Fornøjelig kold krig

Charlie Wilson's War er noget så sjældent, som et hylemorsomt og fornøjeligt politisk drama om den kolde krig. Med superspil af Tom Hanks og især Philip Seymour Hoffman og et utroligt velskrevet manuskript af Aaron Sorkin formår Mike Nichols at skabe en let fordøjelig og underholdende film om et emne så tungt, som amerikanernes deltagelse i Afghanistans frihedskamp mod russerne i de sene 80ere.

Fortællingen om Charlie Wilson, der ene mand - næsten - går ind i kampen for Afghanistans frihed, eller er det mest russernes fald, bliver serveret med så sprudlende skuespil og dialog, at det er svært at finde den alvorlige minde frem i filmens korte og mere barske sekvenser. Gang på gang viser Hanks og Hoffmann, at det ikke er tilfældigt, at de begge ejer en af de små gule mænd med krydsede arme, og som publikum kan man kun begejstres over, at se to klasseskuespillere folde sig ud. Bevares Julie Roberts gør det glimrende, hun er bare ikke i samme liga, som de to herrer med H.

Filmen har sine største problemer i skildringen af konflikten i Afghanistan og i denne del af filmens samspil med den mere fornøjelige del i Washington. Det er rørende at se krigens ofre i skikkelse af lemlæstede børn, men det er svært mentalt at passe det ind i filmens øvrige lette tone. Samtidigt skildres krigen måske heller ikke voldsomt nuanceret, men det er der jo i øvrigt ganske få film, der gør. Rambo 3 måske... måske ikke.

Charlie Wilson's War var for undertegnet en stor positiv overraskelse. Den er morsom, hurtig, velspillet og ikke kedelig i to sekunder. Sjældent er et politisk drama blevet serveret så appetitligt som her. 4 meget store stjerner herfra.