Spider Man 3 - super vellykket film
6.0
Genså Spider-Man 3 for et stykke tid siden, og det var et nødvendigt gensyn, for første gang jeg så den (hvilket var ved biografpremieren), var mit billede af den så farvet eller påvirket af de mange anmeldelser, der havde sagt, der var for mange handlingstråde og for mange skurke i den, at jeg sad med de her 'nå, men det er da vist osse rigtigt'-briller på. Ja, jeg sad i alt for høj grad og sammenlignede filmen med 1'eren og 2'eren, som om 3'eren kun kunne være god, hvis den var bygget op nøjagtigt som disse.
Efter nr. 2 gennemsyn af filmen lyder min bedømmelse sådan:
(SPOILERS !!!)
3'eren tager på elegant vis tråden op lige dér hvor 2'eren slap. Og allerede fra de første scener, hvor Peter Parker opfordrer nogle børn til at se den idoliserende optagelse af ham selv som Spider-Man, og hvor han på lalleglad vis synger/mimer med på M.J.'s sang fra scenen, forsikres man om, at humoren fra de to første film er intakt.
Historien om Sandman er enkel og rørende. Ingen af skurkene i Spider-Man-filmene er absolut onde og usympatiske, men har alle en tragisk baggrund, der gør at man på et eller andet plan har medlidenhed med dem og ikke bare ønsker dem tæsk og en voldsom død. Og Sandman er ingen undtagelse. Det er HANS skurke-figur der fylder mest i historien, og Venom er kun en supplerende med-skurk, der tager hans parti henimod slutningen af filmen. Derfor kan jeg slet ikke følge de kritikere, der synes, der er for mange skurke. I 2'eren allierede hovedskurken, Doctor Octavius, sig også med en anden af Spider-Man's fjender (nemlig Harry) henimod slutningen af filmen, uden at der af den grund var nogen biografgængere der brokkede sig.
Nej, filmen forbliver fokuseret, først og fremmest dog ved, at handlingen overvejende har Peter/Spider-Man og hans forhold til M.J. og Harry i centrum. Styrken ved de to første film er så afgjort den vægt der lægges på de følelsesmæssige relationer mellem de tre, og denne styrke har 3'eren også. Det er det der binder filmen sammen. ... Og nu var der måske nogen der tænkte, at jeg lige før glemte at nævne Harry/Green Goblin som en tredje skurk, men det skyldes netop at filmen faktisk kun er delt i to handlingstråde: den med Sandman, hvor Venom blot er en parentes, og den med Peter/Spider-Man, M.J. og Harry, hvor Peters mørke side truer med at løbe af med ham - og så naturligvis sammenfletningen af de to tråde.
Denne gang er historien også mere ond: Peter/Spider-Man bliver langsomt men sikkert en selvoptaget, led karl som følge af symbiotens påvirkning. Dette munder ud i nogle scener, der danner en interessant, mørk parallel til 2'erens muntre og lyse "Raindrops keep falling on my head"-sekvens. I 3'eren er der ikke noget at grine af - Peter/Spider-Man opfører sig som et regulært dumt svin, og det er kun ham selv, der i sin blinde selvsikkerhed synes, hans fremtræden er cool. Kameraet og publikum føler ikke med ham her, som det gjorde i førnævnte sekvens i forgængeren, hvor han fremstod som en godmodig, småklodset nørd. I forgængeren var han kikset på den sjove, sympativækkende måde - i denne film er han kikset på den pinlige og usympatiske måde. ... God drejning fra Sam Raimis side.
Jeg er ikke enig med dem, der udnævner filmens første actionsekvens til at være den bedste i filmen. Den er god, ja. Men endnu bedre og langt mere brutal er Peter's anden kamp mod Harry, hvor han er direkte led mod Harry og også - stik imod sit gamle jeg - nyder volden. Derudover vil jeg også fremhæve Spider-Man's FØRSTE sammenstød med Sandman (midt i trafikken), som er ligeså flot og dramatisk, og sidst men ikke mindst hans ANDET sammenstød med denne (i undergrunden), hvor han bevidst går efter at tage livet af ham. Den allersidste kamp mod Venom henimod slutningen er også imponerende.
Filmen har samme flotte fotografering som dens to forgængere. Og musikken er forrygende. Jeg savnede ikke et øjeblik Danny Elfman af den simple grund, at Christopher Young's musik er akkurat ligeså god. Og uanset om flertallet af musikalske temaer kan føres tilbage til Elfman, så er fremførelsen af dem her helt i top, og den af Young komponerede underlægningsmusik til Sandman's tilblivelse er mesterlig.
