Farvel til liebhaverne
4.0
Det er intet under, at mange af de danske anmeldere i sin tid klandrede den franske gyser, ”Them”, som en kold og usammenhængende stiløvelse. Der skal nemlig et helt ualmindeligt engagement til, for at gide klemme mere ud af de to franskmænd, David Moreau og Xavier Paluds budgetbeskedne eksperimentalgyser og for virkelig at indleve sig i det spinkle setup, makkerparret får sat på benene. Dog er de talrige fodfejl til at overse, for netop under den småkluntede og kejtede overflade af ”Them” gemmer sig et gyserbegærende hjerte på det helt rigtige sted.
En af de første ting der springer i øjnene ved ”Them” er spillelængden. Under 80 minutter er ikke meget at gøre godt med i den moderne filmverden, men ikke desto mindre det særdeles effektive interval Moreau og Palud har kogt deres historie ned til. Dertil kommer, at selve essensen af filmen, nemlig det plotmæssige omdrejningspunkt om en nådesløs boligindvadering, langt fra behøver mere tid end 80 varmblodige minutter at modne i og netop skarpheden i at fraskære det forsonende mellemfyld og gå lige til biddet er et kendetegnene ved den på mange måder gennemførte stil, der præger ”Them”.
Når ”Them” dog aldrig rammer loftet i sin mareridtsvisualisering skyldes det en mangel på præcision i filmens, som sagt, gennemførte, men knap så finkæmmede stil. Tro det eller ej, men til tider bliver karakterernes adfærd og filmens udtryk så kejtet og kluntet, at ”Them” ligeså vel kunne være lejet i den mest snuskede splatterafdeling i den lokale Blockbuster som købt i Fonas afdeling for nyudkomne dvd’er. Midlerne det franske instruktørpar har haft til rådighed veksler nærmest konstant mellem at være amatøragtigt eller kunstnerisk grovkornet, deriblandt det næsten urimeligt ufine kamerabrug og den ofte totalt afsporede psykologi.
Man kan som sagt undre sig til verdens ende over en masse adfærdsmæssige bommerter, som for eksempel hvorfor vores to hovedpersoner fuldkommen undlader at ringe efter hjælp da det pludselig vrimler med hætteklædte skikkelser i deres hjem, eller hvad der i alverden motiverer selv samme personer til, aggressivt og højlydt, at fortsætter flugten videre ud i en dunkel skov, selv efter at have rystet de skumle skikkelser af sig - men med 75 minutters intensiv, stiløvende nerveprygl i erindringen, har sådanne fejltrin sjældent været lettere at tilgive.
En af de første ting der springer i øjnene ved ”Them” er spillelængden. Under 80 minutter er ikke meget at gøre godt med i den moderne filmverden, men ikke desto mindre det særdeles effektive interval Moreau og Palud har kogt deres historie ned til. Dertil kommer, at selve essensen af filmen, nemlig det plotmæssige omdrejningspunkt om en nådesløs boligindvadering, langt fra behøver mere tid end 80 varmblodige minutter at modne i og netop skarpheden i at fraskære det forsonende mellemfyld og gå lige til biddet er et kendetegnene ved den på mange måder gennemførte stil, der præger ”Them”.
Når ”Them” dog aldrig rammer loftet i sin mareridtsvisualisering skyldes det en mangel på præcision i filmens, som sagt, gennemførte, men knap så finkæmmede stil. Tro det eller ej, men til tider bliver karakterernes adfærd og filmens udtryk så kejtet og kluntet, at ”Them” ligeså vel kunne være lejet i den mest snuskede splatterafdeling i den lokale Blockbuster som købt i Fonas afdeling for nyudkomne dvd’er. Midlerne det franske instruktørpar har haft til rådighed veksler nærmest konstant mellem at være amatøragtigt eller kunstnerisk grovkornet, deriblandt det næsten urimeligt ufine kamerabrug og den ofte totalt afsporede psykologi.
Man kan som sagt undre sig til verdens ende over en masse adfærdsmæssige bommerter, som for eksempel hvorfor vores to hovedpersoner fuldkommen undlader at ringe efter hjælp da det pludselig vrimler med hætteklædte skikkelser i deres hjem, eller hvad der i alverden motiverer selv samme personer til, aggressivt og højlydt, at fortsætter flugten videre ud i en dunkel skov, selv efter at have rystet de skumle skikkelser af sig - men med 75 minutters intensiv, stiløvende nerveprygl i erindringen, har sådanne fejltrin sjældent været lettere at tilgive.
20/02-2008
