Fiktion eller sand historie
5.0
Hvis du ikke har set filmen, og ikke vil have ødelagt spændingen, skal du ikke læse nedenstående !
Hvis man både har læst Tabithas historie og set filmen, vil man vide at der er megen fiktion i filmen, selvom den er baseret på en sand historie. Filmens fiktion er imidlertid meget typisk for det problematiske i at komme på kant med Jehovas vidners ledelse. Der er udgivet en del dokumentation der er viser hvor troværdig historien er. På biblioteket kan man låne en bog, hvori Irma Lauridsen (titel: Skæbner fra et usynligt fængsel) har samlet mange historier, hvoraf i hvert fald første halvdel af bogen giver et nogenlunde ensartet billede. Støttegruppen for tidligere Jehovas vidner har også udgivet mange lignende beretninger.
Sara, pigen i filmen, har i første omgang det problem at hun, der er 17 år, er blevet forelsket i en 23-årig mand, der ikke er vidne. Hun ønsker at have et ikke-seksuelt forhold til ham, men det vil de ældste ikke gå med til, fordi de ikke mener at hun selv kan styre det, hvad de har ganske ret i.
Selve processen omkring den forbudte kærlighed får hende til at ophøre med at tro på Gud, således at hun til sidst, hvor hun er udstødt, men har forladt sin kæreste, ikke længere må se sin familie, udelukkende fordi hun er udstødt. Hun kan søge om genoptagelse i menigheden, men det gør man vel ikke, hvis man ikke længere tror på Gud !!!
Mange Jehovas vidner har den opfattelse at der ikke findes nogen grund til at forlade Jehovas organisation. Er man i tvivl om hvorvidt troen er den rigtige, kan man jo blot søge vejledning hos de ældste. Og mange af menighederne forbyder deres medlemmer at se udstødte, eller de der har trukket sig frivilligt – også hvis der er tale om familiemedlemmer.
De har gode bibelske argumenter for deres holdning. Man skal ikke trække i ulige åg med de vantro, og det rene svin kaster sig jo ikke i sølet hos de beskidte. Et ledende vidne sagde engang i tv at de udstødte kender man ikke, og at de er som uartige børn, der er uforbederlige.
Personligt synes jeg at det er en absurd tankegang, men mine gode argumenter preller af. Religionsforskerne har som støtte for JV sagt at det ikke er alle menighederne der har en så stram praksis; men om det så kun skulle være halvdelen, så der det efter min mening slemt nok.
Jeg synes at jeg fik et meget stort udbytte ud af at se filmen, og skulle der en dag komme en film i biografen (eller på dvd) om hvor dejligt det er at være Jehovas vidne, så vil jeg også se den.
Hvis man både har læst Tabithas historie og set filmen, vil man vide at der er megen fiktion i filmen, selvom den er baseret på en sand historie. Filmens fiktion er imidlertid meget typisk for det problematiske i at komme på kant med Jehovas vidners ledelse. Der er udgivet en del dokumentation der er viser hvor troværdig historien er. På biblioteket kan man låne en bog, hvori Irma Lauridsen (titel: Skæbner fra et usynligt fængsel) har samlet mange historier, hvoraf i hvert fald første halvdel af bogen giver et nogenlunde ensartet billede. Støttegruppen for tidligere Jehovas vidner har også udgivet mange lignende beretninger.
Sara, pigen i filmen, har i første omgang det problem at hun, der er 17 år, er blevet forelsket i en 23-årig mand, der ikke er vidne. Hun ønsker at have et ikke-seksuelt forhold til ham, men det vil de ældste ikke gå med til, fordi de ikke mener at hun selv kan styre det, hvad de har ganske ret i.
Selve processen omkring den forbudte kærlighed får hende til at ophøre med at tro på Gud, således at hun til sidst, hvor hun er udstødt, men har forladt sin kæreste, ikke længere må se sin familie, udelukkende fordi hun er udstødt. Hun kan søge om genoptagelse i menigheden, men det gør man vel ikke, hvis man ikke længere tror på Gud !!!
Mange Jehovas vidner har den opfattelse at der ikke findes nogen grund til at forlade Jehovas organisation. Er man i tvivl om hvorvidt troen er den rigtige, kan man jo blot søge vejledning hos de ældste. Og mange af menighederne forbyder deres medlemmer at se udstødte, eller de der har trukket sig frivilligt – også hvis der er tale om familiemedlemmer.
De har gode bibelske argumenter for deres holdning. Man skal ikke trække i ulige åg med de vantro, og det rene svin kaster sig jo ikke i sølet hos de beskidte. Et ledende vidne sagde engang i tv at de udstødte kender man ikke, og at de er som uartige børn, der er uforbederlige.
Personligt synes jeg at det er en absurd tankegang, men mine gode argumenter preller af. Religionsforskerne har som støtte for JV sagt at det ikke er alle menighederne der har en så stram praksis; men om det så kun skulle være halvdelen, så der det efter min mening slemt nok.
Jeg synes at jeg fik et meget stort udbytte ud af at se filmen, og skulle der en dag komme en film i biografen (eller på dvd) om hvor dejligt det er at være Jehovas vidne, så vil jeg også se den.
24/02-2008
