af den uortodokse scene. Det bjergtagende billedsprog suppleres tilmed af Radiohead-guitarist Jonny Greenwoods ubeskrivelige musik. Med et afvekslende repertoire udgjort af mere eller mindre typisk filmmusik, minimalistiske trommelyde og en gennemgående brug af hysteriske strengeinstrumenter, kreerer han et af årets suverænt bedste og mest virtuose soundtracks. Det er med andre ord enhver filmelskers paradis, når denne overdådige musik kolliderer med Robert Elswits bjergtagende billeder, og de skaber i fællesskab en knivskarp og indtagende stemning, der lidt efter lidt udformer sig til den pureste lyrik.

Og så er der jo Daniel Day-Lewis. Skuespilleren, der i sin tid hev sin første og hidtil eneste oscarstatuette hjem med sin præstation i ”My Left Foot”, spiller ikke sin karakter, Daniel Plainview. Han ER Daniel Plainview. Ingen fordømmende fingre kan sættes på hans mesterlige fortolkning af den misantropiske oliemand, og han er således hovedårsagen til, at man som tilskuer aldrig opdager, at man befinder sig i en biograf, omringet af en kæmpe, til tider små-snakkende forsamling af malplacerede mennesker (hvis det skulle være tilfældet). Specielt hen imod slutningen, hvor Anderson tildeler ham mere plads at røre sig på, imponerer Day-Lewis i det, der må være en af filmhistoriens stærkeste præstationer. Selve hans skikkelse er i virkeligheden også en af årsagerne til at ”There Will Be Blood” vokser sig så stor i tilskuerens erindring – fordi hans portræt af en ondsindet og afskyelig mand, er så dybtfølt, realistisk og betagende, at man tvinges ind i det kyniske, frysende kolde oliehelvede og med billedet af Daniel Plainviews svært fortolkelige grimasser fastklistret på nethinden fundere over filmens tematiske vinkler og egentlige mening. En ubeskrivelig præstation, der med garanti bliver hyldet d. 24 februar i The Kodak Theatre.

Trods ”There Will Be Blood” altså i første omgang skuffede mig, har den i mine stille tanker hypnotiseret mig på en måde, som ingen film før har gjort det, mens den lige nu og her synes at have erobret en flot topplacering på listen over de bedste film, jeg endnu har set. Nu glæder jeg mig blot til et tiltrængt gensyn, hvor jeg forhåbentligt får bekræftet at mine reflekterende tanker vejer tungere end min umiddelbare indskydelse. En enkelt film har i hvert fald aldrig rumsteret så voldsomt i mit hoved som ”There Will Be Blood”, og jeg kan kun anbefale alle og enhver at stifte bekendtskab med Anderson, Greenwood og Day-Lewis’ filmhistoriske opvisning. Det er et mesterværk uden lige, og en film, der som ingen andre tager form og udvikler sig i erindringens komplekse verden.