Substansløs skattejagt
3.0
Anden ombæring af Indiana Light er en flot kulørt omgang underholdning, men med så lidt substans at selv popcorn'ene begynder at smage lidt luftigt.
Benjamin Gates er igen på skattejagt, og atter går det over stok og sten. Denne gang for at redde familiens ære. I jagten på den gyldne by kommer vi både til Paris, Buckinham Palace og Mount Rushmore og ikke et sek, står handlingen stille. Det skal siges til filmens forsvar, at den stort leverer det, den lover. Familie skattejagt så ufarlig, at selv de mindste kan være med, og med et humoristisk tilgang på "jeg skvatter lige i en bananskræld" niveauet. Og disse ting gør den glimrende. Faktisk kedede jeg mig ikke rigtigt en eneste gang i løbet af de ca. to timer. Det hele er flot og lækkert lavet, og den komik der er, rammer ok i ca. halvdelen af tilfældene.
Men det hele virker bare meget ligegyldigt. Hvor den første film havde en naturlig fremdrift og karakterrelation, så virker meget af især karakternes indbyrdes "hov vi skal da alle med på skattejagt" meget påtaget. Samtidigt er både skattejagt - og jagt i det hele taget - mere spændende, end hvis det bare er en forlængst død mands minde, der står på spil.
Nicolas Cage er ok som eventyren Gates, og han rummer et vist komisk talent. Diane Krueger er stadig smuk, men ellers er det Helen Miren, der gør størst og sjovest indtryk som mor Gates.
Der er ingen tvivl om, at det langt større budget har gjort effekterne større og vildere. Der er heller ingen tvivl om, at National Treasure 2 leverer varen indenfor det univers, som vi på forhånd ved, at filmen vil udspille sig i. Men der er heller ingen tvivl om, at filmen siver ud af øret på en i samme sekund, man forlader biografen. National Treasure er en fornøjelig omgang popcornsunderholdning af allermest overflødige og lette skuffe. Men skal man slå to timer ihjel med et smil på læben og samtidigt prikke lidt til ens indre eventyrer, så fungerer den udmærket.
Benjamin Gates er igen på skattejagt, og atter går det over stok og sten. Denne gang for at redde familiens ære. I jagten på den gyldne by kommer vi både til Paris, Buckinham Palace og Mount Rushmore og ikke et sek, står handlingen stille. Det skal siges til filmens forsvar, at den stort leverer det, den lover. Familie skattejagt så ufarlig, at selv de mindste kan være med, og med et humoristisk tilgang på "jeg skvatter lige i en bananskræld" niveauet. Og disse ting gør den glimrende. Faktisk kedede jeg mig ikke rigtigt en eneste gang i løbet af de ca. to timer. Det hele er flot og lækkert lavet, og den komik der er, rammer ok i ca. halvdelen af tilfældene.
Men det hele virker bare meget ligegyldigt. Hvor den første film havde en naturlig fremdrift og karakterrelation, så virker meget af især karakternes indbyrdes "hov vi skal da alle med på skattejagt" meget påtaget. Samtidigt er både skattejagt - og jagt i det hele taget - mere spændende, end hvis det bare er en forlængst død mands minde, der står på spil.
Nicolas Cage er ok som eventyren Gates, og han rummer et vist komisk talent. Diane Krueger er stadig smuk, men ellers er det Helen Miren, der gør størst og sjovest indtryk som mor Gates.
Der er ingen tvivl om, at det langt større budget har gjort effekterne større og vildere. Der er heller ingen tvivl om, at National Treasure 2 leverer varen indenfor det univers, som vi på forhånd ved, at filmen vil udspille sig i. Men der er heller ingen tvivl om, at filmen siver ud af øret på en i samme sekund, man forlader biografen. National Treasure er en fornøjelig omgang popcornsunderholdning af allermest overflødige og lette skuffe. Men skal man slå to timer ihjel med et smil på læben og samtidigt prikke lidt til ens indre eventyrer, så fungerer den udmærket.
23/02-2008