Hvis 3'eren skulle blive den sidste Spider-Man-film - eller hvis den skulle blive den sidste med det skuespillerhold, Sam Raimi hidtil har brugt, og blive afløst af en nyfortolkning - vil 3'eren altid kunne stå som en forrygende flot og særdeles værdig afslutning på en trilogi.
Efter nr. 2 gennemsyn af filmen lyder min bedømmelse sådan:
(SPOILERS !!!)
3'eren tager på elegant vis tråden op lige dér hvor 2'eren slap. Og allerede fra de første scener, hvor Peter Parker opfordrer nogle børn til at se den idoliserende optagelse af ham selv som Spider-Man, og hvor han på lalleglad vis synger/mimer med på M.J.'s sang fra scenen, forsikres man om, at humoren fra de to første film er intakt.
Historien om Sandman er enkel og rørende. Ingen af skurkene i Spider-Man-filmene er absolut onde og usympatiske, men har alle en tragisk baggrund, der gør at man på et eller andet plan har medlidenhed med dem og ikke bare ønsker dem tæsk og en voldsom død. Og Sandman er ingen undtagelse. Det er HANS skurke-figur der fylder mest i historien, og Venom er kun en supplerende med-skurk, der tager hans parti henimod slutningen af filmen. Derfor kan jeg slet ikke følge de kritikere, der synes, der er for mange skurke. I 2'eren allierede hovedskurken, Doctor Octavius, sig også med en anden af Spider-Man's fjender (nemlig Harry) henimod slutningen af filmen, uden at der af den grund var nogen biografgængere der brokkede sig.
Nej, filmen forbliver fokuseret, først og fremmest dog ved, at handlingen overvejende har Peter/Spider-Man og hans forhold til M.J. og Harry i centrum. Styrken ved de to første film er så afgjort den vægt der lægges på de følelsesmæssige relationer mellem de tre, og denne styrke har 3'eren også. Det er det der binder filmen sammen. ... Og nu var der måske nogen der tænkte, at jeg lige før glemte at nævne Harry/Green Goblin som en tredje skurk, men det skyldes netop at filmen faktisk kun er delt i to handlingstråde: den med Sandman, hvor Venom blot er en parentes, og den med Peter/Spider-Man, M.J. og Harry, hvor Peters mørke side truer med at løbe af med ham - og så naturligvis sammenfletningen af de to tråde.
Denne gang er historien også mere ond: Peter/Spider-Man bliver langsomt men sikkert en selvoptaget, led karl som følge af symbiotens påvirkning. Dette munder ud i nogle scener, der danner en interessant, mørk parallel til 2'erens muntre og lyse "Raindrops keep falling on my head"-sekvens. I 3'eren er der ikke noget at grine af - Peter/Spider-Man opfører sig som et regulært dumt svin, og det er kun ham selv, der i sin blinde selvsikkerhed synes, hans fremtræden er cool. Kameraet og publikum føler ikke med ham her, som det gjorde i førnævnte sekvens i forgængeren, hvor han fremstod som en godmodig, småklodset nørd. I forgængeren var han kikset på den sjove, sympativækkende måde - i denne film er han kikset på den pinlige og usympatiske måde. ... God drejning fra Sam Raimis side.
Jeg er ikke enig med dem, der udnævner filmens første actionsekvens til at være den bedste i filmen. Den er god, ja. Men endnu bedre og langt mere brutal er Peter's anden kamp mod Harry, hvor han er direkte led mod Harry og også - stik imod sit gamle jeg - nyder volden. Derudover vil jeg også fremhæve Spider-Man's FØRSTE sammenstød med Sandman (midt i trafikken), som er ligeså flot og dramatisk, og sidst men ikke mindst hans ANDET sammenstød med denne (i undergrunden), hvor han bevidst går efter at tage livet af ham. Den allersidste kamp mod Venom henimod slutningen er også imponerende.
Filmen har samme flotte fotografering som dens to forgængere. Og musikken er forrygende. Jeg savnede ikke et øjeblik Danny Elfman af den simple grund, at Christopher Young's musik er akkurat ligeså god. Og uanset om flertallet af musikalske temaer kan føres tilbage til Elfman, så er fremførelsen af dem her helt i top, og den af Young komponerede underlægningsmusik til Sandman's tilblivelse er mesterlig.
Hvis 3'eren skulle blive den sidste Spider-Man-film - eller hvis den skulle blive den sidste med det skuespillerhold, Sam Raimi hidtil har brugt, og blive afløst af en nyfortolkning - vil 3'eren altid kunne stå som en forrygende flot og særdeles værdig afslutning på en trilogi.
26/02-2008
