En mørk sjæl i forfald
6.0
Total opslugt af biografens mørke er det eneste man kan se på lærredet et rødt omrids af et ansigt, der griner griskt, smiler hadefuldt og udstråler vrede og foragt for alt, hvad der kan gå og stå på to ben. Er det djælven i egen høje person som manifester sig for øjene af os? Nej, det er Daniel Plainview i skikkelse af Daniel Day-Lewis, der med en præstation af en anden verden nærmest har hidkaldt en lammende modbydelig og mørk hypnose over filmens publikum, så ingen flytter sine øjne fra lærredet i bare to sekunder.
Paul Thomas Andersons mesterværk There Will Be Blood er fortællingen om en mand, som i jagten på det sorte guld rådner op indeni. Hans sjæl gennemsyres had til alle andre og hans hjerte gennemstrømmes af blod så mørkt som olien selv. Men mesterværket er en fortælling om mere end det. Det er en magtdemonstration i filmteknisk overskud, perfekt brug af filmiske virkemidler og en film, der fungerer både som odysseén om et menneskets storhed og fald, men ikke mindst viser os, hvorledes to af de vigtigste pæle, hvor på fundamentet for USA hviler - kapitalismen og stærk religiøsitet - kan drive mennesker til vanvid og æde et menneske op indvendig fra. Anderson spiller suverænt de to dyder ud mod i hinanden i skikkelse af Daniel Plainview og Eli Sunday, hvor ingen ender med at stå som sejrsherre. Ohh yeah, there will be blood.
Ellers leder Andersons fantastiske film tankerne hen på klassiske fortællinger som Giganten og Citizen Kane. Olien og kapitalismens spænde begyndelse i det ene tilfælde og det store menneskes fald i det andet. Filmens suverænt flotte billeder og visuelle tålmodighed er en fryd, hvor man drages af hvert eneste skud af det åbne landskab, og hvor man opsluges af hvert eneste close up af den plagede mands forpinte ansigtsudtryk. Man forkæles i den grad visuelt i samtlige 158 min. og sammen med Jonny Greenwoods helt unikke musik, må man bare totalt overgive sig til det pragtværk.
There Will Be Blood er ingen filmisk Carl Lewis. Hver scene får tid til at udfolde sig fra start til slut uden hastige klip, hvilket giver enorm troværdig både til miljø og karakterer. Scene efter scene lægges flere og flere lag på både filmens karakterer og på den tematiske fortælling. Filmen vokser i takt med mørket igennem denne forfaldshistorie, hvor ubehaget allerede kryber ind under huden på en i filmens start, for derefter breder sig ud over hele filmens univers. Hvis man væmmes ved filmens første 2 timer, vil de sidste 20 min føles som 15 spark i skridtet. Så ondt gør slutningen, så forrådnet er Planviews kulsorte sjæl.
Blandt alle filmens mange kvaliteter rager en op over dem alle. Daniel Day-Lewis leverer en af den slags kraftpræstationer, som gør ondt i hele kroppen. En tour de force i overlegen skuespil, som jeg ikke kan finde noget at sammenligne med. Det er ganske simpelt den mest imponerede skuespillerpræstation, jeg kan mindes at have set. Hans fysiske spil er eminent og helt i særklasse er hans ansigtmimik, hvor han skiftevis eller på en gang udstråler had, vrede og ubrydelig beslutsomhed. Flere steder frygter man nærmest, at Plainview eksploderer rent bogstaveligt, så meget vrede ligger der gemt i de øjne. Årtiets mest sikre Oscar går til årtiets bedste præstation.
There Will Be Blood er en af den slags film, som gør et voldsomt indtryk ved gennemsyn, men hvis sande impact først smadres i kraniet på en flere timer eller dage senere. Hvor modbydelig kan et menneske være? Hvor hårdt kan en film ramme? Med Andersons eminente skæbnefortælling har 2008 fået endnu et mesterværk på samvittigheden, og endnu engang må jeg præmiere med 6 fuldfortjente stjerner. Bravo til Anderson og Day-Lewis, sjældent har en film i den grad boret sig fast i min bevidst efter biografens mørke er forladt.
Paul Thomas Andersons mesterværk There Will Be Blood er fortællingen om en mand, som i jagten på det sorte guld rådner op indeni. Hans sjæl gennemsyres had til alle andre og hans hjerte gennemstrømmes af blod så mørkt som olien selv. Men mesterværket er en fortælling om mere end det. Det er en magtdemonstration i filmteknisk overskud, perfekt brug af filmiske virkemidler og en film, der fungerer både som odysseén om et menneskets storhed og fald, men ikke mindst viser os, hvorledes to af de vigtigste pæle, hvor på fundamentet for USA hviler - kapitalismen og stærk religiøsitet - kan drive mennesker til vanvid og æde et menneske op indvendig fra. Anderson spiller suverænt de to dyder ud mod i hinanden i skikkelse af Daniel Plainview og Eli Sunday, hvor ingen ender med at stå som sejrsherre. Ohh yeah, there will be blood.
Ellers leder Andersons fantastiske film tankerne hen på klassiske fortællinger som Giganten og Citizen Kane. Olien og kapitalismens spænde begyndelse i det ene tilfælde og det store menneskes fald i det andet. Filmens suverænt flotte billeder og visuelle tålmodighed er en fryd, hvor man drages af hvert eneste skud af det åbne landskab, og hvor man opsluges af hvert eneste close up af den plagede mands forpinte ansigtsudtryk. Man forkæles i den grad visuelt i samtlige 158 min. og sammen med Jonny Greenwoods helt unikke musik, må man bare totalt overgive sig til det pragtværk.
There Will Be Blood er ingen filmisk Carl Lewis. Hver scene får tid til at udfolde sig fra start til slut uden hastige klip, hvilket giver enorm troværdig både til miljø og karakterer. Scene efter scene lægges flere og flere lag på både filmens karakterer og på den tematiske fortælling. Filmen vokser i takt med mørket igennem denne forfaldshistorie, hvor ubehaget allerede kryber ind under huden på en i filmens start, for derefter breder sig ud over hele filmens univers. Hvis man væmmes ved filmens første 2 timer, vil de sidste 20 min føles som 15 spark i skridtet. Så ondt gør slutningen, så forrådnet er Planviews kulsorte sjæl.
Blandt alle filmens mange kvaliteter rager en op over dem alle. Daniel Day-Lewis leverer en af den slags kraftpræstationer, som gør ondt i hele kroppen. En tour de force i overlegen skuespil, som jeg ikke kan finde noget at sammenligne med. Det er ganske simpelt den mest imponerede skuespillerpræstation, jeg kan mindes at have set. Hans fysiske spil er eminent og helt i særklasse er hans ansigtmimik, hvor han skiftevis eller på en gang udstråler had, vrede og ubrydelig beslutsomhed. Flere steder frygter man nærmest, at Plainview eksploderer rent bogstaveligt, så meget vrede ligger der gemt i de øjne. Årtiets mest sikre Oscar går til årtiets bedste præstation.
There Will Be Blood er en af den slags film, som gør et voldsomt indtryk ved gennemsyn, men hvis sande impact først smadres i kraniet på en flere timer eller dage senere. Hvor modbydelig kan et menneske være? Hvor hårdt kan en film ramme? Med Andersons eminente skæbnefortælling har 2008 fået endnu et mesterværk på samvittigheden, og endnu engang må jeg præmiere med 6 fuldfortjente stjerner. Bravo til Anderson og Day-Lewis, sjældent har en film i den grad boret sig fast i min bevidst efter biografens mørke er forladt.
23/02-2008
